Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018

Efterhånden er jeg blevet en gammel ræv (men stadig den yngste af Chefinstruktørerne) i Shindenkan og prøvet en masse i løbet af årene. Men jeg kan stadig blive som et lille barn, der glæder sig til Juleaften, og dette års Jo-jutsu kursus var lige ved at give mig sidestik af bar spænding, før det overhovedet var gået i gang. For nogle år siden, da Shindenkan hed Jokokan i Danmark, og jeg stadig var brunbælte og på nippet til at starte Jokokan Korsør var jeg blevet inviteret til et specialtræningsforløb i foråret og sommeren 2002 af Kimu Sensei op mod min Shoden graduering. En del af denne specialtræning indebar også træning med jo (specialtræningsforløbet kan i læse mere om i artikler, der kan genfindes i arkiverne her på hjemmesiden). Jeg kan huske at noget af det første jeg fik at vide den gang var at man skal elske sin jo (ikke elske med J). Den gang lagde jeg ikke så meget i de ord andet end at jeg selvfølgelig tog det til mig. Når jeg tænker over det i dag, og det indhold, der er i jo-jutsu kurset vi netop har været igennem, forstår jeg mere hvad Kimu Sensei rent faktisk mente med at man skal ”elske sin jo”.

Jo-jutsu kursus pakke 1 var planlagt til at foregå over 2 fredage med 14 dages mellemrum i henholdsvis november og december. Invitationen kom som sædvanlig fra Honbu-dojo med Kimu Sensei som afsender og underviser. Men af ressource- og udviklingsmæssige årsager var det kun på dette jo-jutsu kursus at Kimu Sensei ville undervise, da kurset fremover skal varetages af Jens Kyoshi, der forhåbentlig snart træder ind over Menkyo trinnet og er den eneste ud over Kimu Sensei, der kan undervise på kompetencekurser af den karakter. At det er et kompetencekursus betyder samtidig, at man skal have deltaget og bestået for at kunne bestå en graduering til den grad, hvor kurset er påkrævet. Så hvis alle sort og brunbælter ønskede at progresserer fremover var det bare med at få tilmeldt sig kurset. Tilmeldingsprocenten var rigtig høj og stort set dem der kunne deltage var også tilmeldt, hvilket igen vidner om den høje interesse, der er for Shindenkans kurser og ikke kun af nødvendighed.

Første kursusdag byder traditionen tro på en ryugi lektion inden den praktisk ryuha, så ca. 46 forventningsfulde deltagere fyldte den lille glassal i Måløv hallen, hvor Kimu Sensei havde forberedt et PowerPoint show. Gennem den næste ca. halvanden time blev vi taget igennem opbygningen af kurser i Shindenkan og den røde tråd naturligt linket over til den ældgamle koryu bujutsu historie og hvornår de forskellige våben som f.eks. katana, yari, bue og bo blev introduceret og brugt. Det var meget interessant at se hvordan det langsomt gik op for alle deltagere, hvor mangfoldigt det er at træne i Shindenkan og hvilke kompetencer man opnår i forhold til andre enkeltsporede kampsportssystemer, som er hyldevare de fleste steder. I Shindenkan trænes 1000 års historie virkelig og den er dokumenteret helt tilbage til de første stormestre og erfaringer fra slagmarken. Det er næsten med ærefrygt man tænker tilbage på hvor mange samuraier, der er blevet slagtet i det gamle Japan, for at vi i dag kan nyde godt af al den viden bragt uforfalsket videre ned gennem generationer. Og det ville da også være en skam hvis den skulle gå tabt.

Efter den teoretiske del var det blevet tid til at svinge stavene og i omklædt stand bevægede vi os alle mod glassalen. Det var veltilfredse smil, der bredte sig på læberne af alle deltagerne, da de efter opvarmningen greb stavene og skulle i gang med selve praktikken. Som et lille hint havde vi under den teoretiske del erfaret at jo-jutsu er et ”knudepunkts”-kursus dvs. et kompetencekursus, der samler alle tidligere kursers viden og drager nytte af dette som en rød tråd, der hæfter forskellige lapper af viden sammen. Så der var lagt op til store aha oplevelser men måske også små ”nederlag” i form af områder man måske har forsømt gennem sin træning, der nu ville blive afsløret. Til at starte med var genkendelsens glæde dog størst, da etiketten blev introduceret og til forveksling lignede den etiketten fra de øvrige våben kurser, dog med flere detaljer og i 2 forskellige versioner afhængig af om man har en offensiv eller defensiv tilgang. Niveauet var blevet hævet en anelse fra de øvrige kurser da der nu også blev lagt mere vægt på tachi-ai (læren om at forbinde punkter fysisk og/eller psykisk). Uden at skulle afsløre al indholdet på kurset  begyndte vi nu at træne de basale kamae’er, hvor man kunne fornemme, at der tændtes små lysende pærer over hovederne på deltagerne ”Ahaaa!” blev der tænkt rundt omkring. Men da vi så nåede til basis gående var der lidt mere eftertænksomhed at spore.

En jo er ud over et våben også et godt værktøj til at ”afsløre” hvordan man bevæger sig i basisstillingerne dvs. om man bruger kroppen korrekt når man bevæger sig frem og tilbage i eksempelvis zenkutsu dachi. Jo’en bliver faktisk en pegepind der afslører om man f.eks. bevæger sig fra side til side og ikke fastholder centeret og samtidig en god målestok for, om man også kan holde centeret mens man laver krydsspændinger, som er basal i al bevægelse, men bliver mere udtalt jo bedre man bliver. Mange inklusive mig selv fik en del at tænke over her og det er jo dejligt, som Kimu Sensei siger ”TAK! for at jeg nu har fundet et arbejdsområde hvor jeg kan blive bedre”. Dette er vigtigt for ikke at falde i grøften med ”Nej-hatten” og nedgøre sig selv for noget man har forsømt eller ikke fokuseret på, for vi er alle meget bedre end vi påbyder os selv at være. Tag altid et arbejdsområde med en positiv og konstruktiv tilgangsvinkel frem for en negativ og nedbrydende. Tiden gik hurtigt med mere gående basis og kumite træning i form af tsuki hvilket fyldte hovederne på deltagerne, der efterhånden godt kunne mærke at en jo af japansk hvid- eller rødeg ikke er det letteste i verden. Rart og meget naturligt blev dagens sidste punkt to ældgamle helseøvelser med jo, der blot betyder at man bruger jo’en som arbejdsredskab i en strækøvelse, der stimulerer kroppens ledningsnet – meridianerne, som vi også kender fra shiatsu kurset og akupunktur.

I tiden mellem kursusdagene var der lagt op til, at der skulle trænes hjemme i lokalskolerne, da kursets del 2 ville blive mere heftigt og med mange flere teknikker og principper, hvilket kom til at holde stik. Så der blev trænet lokalt, hvor der var stor enighed om at det indtil videre var et fedt kursus og rart at man kunne begynde at se en sammenhæng mellem de andre kurser og hvorfor de var bygget op som de var. Men samtidig var der også en forundring og ydmyghed omkring kursets evne til at afsløre personlige arbejdsområder.

Pludselig var det blevet fredag d. 10. december og tid til jo-jutsu kursus del 2. Når det er december er der også en risiko for, at der kommer en smule sne. Men man må sige at i år er der faldet rigtig meget sne så denne fredag var trafikken helt ad h….. til, hvilket også andre en jeg var ramt af og vi måtte pænt vente på de sidste skulle møde frem inden kurset kunne starte, men vi er jo flinke i Shindenkan og venter gerne så alle har en chance. De næste 3 timer gik rigtig hurtigt, da vi blev ført fra den ene teknik til den næste i et stort antal af forskellige kombinationer både angrebs- og forsvarsteknikker. Igen var der lagt op til at enten fik man en ”aha” oplevelse eller en indikation af et muligt arbejdsområde eller begge dele J Når man begynder sin karate træning får man altid at vide at alle bevægelser stammer fra hoften eller centeret i kroppen. Dette er naturligvis gældende for træning med jo også.

Faktisk bliver det rigtig tydeligt om man har forstået, hvad det vil sige at starte bevægelsen fra hoften, når man skal træne eksempelvis uchi og soto-uke med jo. Jo’en skal under udførelsen lave en spiral lignende cirkel bevægelse. Denne bevægelse kan man godt forsøge at lave med armene alene, men den bliver aldrig rigtig, og ser heller ikke rigtig ud, hvis det kun er armene der udfører bevægelsen. Den korrekte bevægelse er starten på at træne det der kaldes Haké (En form for kraftgenerering med kroppen alene der allermest ligner en salsa eller mavedanser bevægelse på speed J) Det kræver virkelig løse hofter, kropskontrol og fantasi at udføre det korrekt. Det skal siges, at der på kurset blev bundet en rigtig James Bond historie på Jo træningen, da Kimu Sensei fortalte om, hvordan han og andre stormestre havde knækket jo’er og bokuto’er i luften bare ved hjælp af kraftgenerering alene, hvilket der blev nikket anerkendende til i forsamlingen, men misundelsen lyste samtidig i øjnene på de fleste, der godt kunne se sig selv knække deres jo i luften. Igen blev kursusdelen afsluttet med helseøvelser, hvor der kom nogle nye til, men med samme formål, at strække og stimulere meridianerne men kombineret med korrekt vejrtrækning.

I kontrast til Kimu Sensei og hans beskrivelse af at knække jo’en i luften kan jeg berette om en, for nogen, sjov lille historie fra min egen hjemmetræning. Mens jeg var i gang med at kommenterer på et dokument omkring det overståede jo kursus, havde jeg samtidig fat i jo’en og øvede nogle teknikker imens jeg gennemlæste dem. Min kæreste lå på sofaen og så fjernsyn mens hun undrede sig over jeg stod der skiftevis mellem computeren og med ”kosteskaftet” i hænderne. Jeg var nået til age-uke, som med Jo betyder at man vipper den op med den føromtalte ”hake” bevægelse, med det formål eksempelvis at forsvare mod et lige slag med jo. Hvad der herefter gik galt har jeg endnu ikke færdiganalyseret, men i alt fald plantede jeg jo’en i skallen på mig selv, da den initierende bevægelse fra hoften var kraftigere end grebet om jo’en med min venstre hånd. Min kæreste grinte mens hun sagde ”hvad skete der? Jeg kunne høre det helt her over!” Jeg bandede over mig selv, mens jeg var sendt til tælling. Jeg havde ramt mig selv i et kyusho i venstre øjenbryn og var usikker på om det mit kranie eller jo’en der havde kvitteret med en knasende lyd under kontakten. Dog kunne jeg glæde mig over at jeg i det mindste havde ramt præcist i centeret og ikke fik et blåt øje efterfølgende. Så et godt råd er – sørg for at holde godt fast omkring jo’en næste gang i træner

For at vende tilbage til udsagnet fra starten af denne artikel, har du måske tænkt over hvad der menes med ”du skal elske din jo”? Det er jo i virkeligheden ganske simpelt. Jo’en hjælper dig med at udtrykke dit sande niveau og afspejler din kunnen nu og her – elsker du ikke din jo, elsker du heller ikke dig selv. Så i denne glade juletid vil det være på plads at stille dig foran spejlet med din jo i hånden (jeg sagde jo’en J) og kigge dig selv i øjnene og sig til dig selv ”Jeg elsker mig selv for den jeg er” og når du er i gang så sig det til dem der står dig nærmest også.