Af Mathis Isaksen, Medlem indtil 2017
For nyligt blev det første Task Fighting 3 kursus afholdt. Ledet af Søren Renshi (4/5.dan Joden) og Martin Renshi-dai (4.dan Chuden Hiden), blev vi kørt gennem 2 gange 3 timers intensiv træning. Og det var bestemt turen værd! Min erfaring er, at det er på Shindenkans kurser at man møder den største læringsmæssige fremgang. Især i de ‘højere’ grader. Det er nye begreber og nye udfordringer, som gør dig i stand til at finde nye arbejdsområder!
Jeg vil i denne artikel forsøge at give et billede af nogle af de ting, som er gået gennem mig i forbindelse med TF3. Og derfor vil jeg først lede tankerne hen på et af de mest omtalte emner blandt elever i TG3 (4.-1. kyu). Nemlig indstilling! Vi siger gerne, brunbælter og aspirerende brunbælter imellem, at det eneste som adskiller os i disse grader, er indstillingen. Indstilling, indstilling og indstilling. Men hvad er den her ‘indstilling’ egentlig for en størrelse? TF3 Handler nemlig også meget om ens indstilling, men sandheden er, at der ikke på noget tidspunkt er nogen som har defineret for os, hvad præcist det indebærer. (I så fald har jeg været syg).
Task fighting 3 er kumite. Det er kamp, det er frikamp, det er realisme, det er virkelighed,. Så virkelig som vi nu kan gøre den i hvert fald. Man står overfor sin modstander og man skal enten angribe eller forsvare sig eller begge dele. Man har en indstilling, som siger, at når man angriber, så kan man ikke undgå at ramme. Og tilsvarende når man forsvarer, så kan man umuligt blive ramt. Det er jo liv og død vi træner, og vi så jo gerne at vi overlevede så vi kan kæmpe endnu en dag. Så når du træder ind i dojoen, så gælder det om at være på. Din indstilling bliver nødt til at være, at du skal være fokuseret, og opmærksom på hvad det er du foretager dig. I hvert fald hvis du vil lære noget, og dermed være god ved dig selv. Motivationen til f.eks. at løbe en tur eller spise sundt, eller være dødfokuseret i 3 timer, dukker ikke magisk op af sig selv, hvis du venter til næste dag. Det er noget man selv skal arbejde på.
I TF3, og i virkeligheden, er der nemlig konsekvenser, hvis man ikke klarer dette. Alle der deltog på TF3 blev på et eller andet tidspunkt ramt. Nogle gange hårdere end andre. I hvert fald sikrede instruktørerne sig at dette var tilfældet, ved at starte med at placere en tsuki i brystet/solar plexus på hver enkelt deltager, dog med en beskyttelsesvest imellem. Det skulle jo lige prøves. Men under selve træningen, var det i hvert fald klart at det ikke altid var at man var 100% fokuseret. Jeg vil i hvert fald vove at påstå, at enhver TG3 deltager, som formåede at være 100% fokuseret gennem hele kurset, ville være i stand til at parere ethvert angreb.
De mest intensive minutter jeg havde under TF3, var da jeg endte op med Jens Kyoshi som træningsmakker. En mere præcis betegnelse vil dog være læremester. Efter at have set at Jens Kyoshi trænede med på kurset, var jeg så smart at spørge ham om ‘hvornår han havde tid?’ under randori-øvelserne (fri-sparring). Jeg var endda så heldig at ramme det tidspunkt, hvor instruktørerne meldte “80%!” og “100%!” intensitet. Lad migbeskrive det. Mødet med Jens Kyoshi, The Good, The Bad & The.. Det skal først og fremmest siges at Jens Kyoshi var i lærerrollen. Da vi først mødes, er det fuldstændig åbenlyst at han fuldstændig blotter sin kamae. “Fint” tænker jeg. Jeg har lært at min indstilling skal være 100%, også i angrebet, så jeg bliver nødt til at angribe med fuld intensitet hver gang han blotter sig. Jens Kyoshi lader sig blive ramt (det bemærkes at der kun var semi-kontakt under hele kurset) en 4-5 gange, men så ændrer attituden sig også. Som han sagde bagefter, så havde jeg jo vist at jeg gerne ville slås, og en aktion medfører en reaktion. Så nu kom han på offensiven. Flere ganger lander en velplaceret tsuki mig i brystet, og jeg er på retræten. Jeg bliver presset, og formår ikke længere at udføre de ting som vi har arbejdet med på kurset. Alt imens at Jens Kyoshi råber at jeg skal tage mig sammen og flytte mig. Som sagt en intens oplevelse. Men jeg vidste at det var det jeg gik ind til. Og selvom jeg åbenlyst var hårdt presset, så følte jeg at jeg kunne håndtere det bedre bagefter, end jeg tidligere havde været i stand til. Hvilket jeg var glad for, selvom der kom et par bekymrende blikke fra de andre kursusdeltagere.
Efter dette sluttede kurset lettere anti-klimatisk, da jeg må indrømme, at jeg var godt brugt. Men det var et fedt kursus, ingen tvivl om det! Selvom man får nogle skrammer hist og her. Jeg er pt. igang med Shindenfight kurserne, hvor vi rigtig fordyber os i de ting som TF3 introducerer. Man bliver ved med at udvikle sig, og det er jo sådan det skal være. Der er heldigvis rigeligt med plads til forbedring.
