Det var blevet fredag d. 25. februar 2011 og jeg skulle på årets første 3 dags Honbu-dojo ledelses og kompetenceseminar for 5.-7. dan. Det var sent og kl. var 21.00, da jeg hentede Kimu Sensei og vi tog afsted til vores bestemmelsessted i Malmø, hvor kurset skulle finde sted.

Normalt er Kimu Sensei meget mere sulten end mig, men denne dag var jeg klar til at gøre ham konkurrence på posten, eftersom jeg lige havde forladt Shindenkans Task Figthing kursus 3 og ikke havde spist siden frokost. Vi nåede frem til vores bestemmelsessted kl. 22.00 og efter at have stillet vores bagage og et meget hurtigt bad, skulle vi endelig have noget at spise.

Specialist vs. Generalist.

Mens vi spiste talte vi om TF3 kurset og hvad mit udbytte havde været og da vi færdige og kl. var blevet 23.30 sagde Kimu Sensei til mig: ”Nu har du en opgave! ”Du skal nedskrive essensen af TF3 kurset som efter din vurdering er et ’Masters view’. Vi mødes igen kl. 7.00 til morgenmad – god fornøjelse.

Jeg har vænnet mig til at jeg som regel ikke ved hvad jeg skal, før vi går i gang og så sådan er det med Honbu-dojo ledelses seminarer. Lige meget hvad kl. er eller hvad opgaven går ud på, så er du enten klar til at møde de udviklingsopgaver du får stillet eller også er du ikke… – hvis man ikke er, skal man ikke tage af sted, det ville være spild af Kimu Sensei’s tid!

Det skal selvfølgelig siges at hvis man ikke har tillid til at de opgaver man bliver stillet overfor er både konstruktive og udviklende også selv man ikke lige kan se det – har man et problem!

Det problem har jeg ikke mere – selv om jeg gerne vil bestemme alt J Så jeg gik i gang med at skrive og stoppede kl. ca. 04.00, på det tidspunkt var der solgt ud.

Jeg stod op kl. 5.45 og for at afslutte min opgave og skrev på den i ca. en time, hvorefter jeg mente at jeg rundet godt af og skyndte mig i bad, så jeg kunne nå at komme ned til morgenmad kl. 07.00.

Efter morgen mad mødtes vi igen og Kimu Sensei gennemlæste hurtigt det jeg havde skrevet og gav mig derefter følgende evaluering:

Det er udmærket det du har skrevet det er bare ikke et ’Masters view’! Du har ikke forholdt dig til TF3’s sammenhæng med andre kurser i pensum, med TG og den grad hvor kurset er til. Med andre ord har du skrevet om TF3 som et separat emne og ikke som en del af en helhed – den helhed der hedder Yakami Shinsei-ryu Karate-do!

Det er jo faktisk en af dine store udfordringer, at du betragter alt som et projekt! Du kender jo udtrykket at man ikke kan se skoven for bare træer og hvorfor ikke? Det er jo fordi du bare kigger på træerne og ikke på skoven!

For at du kan udvikle dig videre skal du skifte helt væk fra at være projektorienteret til at være helhedsorienteret og jeg vil gerne have at du bliver helhedsorienteret.

Genkendt!

For mig var der 100 % genkendelse, for det er for nemt for mig at blive i projekttankegangen, noget jeg faktisk er god til. Hver gang jeg står over for en opgave der skal løses – strukturerer jeg den og løse den hurtigt og effektivt. Se det er noget jeg kan!

Men det vil også sige at jeg handler ud fra den grundindstilling at alle opgaver er uafhængige – i stedet for at alle opgave hænger sammen!  Sikke noget vrøvl eller er det?

Egentlig ikke fordi det handler om opgaver som jeg udfører og derfor hænger de jo sammen – det er mig der er sammenhængen.

Når jeg tænker mig om betragter jeg det at være helhedsorienteret, at have overblik som inaktivitet, altså ingen handlig og det at være projektorienteret, at udfører handlig, som aktivitet. Det vil sige noget med overblik er inaktivt og docerende (negativt) overfor udførende som noget aktivt og skabende (positivt).

Der er vist et eller andet med jantelov i denne opfattelse eller hvad… fordi det som Kimu Sensei fortalte mig om mig selv og det han gerne ville have mig til, handler på den anden side heller ikke om at læne sig tilbage og bare have overblik, for så er der jo ingen handling! Det handler om at opretholde overblik samtidig med at man handler.

Med det betyder at, i min verden sker alting med udgangspunkt i mig selv – overblik eller handling – kan blive til overblik og handling.

Overblik betyder også afklaring, hvad kan jeg og hvad kan jeg ikke i stedet for – hvad jeg tror jeg kan og hvad tror jeg ikke kan. Det er altså yin og yang – eller ledelse – ledelse af mig selv!

Overblik eller handling – kan sågar blive til overblik og handling i overensstemmelse med overblik.

I sin evaluering tegnede Kimu Sensei et helt klart billede af mig som jeg må indrømme – passer. Det handler ikke om hvad jeg gør på en god dag, det handler om mit fortrukne handlemønster når jeg er presset – om så det er et arbejdspres eller kumite pres. Det er kun et spørgsmål hvem der sætter det pres.

Det er sort eller hvidt.

Senere samme dag var vi i dojoen og det første vi skulle træne var selvfølgelig TF3, for som Kimu Sensei sagde nu havde jeg været på kursus i omote versionen og nu skal vi træne ura versionen – altså på mit eget niveau.

Først og fremmest gælder det om ikke at blive ramt ved ikke at være der, næste step gælder det om ikke at blive ramt ved at parere, videre til det kan kaldes kontrolleret kontakt hvor man i en rigtig kamp vil blive såret og sidst der hvor man bliver ramt ukontrolleret – det sidste er lig med at man dør.

Så rammerne blev sat for TF3 ura og de var egentlig ikke så meget anderledes end de 4 trin For TF3 omote – og dog – der er kumite i den lokale dojo, og der er kumite på TF3,- og så er der Kumite med Kimu Sensei..

I TF3 kurset på Tjørnelyskolen var jeg overhovedet ikke presset, det var helt hvidt og jeg var ovenpå og følte ikke at jeg kunne blive ramt. I TF3 med Kimu Sensei gik det stik modsat, jeg var totalt presset hele tiden og det var helt vildt svært at få tingene til at hænge sammen – det lykkedes faktisk ikke.

Jeg var vildt presset! Og så er det godt med noget humor fordi under Kumite’en begyndte Kimu Sensei også at pille mig i næsen, mens han parerede mine angreb,  hvilket han jo syntes var helt vildt sjovt – jeg synes også at det var lidt sjovt…

Vi afsluttede karate træningen med Koryu Naihanchi, hvilket var rigtig fedt – Naihanchi har altid været en af mine favorit kata’er.

Derefter blev jeg undervist en time i core stability træning som jeg synes er et super godt supplement til karate og det er knaldhård træning for hele kroppen – det er helt klart noget som jeg gerne vil træne meget mere.

Den blinde side.

Ok, rammerne var givet, tegnet og fortalt – simpelt, der var jo kun 4 step – så det var jo bare op til mig selv at male et billede!

Men hvad fanden var det så der gik galt i forhold til TF3 kurset, her var jeg jo oven på? Var det udelukkende at Kimu Sensei presser mig på mit højeste niveau? Betyder det i virkeligheden at det kun er et spørgsmål om hvem der sætter presset på mig, der viser om jeg er god eller dårlig.

Nej, det betyder at jeg glemte at jeg skulle male et billede! Jeg havde jo fået rammerne og i stedet for at bare male billedet og lade det blive til, så kiggede jeg på farverne – en af gangen. Se bare der – der kommer den røde farve, godt at jeg kunne genkende den inden den landede på min kæbe! Og nej se bare der nu kommer også den gule farve, hvis jeg ikke havde været opmærksom på den, havde jeg ikke mærket den på mit bryst.

Med andre ord, jeg kan ikke se skoven for bare træer eller hver farve i mit maleri er et separat projekt uden sammenhæng til billedet.

Kumite er at fylde rammerne ud. At male et billede er at skabe helheden, det at påfører hver enkelt farve er et projekt som kun udføres for at være byggesten i helhedens billede – hvabehar?

Det minder faktisk om den arbejdsproces Kimu Sensei bruger omkring kurser og kursus instruktører, hvor Kimu Sensei designer rammerne i kurset og jeg som kursus instruktør maler billedet – det er Shindenkan lederudvikling – det at træne i at være billedet i stedet for at være en farve af gangen.

Mit paradoks

Mit paradoks er at Jeg vil så gerne lykkedes, fordi det i mine øjne fastslår at jeg er god nok, som jeg er, så jeg slipper for at forandre mig, men jeg kan ikke lykkes fordi jeg grundlæggende ikke vil forandre mig.

Jeg er nød til at forandre mig, men for at jeg kan forandre mig er jeg nød til at vide hvem jeg er?

Dette har ikke noget at gøre med: ”ikke at være god nok”, dette har noget med erkendelsen om at jeg skal forandre mig for at kunne udvikle mig.

Projekt orienteret eller helhedsorienteret.

Selvom jeg som menneske er blevet meget mere helhedsorienteret både som leder og som menneske i tanke og ord, så bruger jeg stadig mit grundlæggende evner til at løser opgaver som ikke sammenhængende projekter, hvilket vil sige at der ikke er overensstemmelse mellem mine tanker, ord og handlinger.

Ført over på kumite hvor jeg som kampsports udøver finder de sort/hvide svar er det noget skidt! Hvis hver eneste træ i skoven som jeg ser, er en fordring til at nå mit mål, så bliver der langt hjem

På denne træningslejr har Jeg godt mærket at mine fremtidige træningslejre med Kimu Sensei bliver anderledes – fremad bliver det mere og mere mig der skal trække Kimu Sensei og ikke omvendt, som det hidtil har været.