Efter 3 uger på et nyt job var det blevet tid for min tredje RR camp i Shindenkan regi. Ja, det lyder måske forkert at sige i Shindenkan regi, for jeg tror ikke at der findes denne form for træningslejre i andre organisationer.

Som de tidligere RR camps handlede denne også om udvikling, den gik bare nogle spadestrik dybere ind i sjælen – der hvor det kan gøre rigtig ondt.

Vi skulle mødes i receptionen på hotel Hilton i Kastrup. Tidligere har vi været på samme type hotel i Malmø men da der var VM i Håndbold i samme by, var prisniveauet også røget op på et niveau som vi ikke rigtig ville lægge økonomi til.

Hotel Hilton i Kastrup er et fantastisk hotel med fred og ro og er bygget op med et stort hul hele vejen ned, fra øverste etage til gulvplan. Omkring første sal var der spændt et kæmpe net ud, som Martin Renshi-dai og jeg diskuterede om ville holde, hvis man lavede udspring fra 12 sal. Vi fandt aldrig ud af om det kunne holde, for vi kunne ikke helt blive enige om hvem der skulle tage springet 🙂

Denne lejr var også lidt speciel, da deltager antallet var reduceret med to ud af fem, da dette var en Enshinlejr. Dvs. at vi kun var tre deltagere og så selvfølgelig Kimu Sensei. Efter udpakning var det tid for en tur i fitnessrummet. Denne gang skulle vi ikke se om vi kunne flå romaskinerne i stykker. I stedet blev det en lektion i hvordan man træner korrekt med kabeltræk. Hvilket var yderst effektivt, for det gik direkte ind i de hæftninger musklerne har på knoglerne. Disse hæftninger er meget vigtige at styrke når man træner kampsport med korrekte kraftudladninger. Øvelserne vi lavede kaldes ”skovhugger” øvelser. Men efterhånden som vi kom igennem øvelserne, fik jeg også et billede af mig selv stå og træne med en katana. Gad vide om ikke det er meningen. Samtidig kunne jeg mærke hvordan rygknoglerne rykkede på plads med små knæk hele vejen op igennem rygsøjlen. En herlig fornemmelse på en fantastisk fredag.

Efter kabeltræningen var det tid for samling på værelset, hvor vi skulle arbejde. De to tidligere RR camps havde haft til formål at få os til at være bedre skolechefer. Hvad denne RR camp skulle gå ud på, var vi meget spændt på. Til at starte med gav de tilstedeværende chefinstruktører en status på deres skoler og de satellitskoler de havde planer for.

Der efter blev det så tid for den første opgave.

Angiv i procent hvor meget du har udnyttet dit fulde potentielle.
Sagt med andre ord, har du opnået det du tror du kan eller kan du opnå mere inden for kampsport/kampkunst. I sådan en situation er det meget vigtig at være ærlig for ellers bliver man forskrækket når det sande billede viser sig – som det altid vil gøre på disse lejre. Da vi alle have indgivet vores egen procentsats, smed Kimu Sensei en portion grafer op på væggen der viste virkeligheden for os alle. Det var lavet på en måde så der ikke var noget at tage fejl af. Virkeligheden kom op i stor størrelse og i farver og til stor overraskelse for alle.

Graferne var selvfølgelig ikke lavet tilfældigt de var lavet ud fra vores ”track record” igennem hele vores aktive karriere. Den viste også tydeligt hvor i livet man havde haft opture og nedture. Hvilket man kunne relatere direkte til de ting der var sket i livet, på de pågældende tidspunkter. De mere interessante steder på grafen var der hvor den steg meget kraftigt, hvilken den var på vej til for alle tilstedeværende i mere eller mindre grad. Det som grafen viste, var en afvejning af hvor godt jeg kender mig selv = Densho grader. Så længe vi ikke forstår densho graderne vil vores graf være som den er – op og ned. Når vi forstår densho graderne vil kurven være stigende. Det her det var virkelighed – det var kampkunst, det var En Enshinlejr.

Efter den opgave og gennemgang, var det tid for en meditation. Ikke en typisk ”jeg kan selv” meditation men en såkaldt mindfullness meditation hvor Kimu Sensei styrede os igennem hele vejen ved tale. Mindfullness meditationer er yderst populære i blandt erhvervsfolk, da de bruges til at lære at slappe af. I den form for meditation er der fem trin og vi fik en forklaring på hvordan de hænger sammen, fra at kunne tale sig selv til afslapning og helt frem til at kunne meditere i flere timer, men samtidig have følelsen af at der er gået 2 minutter.

Efter meditationen blev det tid for at gå et par spadestik dybere ind i sjælen. Ind der hvor man skal være ærlig. Igennem hele Shindenkans eksistens, har der været højere gradueret elever der er stoppet af forskellige årsager. Og dette med at stoppe mens legen er god eller dårlig, er en tanke alle elever oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv. Vi skulle nu lave vores egen exit plan dvs. hvordan ville vi træde ud af Shidenkan og hvor ærlig ville vi være over for de mennesker vi har omkring os, så som familie, elever, venner mm. Jeg gik ind til denne opgave med en påstand, over for mig selv, om at jeg ikke havde forstået den. Selv om jeg på nuværende tidspunkt ikke tænker i exit planer så har tanken da være tilstede mange gange. Men det havde jeg bare svært ved at acceptere inde i mig selv og derfor blev min opgave ikke løst korrekt. Tværtimod blev den totalt vattet og overhoved ikke konkret. Hvilket jeg selvfølgelig blev ristet for.

Efterfølgende skulle vi så give vores bud på vores konkoleggaers exit planer. Her gik jeg ind til opgaven med en klar forståelse om hvad der skulle gøres og vi ramte alle hoved på sømmet hos hinanden. Hvilket gav stof til eftertanke hos mig.

Hvorfor kan jeg være ærlig over for andre, men ikke over for mig selv? Hvad er det der gør at jeg har et lag af teflon, som jeg bruger til at beskytte mig selv over for mig selv med?

Se disse spørgsmål ville sikkert være sukker for en psykolog og skræmme alle andre fra vid og sans. Men for mig er det blevet en opgave der skal løses, således at min kurve i graferne kan stige opad hele tiden. Samtidig må jeg erkende at det selvfølgelig en opgave der vil gå dybt ind i min sjæl og den vil helt sikkert skræmme livet af mig hvilket kan igang sætte en exit plan. Omvendt kan det også give mig en indsigt i mig selv og gøre at jeg vil kunne kende mig selv 100 %, hvilket er det jeg skal fokusere på i de svære tider.

Efter at have måttet padle som en and igen, var maverne begyndt at skrige efter mad. Hotel Hilton har helt sikkert en lækker restaurant som vil kunne stille vores sult. Men vi valgte at gå en tur over i lufthavnsterminalen og få en god gang fast food på ”prisbevidste” Burger King. Det var der behov for på det tidspunkt.

Da vi mætte kom tilbage på arbejdsværelset var det tid for at gå endnu dybere ind i sjælen. Man kan måske spørge sig selv om hvor langt ind man kan gå og dertil kan jeg kun sige, at man kan gå meget langt.

Næste opgave var en hård en af slagsen hvor vi skulle vurdere, i procent, for langt vi ville gå for andre mennesker og hvor langt de ville gå for os. Igen en opgave hvor det var meget vigtigt at være 100 % ærlig – hvilket var meget vigtigt under hele lejren. Det er aldrig nemt at skulle erkende virkeligheden over for sig selv og specielt ikke, når den kommer til at fremstå sort på hvidt.

Hvem vil jeg være – kontra hvem jeg er? Hvem ser jeg selv jeg er? Hvem tror jeg selv jeg er kontra hvem syntes de andre jeg er? Alle sammen spørgsmål der blev besvaret i mere eller mindre grad under denne øvelse. Og alle sammen spørgsmål der rejser flere spørgsmål om mit eget jeg.

Det er aldrig nemt at skulle løse problemer. Det kræver jo at man erkender problemet før end man kan forsøge at løse det. Det er måske nemt i forhold til andre, men når det handler om en selv så er det utroligt svært for man har tendens til fornægtelse, hvilket ikke lige frem hjælper på erkendelsen af problemet.

Alle de procenttal vi kom frem til blev samlet sammen i en tabel og ud fra dem fik vi alle en tilbagemelding på hvem vi var og hvorfor vi var som vi var. Jeg vil med det samme sige, at det var ikke rart at få et konkret anderledes billede sat op på væggen som fortalte hvem du i virkeligheden er. Men sådan er kamkunst. Det er virkelighed og kun for eliteelite. Tallene i tabellen fortalte om densho graderne og kampkunst og om hvad du som elev kan arbejde med, for at lære dig selv at kende 100 %.

Tallene i min tabel fortalte at jeg har besteget et bjerg og er gået ned igen, for derefter efterfølgende at bestige endnu et bjerg som jeg endnu ikke ved om jeg fortsætter op ad eller går ned ad. Det vil kun fremtiden vise på samme måde som denne Enshin-lejr har vist hvad vej jeg skal gå for at finde mig eget skræmmende virkelige og ærlige jeg.