Af Brian Jessen, Medlem indtil 2011
Efter en god lang sommerferie hvor familien kom i første række, var jeg blevet inviteret til min første RRCamp af Kimu Sensei.
Jeg viste ikke hvad RRCamp skulle gå ud på. Det eneste jeg viste var, at jeg skulle møde op på Hilton i Malmø fredag d. 20. august kl. 13.00 og ville være færdig lørdag d. 21. august ca. kl. 15.00. Lige op til RRCamp fik jeg mail om, at være forberedt på det uventede og at jeg ikke skulle regne med at få ret meget søvn, hvis overhovedet noget.
Jeg havde læst de artikler som Jens Kyoshi har skrevet om de gange han havde været af sted, men jeg kunne ikke tænke på de artikler, da jeg havde fået at vide, at jeg skulle være forberedt på det uventede. Tænkerne var dog sat i gang og jeg kunne ikke lade være med at tænke på nogen af de ting som Jens Kyoshi har skrevet om. Og her var min RRCamp allerede gået i gang, da jeg jo lige nøjagtig gjorde det jeg ikke skulle, nemlig at forstille en masse ting som jeg ville blive udsat for og ikke bare være forberedt på det uventede.
Det sidste halve år har været en meget svær tid for mig og mit arrangement i Shindenkan har kørt på et meget lavt niveau.
Jeg var derfor meget nervøs da jeg mødte op på Hilton. Jeg havde ikke mødt Kimu Sensei i flere måneder og jeg viste at min fysiske og mentale tilstand ikke var den bedste. Jeg havde ikke kun sommerfugle i maven, jeg havde store svaner i maven. Op til lejren havde mit humør svinget meget frem og tilbage. På tidspunkter følte jeg det som om, at jeg uden problemer kunne klare det og andre gange var jeg meget tæt på at aflyse.
Men nu stod jeg foran Kimu Sensei sammen med de andre og RRCamp var i gang for alvor.
Lejren var en stor test på hvor vi var, både fysisk og mentalt. Hele tiden blev vi kørt til at skulle yde vores bedste 100%. Der var ikke tid til at slappe af. Der var kun en vej, og det var fremad.
Som skrevet før, mente jeg ikke min fysiske og mentale tilstand var det bedste og det brugte jeg som en undskyldning for mig selv. Jeg var en hæmning for mig selv om fredagen. Jeg prøvede at være noget jeg ikke var. Jeg levede i en illusion og så ikke mig selv, som jeg var.
Et tidspunkt natten mellem fredag og lørdag, gik det lige pludselig op for mig, at jeg ikke kunne være andre end mig selv. Var min fysiske og mentale tilstand ikke det bedste, så var det ikke det bedste. Jeg måtte acceptere, at jeg var der hvor jeg var og den eneste der kunne ændre det, var mig. Den eneste der var skyld i det, var mig.
Så om lørdagen viste jeg, at jeg kun kunne yde mit bedste, mit 100%. Ja, det kostede mig en tur på toilet, hvor morgenmaden kom op, og ikke smagte så godt som første gang, men jeg havde ydet mit 100% bedste. Lige pludselig var det nemmere for mig at sige de ting som jeg mente, det var nemmere for mig at løse opgaverne, da jeg kun skulle løse dem, der hvor jeg var mentalt. Jeg skulle ikke løse dem ved at forstille mig hvordan andre mente at det skulle løses. Jeg skulle kun løse dem ved at gøre det, som jeg mente det skulle gøres. Jeg skulle kun være mig selv, som jeg var lørdag d. 21. august 2010.
Lørdag d. 21. august 2010 kl. 15.00 i parkerings kældere på Hilton hotel i Malmø, stod jeg som en ændret mand, igen med et positivt syn på livet, på Shndenkan, på min træning og især på mig selv.
Livet er dejligt!!!!
