Af Agnes Schwartz, Medlem indtil 2015
Som altid og med fare for at gentage mig selv 🙂 – så:
Kurset var nøje tilrettelagt af Kimu Sensei og videre formidlet af 2 veloplagte chefinstruktører, Søren Renshi og Martin Renshi-dai. Men det er jo en selvfølge i Shindenkan – altid 100 % engagerede og indstillet på, at nu er man til stede.
Netop det med at have indstillingen og være til stede, gik igen hos os deltagere.
Indstillingen skulle vi jo have med fra både TF 1 & 2 og det at være til stede er vel det samme som indstillingen.
Men i TF 3 er det at være til stede det samme som ikke at være der, når angrebet kommer, altså indstilling igen.
Og det er jo ikke raketvidenskab, som nogle chefinstruktører ynder at sige.
Men jo det er det, for mig, specielt når man står i det til halsen.
Jeg havde ikke min indstilling med til dette kursus, i hvert fald ikke den rette og min psyke havde jeg lagt derhjemme. Fra start af, havde jeg ikke lyst til at være der. Jeg var nervøs for hvad det var. Dvs. jeg var klar over, at det var lidt tættere på og flere teknikker end i TF 1 & 2.
Inden vi gik i dojoen, talte vi meget om ”toget” og hvordan vi taklede et møde med det.
Vi havde nogle muligheder, dvs. valg.
- vi kunne vælge ikke at være der
- vi kunne flytte os
- vi kunne prøve at løbe fra det.
Springet i niveau fra TF 2 til TF 3 er stort, kæmpestort! Jeg kunne sagtens forstille mig en TF 2½.
Mine komfortzoner blev klart overskredet, mit selvværd røg ned under minus og så gjorde det ondt at blive ramt. Både fysisk og psykisk.
Det viste sig i, at jeg kun havde flugten i tankerne da vi trænede, selv om jeg jo godt vidste, at man skal løbe ret stærkt for at undgå toget. Det resulterede også i en uppercut og en forvredet fod. Jeg blev ved med at løbe baglæns. Jeg tænkte, at hvis jeg lod mine modstandere ramme mig et par gange, kunne jeg måske komme ind på dem og ramme dem.
Jeg skulle jo bare have flyttet mig!
Det er bare rigtig svært når man er ramt. Jeg var ramt og røg lige ned i offerrollen.
Jeg lod også mine modstandere overtage kampen. Det var på deres præmisser at der blev kæmpet.
Efter kurset tænkte jeg meget over min måde at tackle begivenhederne på. Skulle jeg vælge bridge i stedet for karate. Jeg har / havde ikke lyst til at være så bange igen. Altså flugt frem for at flytte sig og med mulighed for at få noget selvbestemmelse J
Nu havde jeg købt og betalt for ShindenFight 1, som er 6 delkurser, der forløber sig over nogle måneder. Så inden jeg skiftede karaten ud med bridge, skulle jeg lige have SF afviklet. Heldigvis!
ShindenFight 1, er Task Fighting 3 for feinschmeckere. Tingene blev gennemgået igen og finesser blev givet, sådan at man fik mere styr på tingene.
Egentlig er der jo ikke så mange ting i det. TAK – MITT – CT og alligevel så svært. Det er jo ikke nok at vi kan teorien, vi skal også øve principperne i praksis og det gør vi ikke.
Jeg har talt med et par mandlige konkolleger og de fortalte mig, at de også havde nogle de ikke var specielt glade for at ”møde” i kamp.
Der har vi indstillingen igen. Altså, det er jo ikke mig der ikke kan karate, men min indstilling. Jeg var bange for at møde alle mine mandlige konkolleger, mens mine mandlige kolleger kun var bange for nogle. Altså havde de et større overskud end jeg.
Det fortalte mig, at det jo bare var mennesker med en indstilling der var til at rokke.
Spændende, det kan jeg få vendt til en fordel.
Nu kan man jo ikke gå gennem livet uden at blive ramt både fysisk og psykisk, men det er din indstilling, som afgør hvor ondt det kommer til at gøre.
