Af Bjarne Iversen, Medlem indtil 2012
Det kunne have været titlen på en Steven Spielberg film, men handlingen udspillede sig langt fra Hollywood og langt fra den kendte filminstruktørs normale scener. Handlingen var dog lige så hektisk og intens som i de bedste amerikanske actionfilm. Det skyldtes at 2 helt andre men mindst lige så kompetente instruktører havde sat omkring 41 gi-klædte Shindenkan karatekæmpere stævne lørdag den 13/11-2010 fra kl. 8 til kl. 11. Instruktørerne var Kjeld Renshi-dai og Brian Renshi-dai og scenen var Tjørnelyskolen i Greve.
Formålet med sceancen var at indvie karatekæmperne i Task fighting og denne lørdag drejede det sig om Task Fighting kursus 1 som udover at være en del af det pensum man skal gennemgå for at bestå graduering til 6. kyu har til formål at give deltagerne indblik i og forståelse for realistiske kampscener og hvilke kræfter der er på spil, når vi for alvor nærmer os hinanden med op til 80 % kraft og hastighed.
Kurset startede med, at Kjeld Renshi-dai og Brian Renshi-dai fortalte lidt om deres egen baggrund og forudsætninger for at træne og undervise i Shindenkan-karate. Endvidere fortalte de lidt om forskellene på Yakami Shinsei-ryu -karate og andre karateformers forskelle i kampteknikker, hvor Yakami Shinsei-ryu karate i højere grad bygger på et meget bredt grundlag af forskellige teknikker for bedre at kunne forudse modstanderens træk og tænke flere skridt/handlinger frem. Kort sagt handler det om bedre forberedelse og bedre teknikker, hvilket er en stor og ofte afgørende fordel i frikampssituationer. Vi blev som ofte før mindet om vores ansvar for at være rollemodeller.
Med dette i rygsækken var næste skridt at øve Task fighting i praksis. Da Task fighting jo er ensbetydende med nærkamp er det et krav at alle bruger tandbeskytter. En genstand ikke alle var lige begejstrede for at få installeret i overmunden. Men der var ingen vej udenom – sikkerhed frem for alt! Så var det lidt anderledes sjovt og sejt at få handsker på. Så var vi alle jo faktisk klar til kamp!
Kurser er ingen undskyldning for at slippe for opvarmning, så dette skulle selvfølgelig klares inden vi for alvor gik i gang, så vi er varme i led og muskler og derved minimerer risikoen for skader. Der blev dog taget et ikke helt uvæsentligt hensyn denne tidlige lørdag morgen. Vi slap for den berygtede cirkeltræning J
Efter endt opvarmning blev vi først og fremmest omhyggeligt instrueret i den nødvendige sikkerhedsafstand, da det er så kedeligt at skulle tilbringe resten af weekenden med blå øjne og bøjede ribben.
Børn og voksne med bælter i alle mulige farver, tandbeskyttere, handsker og et målrettet blik stod nu overfor hinanden. Barn mod barn. Voksen mod voksen. Task figthing var i gang! Den første del af træningen stod vi overfor vores modstander. Modstanderen skifter i øvrigt jævnligt ved hjælp af rokader i vores opstilling. Vi øvede forskellige slag med 40 % hastighed og kraft. Instruktørerne holdt nøje øje med os og gav os personlige råd under selve træningen. Råd som efterfølgende blev gentaget i plenum, så alle blev opmærksomme på, hvilke fejltyper der kunne begås. Med denne feed back var vi så endnu skarpere og nu klar til Task fighting med slag med 80 % hastighed og kraft. Pulsen var høj og sveden piblede efterhånden frem på alles kroppe.
Men jo hurtigere det gik, jo hårdere der blev slået jo mere realistisk blev det og så er det for alvor sjovt at træne karate.
Herefter gik vi over til forskellige typer af spark. Igen først med 40 % kraft og derefter med 80 % kraft. Sparkene kræver lidt mere i forhold til korrekt teknik og fysik. Trætheden begyndte at melde sig, men humøret og motivationen fejlede på intet tidspunkt noget. Vi fortsatte ufortrødent med den krævende træning indtil alle slag, spark og kombinationer var blevet trænet tilstrækkeligt.
Jeg personligt glæder mig altid til træningen i den lokale karate klub, da træning og det sociale sammenhold er helt i top. Det sociale aspekt bærer i den grad også de kurser og træningslejre der afholdes på tværs af de lokale klubber. Denne lørdag var ingen undtagelse for sammenholdet i vores Shindenkan-organisation er helt unikt. Instruktørerne styrkede i øvrigt dette sammenhold ved løbende at sikre, at vi i små grupper evaluerede vores udfordringer i forhold til anvendte teknikker. Så derfor var motivationen for træning og indlæring også helt i top og det var spændende at se, hvordan kombinationen af kontrolleret teknik og kraft kunne skabe begyndelsen på de ønskede realistiske situationer. En realisme som jeg er ret sikker på forøges på de kommende Task fighting kurser. Jeg glæder mig allerede til kursus 2 og en ny dejlig lørdag med nogle gode karatekammerater.
