Det var blevet d. 19. maj 2011 og tid for min anden træningslejr i 2011. Da kl. var blevet hen ad 10 og da jeg skulle hente Kimu Sensei kl. 10.30 måtte jeg se at komme af sted.

Jeg hentede Kimu Sensei på hans bopæl kl. 10.25 og fandt ham som sædvanlig i godt humør.

Derefter tog vi af sted til vores bestemmelsessted og jeg vidste på forhånd at dette skulle blive en anderledes træningslejr, men jeg vidste bare ikke hvordan, men som sædvanlig ville jeg blive udfordret på godt og ondt.

Jeg er kampsportsudøver – Do I feel lucky?
Som indledning til træningslejren startede første træning i dojo’en med ryugi træning. Kimu Sensei gav mig en opgave der bestod i at gennemgå mine indre stærke og ikke mindst svage side samt afdække de mangler og huller som jeg altid dækker til – på en objektiv og konstruktiv måde.

Pludselig blev jeg afbrudt af Kimu Sensei der trådte ind i dojo’en og sagde til mig: ”Lav lige Koryu Naihanchi”! Lettere overrumplet stillede jeg mig op, samlede mig sammen, træk vejret dybt og gik i gang. Inden jeg havde nået mere end de første 2 bevægelser, sagde han tak og forlod dojo’en.

Meget overasket stod jeg tilbage og tænkte ok, efter et øjeblik hvor han ikke kom tilbage gik jeg igen i gang med opgaven.

Pludselig blev jeg igen afbrudt af Kimu Sensei der trådte ind i dojo’en og sagde til mig: ”Lav lige Naihanchi”! Denne gang var jeg lidt bedre forberedt, jeg stillede jeg mig op, samlede mig sammen og gik i gang. Inden jeg havde nået mere end de første 2 bevægelser, sagde han tak og forlod dojo’en igen!.

Igen stod jeg overasket tilbage og tænkte okay…, men igen efter et stykke tid hvor han ikke kom tilbage gik jeg igen i gang med opgaven.

Pludselig træder Kimu Sensei ind i dojo’en og går uden varsel direkte i gang med at demonstrerer Koryu Naihanchi på fuld knald, så jeg fik et helt chok, frøs og helt forskrækket måtte vige tilbage. Derefter forlod han dojo’en igen med det samme.

Igen stod jeg overasket tilbage og tænkte: ”Hvad går det her ud på? – men hold k… hvor så det godt ud!”. Jeg må indrømme at jeg vidste ikke helt hvad det var han forsøgte at vise mig, men jeg var sikker på at der var en pointe – fordi det er der altid.

Efter et stykke tid, hvor jeg grublede over det der var sket, trådte Kimu Sensei igen ind i dojo’en igen, denne gang meget roligt og smilende som han plejer at være. Han bad mig om en evaluering på hvad der var sket og hvad forskellen havde været på mine to kata udførelser og hans, jeg svarede at Kimu Sensei’s Kata var langt mere flydende, uden overgange og som en helhed uden dimensioner.

Kimu Sensei svarede, ja, men det er slet ikke pointen, det er jo fuldt forventeligt! Men helt konkret: Jeg skulle ikke først tænke mig om, samle mig sammen, smage på det hele – det skulle du! Du var ikke nærværende, du var ikke i nuet, det var jeg!

Kimu Sensei fortsatte: ”Når man træner kampkunst skal man ikke tænke inden man laver Kata, den skal bare komme med det samme”. ”Du udtrykker jo dig selv i en kata. En kata er ikke dig selv med forsinkelse – så er det en rolle!”. Derefter fortsatte han ”Kata er udtryk for essensen – din højeste essens. Hvis du først skal gruble og smage over dette, så kender du ikke din essens, og så vil din udførsel af kata, aldrig udtrykke 100 % af dig, men blot en skygge eller rolle, som du forventer, vil opfylde en reaktion og anerkendelse fra andre. Men sandheden er, at kender du dig selv 100 %, så vil anerkendelsen komme fra dig selv, da du jo ikke kan være andre end dig selv, når du kender dig selv 100 % ”.

”Du hørte heller ikke efter hvad jeg sagde, fordi jeg bad om 2 forskellige kata og anden gang lavede du en helt forkert kata – jeg bad om Koryo Naihanchi første gang og anden gang bad jeg Naihanchi og begge gange lavede du Koryo Naihanchi!”.

”Sig mig engang hører du slet ikke efter hvad jeg siger til dig? Vil du kun høre på dig selv? Hvorfor?”.

”Hvis du vil være kampkunstner og følge kampkunst vejen er der ingen pauser, før du ER blevet Menkyo – teori og praksis skal være ét – du skal være ét. Det er ikke raketvidenskab, men det bliver det, hvis du ikke er dig selv, og det kan du kun blive, hvis du går vejen mod at kende dig selv 100 % ”

Efter dette trænings pas følte jeg mig faktisk ret dum og faktisk også taget på fast gerning med begge hænder nede i kagedåsen. Jeg stod tilbage med en stærk følelse og selverkendelse af, at noget var helt galt. Men der var gået hul på mit panser og lys strømmede ind, som jeg ikke kunne kontrollere, og det gjorde mig noget panikslagen – men samtidig var der også en modsatrettet følelse, som gjorde mig godt!.

For dem af jer der er på min egen alder plus minus nogle (få) år kan min følelse beskrives med citatet fra nogle af Clint Eastwood’s Dirty Harry film, hvor Dirty Harry lige har haft en skudduel:

Citat Harry Callahan aka Dirty Harry:”I know what you’re thinking. “Did he fire six shots or only five?” Well, to tell you the truth, in all this excitement I kind of lost track myself. But being as this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you’ve got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk!?

Følte jeg mig heldig – nej ikke særlig meget vel…, var jeg villig til se om der var en kugle tilbage i magasinet eller hvad – nej egentlig ikke.

 – Og dog var jeg heldig nok til endnu en gang at lære noget om mig selv.

Kimu Sensei afsluttede denne trænings pas med et smil og følgende udsagn: ”Dette var en standpunktstest af dig, som vi alle får engang imellem. Det er ens for alle. Du var ikke klar – skal vi gå..”

Fysisk træning.
Som chefinstruktør og Honbu-dojo instruktør skal vi 2 gange om året tage en fysisk test, der består af en bronzecirkel med 3 cirkler på under 5:00 minutter, derefter en pause og så for mit vedkomne en tur i romaskinen på 2000 meter på under 7:50 minutter, derefter en pause og så endnu en bronzecirkel med 3 cirkler på under 06:00 minutter.

Der var på denne lejr som altid planlagt fysiske trænings pas hver dag og den første udfordring fra Kimu Sensei blev følgende: ”Sæt dig i Romaskinen, indstil på 30:00 minutter og læg dig på en gennemsnitlig pace på mellem 1:58 og 2:00 pr. 500 meter, du går bare i gang”.

Jeg ved jo at hvis jeg skal bestå kravet på 2000 meter på under 7:50 skal jeg ligge på pace på 1:57 pr. 500 meter, Så jeg var godt klar over at dette ville blive meget hårdt at gennemfører.

Jeg indstillede mig på at gennemføre og gik i gang, efter jeg havde roet i ca. 5 minutter kom Kimu Sensei hen til mig og kiggede på mine tider og sagde kort: ”Det er en god pace, hold du bare den”.

Det var ret hårdt, men det lykkedes mig at holde den på under 1:57 per 500 meter i over 12 minutter, derefter begyndte det at blive rigtig hårdt og jeg måtte sætte tempoet ned til 2:05 per 500 meter og det holdte jeg i yderligere 5:00 minutter, hvorefter jeg igen måtte sætte tempoet ned til 2:10 pr. 500 meter og da der var gået ca. 20 minutter, kom Kimu Sensei svedig hen og overvågede mig og stoppede mig kort tid efter.

Kimu Sensei grinede og sagde: ”Du lyder som om du har sex med dig selv, og folk rundt omkring var begyndt at grine af dig, så jeg tænkte at jeg hellere måtte stoppe dig”.

Jeg takkede for det – og var helt smadret.

Kimu Sensei forsatte: ”Men det var godt vi lige fik testet dig og det ser ikke ud som om du får problemer med at bestå den fysiske test. Du efterlyste noget mere enkel core stablity træning – Hvad med noget TRX?”.

”Øh.. jo tak” svarede jeg, vel vidende at dette ville blive hårdt og jeg var helt smadret.

Virkelighed eller Illusioner
Vi begyndte en ryugi træning med, at Kimu Sensei meget kort og præcist gennemgik alt hvad jeg har arbejdet med og konkluderet igennem de sidste 10 års træningslejre, stille og roligt punkt for punkt, år for år.

Da han var færdig spurgte han: ”Er der noget jeg har glemt?” og ” Er dette en hjælp?”.

Jeg takkede ham for dette, fordi det var en stor hjælp for mig. Mit liv i 10 år gennemgået på 10 minutter med alle relevante processer og resultater. Det er utroligt imponerende, især når det er 100 % korrekt og direkte målrettet som en tragt med et knappenåls udgang, hvilket reducerede kraftigt mine flugtmuligheder, men også fremhævede det væsentligste.

En af de ting som kom frem igen og igen, var at: Jeg kan være mig selv eller jeg kan spille rollespil hvor jeg ikke kan tages til ansvar for mine handlinger.

Kimu Sensei sagde flere gange til mig: ”Du kan være kampkunstner og accepterer virkeligheden som den er eller du kan være kampsportsudøver og leve med illusionerne om hvordan du er. Dette er fuldt acceptabelt og alle kan forstå dig, men du skal tage en beslutning, hvis du vil være kampkunstner! Tag en beslutning om du vil spille rollespil eller være dig selv – Dette er noget DU skal afklare, beslutte og tage ansvaret for – ansvaret for dit liv.”

Puha det kom tæt på mig – og jeg arbejdede med det i rigtig mange timer på denne træningslejr og kom igennem alle mine velkendte følelsesområder som selvmedlidenhed, ansvarsfravigelse – en nøjagtig bekræftelse af Kimu Sensei’s resumé af mine sidste 10 års træningslejre – men desværre uden at komme til bunds i det!!!. Jeg var fuldstændig udmattet da vi havde overstået 50 % af træningslejren, og det blev kun værre og værre.. værre af den indre slåskampkamp jeg kun kunne vinde på én måde – at være mig selv 100 %.

Som afrunding på lejren fik jeg den kontante evaluering af Kimu Sensei: ”Hvorfor udmatter du dig selv?. Hvorfor ikke være god ved dig selv, ved at at være dig selv. Du udmatter dig selv ved ikke, at være dig selv – det er din modstand i form af angst, undskyldninger, selvmedlidenhed, kontrolbehov osv. Der er alt for meget teori og alt for lidt praktik. Hvad skal du med alle de ting du skriver ned på hver træningslejr, hvis ikke det bliver omsat til noget”.

”Jeg kan lede dig frem til truget gang på gang, som jeg har gjort de sidste 10 år, men jeg kan ikke tvinge dig til at drikke, så hvorfor indrømmer du ikke bare at du har givet op, ikke kan, eller egentlig har det helt fint med rollespillene…. Alt sammen forklaringer som der ikke er noget galt med og er helt i orden ”.

Av…. – den sved rigtig meget!

Kampsportsudøver eller Kampkunstudøver?
Efter denne træningslejr må jeg endnu engang indrømme at der er et stort spring fra at være kampsportsudøver til at blive kampkunst udøver – et spring det ikke er lykkes mig at tage – på bare en af de mange træningslejre jeg har været på i gennem de sidste 10 år. Dette bliver jeg nødt til at se i øjnene.

99.9 % af alle andre mennesker der træner kampsport, er eller ville være, fuldt ud tilfredse med det jeg har opnået indtil nu, nemlig at være en rigtig god kampsports udøvere, så det er jo ok. Dertil er det kun de absolut færreste, som ved og forstår hvad kampkunst er og hvad det kræves.

Men et hint til dette kan måske gives ved følgende tal; Statistisk set når 1 ud af 1.000.000 sortbælte udøvere en fuld Menkyo Kaiden, kampkunststormester. Hvis 5 % af verdens befolkning dyrker kampsport, så vil ca. 325 ende med at blive en ægte og fuld kampkunststormester. Menkyo er tre Densho trin før denne grad, hvilket betyder statistisk set at 0.01 % af udøverne eller ca. 325.000 vil ende med denne mestergrad, hvilket selvfølgelig betyder, at mine odds lige pludselig forbedres betydeligt!

Men hvorfor er jeg så ikke tilfreds med det? Er det fordi jeg føler at jeg er bedre end andre mennesker? Eller jeg rummer meget mere, end jeg selv og andre påbyder mig at være?

Jeg tager fra denne træningslejr med flere spørgsmål jeg skal have besvaret inden min næste træningslejr. Er jeg afklaret med dette:

• Måske er Kampsport nok for mig?
• Måske bliver jeg aldrig nogensinde bedre på denne måde?
• Måske er jeg tilfreds med hvad jeg har opnået ind til nu?
• Måske har jeg givet op?

Men jeg har det sådan her: Måske dit og måske dat – det kan godt være at jeg ikke er god nok til kampkunst!

Men jeg er en tåbe med et stort ego og jeg er ikke klar til hverken at indrømme det eller at give op endnu!

Selvom det ville spare en 100 % loyal og altid støttende Kimu Sensei for en hel del besvær og måske også mig selv.