Af Martin S. Hansen, Medlem indtil 2012
En lille personlig fortælling, vedrørende min oplevelse omkring min 7.kyu graduering ved X-mas lejren 11 Dec. 2010.
Indstillingen til 7.kyu skete ved en lokal træning en uge før stævnet ved Søren Renshi, hvorved der blev spurgt, om der var nogen tvivl omkring pensum. Ingen tvivl overhovedet, ved deltagelse af 3xpensum-træning + lokal træning, ville det bare sidde i skabet tænkte jeg!!
X-mas lejren kom i gang, humøret var højt, dejlige slagsange og julefis. Det var en (personlig) rigtig god gang træning ved dette stævne, i forhold til de 2 forrige stævner jeg har deltaget i. Der var intensitet, fokus og humør på drengen, dejligt først med Tai Chi tempo og så fuld hammer.
Ja, så kom jo så testen, gradueringen, ”hvad duer du til opvisningen”. Man går og forbereder sig mentalt til stævnet, indtil man så bliver råbt an. Der er altid sommerfugle i maven, for man er godt klar over, at man vil blive set an både instruktørmæssigt , men også tilskuermæssigt. Med bævrende gamle fodbold ben, der var blevet en anelse stive efter pausen mellem træning og graduering, gik jeg på gulvet sammen med de andre på samme niveau. Umiddelbart gik Ippon – samt Sanbon Kumite og Shiho´en ok, men det kunne godt have været bedre, der var lidt problemer med balancen!
Så kom Kata´en , samt den berømte klap der går ned, når der nu skal udføres noget særligt spektakulært. Dét var sgu mærkeligt, det føltes som om jeg var i trance, jeg ”udførte” 2 Kata´er og sjovt nok fattede jeg ikke rigtigt hvad det var jeg udførte! Det var, som om jeg blev forvirret over det der skete rundt omkring mig med de andre udøvere, hvor af der var nogle der bevægede sig hurtigere, og nogle langsommere end én selv. Lige præcis dette problem, opdagede jeg i alle Kata´erne. Fokus og indstilling var som revet væk, især når Kimu Sensei beordrede ”én gang til”.
Midt i gradueringen opdagede jeg, at jeg har et problem med, at holde fokus og indstilling når jeg er ude på gulvet! ”Ja tak”, blev der så sagt fra Jens Kyoshi, og ud på bænken røg jeg. Fra da af, har jeg grublet og funderet over hvad der skete. Konklusionen er nok, at jeg må have lidt hjælp fra Søren Renshi, der lige må lære mig noget om selvkontrol, samt at tro på sig selv under forhold hvor man er i centrum.
Selvom 7.Kyu blev bestået, var det ikke med stolthed den blev modtaget. Der var alt for mange personlige fejl, syntes jeg selv. Men igen, jeg lærte en hel del alligevel. Der bliver noget at arbejde på, man er en satan´s karl oppe i hovedet inden stævnet, men når det endeligt gælder har man følelsen af at det hele falder det hele på gulvet. Men som der siges; man bliver klog af skade.
