Der er taget hul på et nyt år og et nyt spadestik i strategiplanen for Honbu dojo 2010-15. Denne strategiplan har bl.a. fokus på lederudvikling og konsolidering af Shindenkan. Jeg er så heldig at være leder i Shindenkan og kan deltage når det ”hemmelige” selskab tager på RRCAMPs for at lære nye Ninja-tricks J Formålet med disse RRCAMPs er som sagt lederudvikling, men også en udveksling af viden blandt de deltagende parter, og frem for alt personlig undervisning af Kimu Sensei. Det kan lyde lidt sært, men uanset antallet af deltagere på RRCAMP er Kimu Sensei i stand til minut for minut at fokusere på, og træne det enkelte individ – umuligt tænker du – nej, det er muligt, man skal ”bare” være kampkunst stormester. På denne RRCAMP kunne vi direkte mærke det på vores krop, men mere om det senere….

RRCAMP11.1 var en fortsættelse af de to tidligere og ret succesfulde RRCAMPs 10.1 & 10.2, men denne gang mere fokuseret på den ”indre” chefinstruktør i overgangen fra leder til chef omote og ura. Hvad betyder det så, tænker du måske – ja det skal jeg på bedste vis forsøge at beskrive for dig i denne artikel. Rammerne om dette års første RRCAMP var meget luksuriøse da ”farfar” (Kimu Sensei red.) havde skaffet os værelser på Hilton i lufthavnen til priser, der vil gøre selv den meste hardcore jyske kræmmer misundelig og grædefærdig af skam over hans manglende evner til at få et bedre tilbud. Jeg havde sørget for at arbejde hjemmefra den dag så jeg kunne køre i god tid fra Slagelse, parkere bilen i nærheden af Metro stationen ved Amager strandpark (Det er gratis J) og derfra tage Metroen to stop til lufthavnen, hvor vi skulle mødes i lobyen på Hilton kl. 11.55.

Jeg var faktisk i rigtig god tid da jeg nåede Metroen, men selvfølgelig var der tekniske vanskeligheder og den måtte stoppe 10 min mellem 2 stationer så jeg skyndte mig gennem den første del af lufthavnsterminalen og direkte til Hilton, som er forbundet med en svalegang mellem lufthavnen og hotellet. Jeg var der kl. 11.56 så det var lige til øllet, jeg mødte en smilende Jens Kyoshi og Søren Renshi i lobbyen og kunne se Kimu Sensei stå ved skranken og checke os ind, som lige fik et hurtigt vink, der blev returneret med et anerkende smil som altid. I har sikkert erfaret fra de tidligere artikler, at vi plejer at være nogle flere deltagere på RRCAMP, nemlig alle chefinstruktører. Honbu-dojo og Kimu Sensei er en konstant, der hele tiden arbejder i kampkunstens spor, som også kan beskrives som at livet er flydende og uden ”hak”.

I Shindenkan er der plads til alle og i Kaidenkan (kampkunst delen af Shindenkan) er der kun plads til dem der vil hele tiden, men heldigvis for os bliver vi inviteret til at træne på Kaidenkan præmisser, hvis vores livscyklus ellers kan bære det. Netop livscyklussen kan være afgørende for om energien og fokussen er til stede for at træne på kanten af din mentale formåen og blive udfordret konstant. Vi kender alle til det, at man i en periode er stresset eller bliver udfordret på anden vis i privatlivet, men det er også det som er afgørende for om du er kampsportsmand eller kampkunstaspirant. Denne RRCamp havde i forlængelse af den nye Honbu strategiplan15, medført en opdeling i et Jikitai elite og Enshin masters hold, da der i sandhed er plads til alle i Shindenkan.

Den første praktiske opgave blev som under de andre RRCAMPS at få indrettet et ekstraværelse til et mini auditorium også kaldet en mental træningsarena. Dette var hurtig klaret af Søren Renshi og mig og kun få minutter efter ringede værelsestelefonen og vi fik at vide at vi skulle stille i hotellets fitness rum omklædte og klar til fysisk træning om 5 min. Som sagt så gjort og under 5 min, efter stod Søren Renshi og jeg spændte og klar i det ret så kompakte fitnessrum, der heldigvis ikke var så velbesøgt på denne tid af dagen. Kimu Sensei og Jens Kyoshi dukkede op ganske kort tid efter og Kimu Sensei kastede et hurtigt blik rundt i rummet og sagde ”I dag skal i undervises i korrekt brug af kabeltræk, men først skal vi lige varme op 5-6 min, I vælger selv, der er mulighed for at cykle eller løbe eller rotex – I skal bare være varme”, ”Det var ligegodt pokkers”, tænkte jeg , ”det starter stille og roligt”, men sådan er det altid med RRCAMPS, lad være med at forvente noget, man kender mødested og tidspunkt for start og slut, resten skal man overlade til nuet. J

Kimu Sensei har gennem det år til halvandet opnået indgående kendskab til alle former for fitness træning da han har været gennem et genoptræningsforløb. Dette er foregået hos den absolutte top af danske specialister, der også er internationalt anerkendte og ofte rådgivere i diverse medier når det kommer til spørgsmål om det nyeste indenfor træningsprincipper. Kimu Sensei er en sirlig mand, så han har møjsommeligt taget noter om alle de træningsprincipper han har været igennem, så vi andre kan få glæde af det. Vi nåede igennem to øvelser, men med meget stor grundighed og et øje for detaljer som selv den mest garvede fittnisse aldrig vil komme i nærheden af. På de andre to RRCAMPs har vi trænet i almindelige vægt maskiner, hvor formålet er at arbejde koncentreret og direkte på de store muskler i kroppen. Kabeltræk er derimod træning af core stabilty, hvilket vil sige de små muskler samt bindevæv og sener, der omslutter og støtter musklerne. Dette er af stor gavn for kampsport/kampkusntudøvere, da det giver kropsbevidsthed og opmærksomhed på de små muskler, og frem for alt krydsspændinger (essentielt for korrekt basis).

Efter denne træning skulle vi mødes i ”træningsarenaen”, hvor vi i første omgang skulle gå gennem de enkelte skolers resultater i forbindelse med den seneste kampagne samt status på KPI etc. som nogen af Jer kender til, da i har en ledelsesrolle i den lokale skole. Meningen med denne seance hvor vi hver især gik gennem en præsentation vi i forvejen havde lavet hjemme var vidensdeling, men også at få feedback på vores evner som chefinstruktør og leder, akkurat som i erhvervslivet, når der afholdes management kurser. Det var en god og konstruktiv træningsseance som gav udbytte hele vejen rundt og vi kunne passende klappe os selv på skuldrene i ægte Shindenkan ånd J

Resten af den teoretiske træning frem mod aftensmaden, vil jeg  ikke komme så meget ind på, da den var meget personligt og virkelig gik et spadestik dybere i hver enkel deltager, hvilket også var temaet for denne RRCAMP. Dog vil jeg nævne at vi havde en kort meditation, som de af Jer der har været på det seneste KI & Meditation 1 kursus vil kunne nikke genkendende til, hvor vi blev guidet gennem en afslapnings meditation af Kimu Senseis rolige røst. Kort fortalt går man gennem alle kroppens dele i sine tanker og får dem til at slappe af mens man holder det korrekte åndedræt (samme princip som kendes fra bl.a. mindfullness og andre quickfix/her-og-nu-udbytte meditationsformer). Det virker og man mister også lidt tidsfornemmelsen, hvor vi skød på 5-7 min. viste det sig vi havde brugt omkring 20 min J Det samme oplevede deltagerne på Ki & Meditation 1 i øvrigt også.

Vi forsøger altid at holde omkostningerne på et absolut minimum når vi er af sted på Shindenkan RRCAMPS, så selvom Hilton lyder dyrt er det billigere end alle andre steder i kraft af Kimu Sensei personlige rabatordninger, som han har optjent gennem hans professionelle virke. Så da det blev tid for aftensmad vandrede vi gennem lufthavnen til Burger King, hvor vi alle 4 bestilte en menu, som blev indtage med velbehag, for vi var blevet sultne efter al den træning. Under aftensmaden træner vi videre rent mentalt, for tiden skal jo ikke bruges på pjank og pjat, så hele tiden skal man være vågen og have et øje på hver finger. Det er derfor at det er vigtig at komme væk fra de hjemlige omgivelser, familien og mobiltelefonen, så man kan holde fokus og træne efter kampkunstmetoden som er fokus hele døgnets 24 timer eller som man siger 7-24-365. Som kampkunst aspirant oplever vi det bare i 27 timer på RRCAMP, så er det op til os selv, hvor meget vi VIL det resten af tiden.

Efter aftensmaden fra omkring 20.00 fortsatte vi i ”træningsarenaen”, hvor den sidste opgave blev stillet omkring kl. 22.00. Denne opgave var en af de sværeste jeg har løst i mit liv indtil videre, jeg kan ikke røbe helt hvad den gik ud på, men kan dog sige, at der skulle graves en del i fortiden og der skulle tages stilling til en masse ”referencepunkter” gennem livet, men vi havde jo masser af tid, for den skulle først præsenteres næste morgen kl. 8.00 J Dog blev det os befalet ikke at arbejde længere end til kl. 3.00, da vi skulle have tid til en ordentlig nats søvn J Det blev en lang og hård nat for mit vedkommende, men på mange måder også befriende at arbejde både ”omote” og ”ura” med sig selv.

Lørdag morgen kl. 6.45 stod jeg op og fik et hurtigt bad og da jeg kom ud af værelsesdøren kom Søren Renshi også ud hans værelse, hvilket var meget belejligt, da vi så kunne følges til morgenbuffeten kl. 7.00 og få en lille snak om nattens opgave og samtidig beklage os til hinanden over den korte nattesøvn, men også glædes over at vi faktisk havde haft brug for de helt eminente senge, som godt kan anbefales, hvis I skulle strande i lufthavnen en dag. Under morgenmaden fortsatte snakken sammen med Kimu Sensei og Jens Kyoshi, dog i lidt mere afslappet stemning, men den havde stadig karakter af træning J

Cirka kl. 8.00 startede vi så op igen, da vi havde travlt og kun kunne træne frem til kl. 15.00, og dette kun fordi vi havde ”late check-out”. Træningen gik med at præsentere nattens arbejde for de andre, hvilket var ret interessant for vi havde været igennem mange af de samme processer og Kimu Sensei havde selvfølgelig fulgt med hos os alle i løbet af natten – du undres igen, men det kan man når man er kampkunststormester. Kimu Senseis evner som kampkunststormester og i øvrigt også indenfor ki og meditation (hvilket han blev som 24 årig, hvor han fik sin Memkyo/lærelicens i ki og meditation) skulle vi lige mærke, da vi skulle have en meditation igen inden frokosten. Fremgangsmåden var den samme som dagen før, men jeg lagde godt mærke til, at det gik hurtigere og hans stemmeføring var lidt anderledes.

Bagefter var der gået godt 7 min men vi følte alle at den var langt mere effektiv og vi havde slappet mere af og kommet hurtigere ned i afslapningsstadiet. Kimu Sensei forklarede ”Det er kotodama, hvor jeg ”tuner” ind på jer alle tre og trækker Jer med ned i afslapningsstadiet meget hurtigt, men ikke hurtigere end i kan følge med. Der er ikke noget hokus pokus og det er noget alle kampkunststormestre kan gøre”. Jeg synes godt nok det lød lidt hokus pokus agtigt, men også ret fantastisk og noget jeg gerne selv vil lære, da vi alle kunne mærke at vi virkelig blev trukket med ned i afslapningsstadiet og med større udbytte.

Frokosten blev indtaget i lobbyen i Hilton, hvor prisniveauet gjorde at vi kunne holde os indenfor budgettet. Det var rart vi ikke skulle ud på den store vandretur da vi også havde et stramt program de sidste par timer frem mod kl. 15.00 hvor vi jo skulle være ude af hotellet. De sidste par timer blev brugt på opsamling og fokus på hvad der skal ske ude i lokalskolerne, da RRCAMPs jo også skal effektueres og føres ud i livet. Der kan ikke være ord og tanker uden handling og særligt ikke i Kaidenkan: ”Vi gør som vi siger og siger som vi gør”. Hvilket er essentielt i overgangen til kampkunst da det i sandhed viser hvem du er.

Endnu en RRCAMP var slut og hjernen var både fyldt op og enorm træt, men samtidig følte jeg mig også en smule høj og jeg var nok lidt irriterende for min kæreste resten af dagen, da jeg opførte mig lidt som om jeg var på stoffer – om det var al kaffen og Red Bull eller Kaiden-drugs kan diskuteres, men en fed fornemmelse var det. Det var med faste håndtryk og meningsfyldte blikke, der blev taget afsked i lobbyen på Hilton med tankerne rettet mod nye eventyr, fremtidige træningsoplevelser og konsolidering af det lærte. Jeg ser frem til næste RRCAMP i august måned, såfremt jeg stadig er inviteret ;-), hvor jeg får lejlighed til at lære mig selv at kende endnu bedre. Rigtig godt Shindenkan år til Jer alle og så ses vi til træning.