Det var fredag eftermiddag, sensommer solen skinnede det bedste den kunne, og byen summede af liv. Vi var draget over broen til en af Sveriges perler, Malmø – stedet mange danskere valfarter til for at shoppe, spise, feste og i øvrigt nyde kursfordelen på 20% mod den svenske krone. Der var byfest, og der masser af boder, gade optrædende, festklædte og lårkorte. Selskabets eneste ugifte deltager havde travlt med at dreje hovedet af led for at nyde synet for os alle sammen.
Vi var dog ikke i byen for at drikke fadøl, eller danse natten lang. Vi havde helt andre aktiviteter for. For dette var RRCamp10.1 – den første af slagsen for næsten alle deltagere, og det er ikke for meget at sige, at vi var spændte. Op til lejren var vi blevet ”forberedt” med gode råd om at være veludhvilede, veltrænede, meget fokuserede og meget motiverede. Der var også noget om ikke at forvente noget som helst, men være parat til alt; vi skulle heller ikke forvente for meget søvn osv.
Nu er det jo ikke første gang at vi er blevet ”forberedt” til lejre og lignende, så vi vidste jo godt, at for os drejede det sig om at holde jordforbindelsen, være rolige og fattede, og gøre vores 100% bedste, for så er der jo ikke mere, vi kan gøre.
Vi var blevet indlogeret på et hotel i centrum, og stod nu spændte i lobbyen og ventede på Kimu Sensei. Alle var iklædt fitness tøj og tøj med Shindenkans Mon (våbenskjold) som foreskrevet, og på hotelværelserne stod den velpakkede taske med laptop, notesblok og andre essentielle ting.
Og så lige pludselig var vi i gang. Kimu Sensei dukkede op på slaget og gav en kort orientering, og derefter var det op at ordne lidt praktisk og direkte op på øverste etage til fitness centeret. Der var adskillige gode pladser med udsigt over byen, og snart var vi fordelt på løbebånd, romaskiner og motionscykler, og så var det bare derudaf. Vi er alle sammen vant til at blive testet, og is i maven havde vi alle sammen. Meeeen sommerferien lå jo stadigvæk lidt i kroppen, så i løbet af no time var pulsen oppe og ringe, og udsigten fra 20. etage var forstyrret af byger af sved. Og nu var det jo samtidig undervisning i cross træning, så vi var placeret på aktiviteter vi ikke lige var vant til. Alle overlevede som forventet, så friske og frejdige kunne vi gå direkte i vægttræningsmaskinerne for at blive introduceret til den nyeste forskning om fitnesstræning målrettet mod kampsport og kampkunst. Vi gik til den alle sammen, for vi ville, og bedømmer man ud fra ansigtskulørerne, gav vi alt vi havde. Heldigvis holder det ikke en kampkunstormester tilbage, og Kimu Sensei summede over hele centret med gode råd, og efter behov, lige dele opmuntring og spidse kommentarer om hvorvidt vi var bovlamme, stadigvæk på ferie eller hvad.
Efter et lynbad gik vi i mødelokale, hvor blev grundreglerne lige lagt. Lejren var én lang test, og testen sluttede først i det øjeblik vi dumpede, eller fik at vide at vi bestod!
Så, nu er det ikke sjovt længere!
Spidse kommentarer og utvetydige sandheder var der masser af i den efterfølgende session, hvor vi skulle kigge på os selv, vurdere os selv og hinanden, og bedømme vores indsats på alle punkter. Nøgleordet var ærlighed, og havde vi det svært med det kunne, Kimu Sensei lynhurtigt komme med en opmuntring, i form af en utvetydig sandhed der sved helt ind i det inderste.
Kender du fornemmelsen? Der er et eller andet, der ikke helt er, som det skulle have været, og det er du da også villig til at indrømme – ret skal jo være ret. Men vedkommende bliver ved med at vade rundt i det igen og igen og igen – og nu er det altså nok. Nu er det ikke sjovt længere! Nu må de sådan set godt lukke skuffen. Normalt ville jeg ikke finde mig i den slags behandling, men dels er det svært at modsige velargumenterede udtalelser, dels var jeg jo godt klar over, hvorfor jeg befandt mig der, hvor jeg har mine skeletter i skabet, og hvad der egentlig burde gøres ved det. Motivationen gør hele forskellen
Igennem et par timer fik vi alle pillet vores glorie godt og grundigt af. Havde vi troet at vi var uselviske og selvopofrende englebasser, gik det efterhånden op for selv den mest tykhudede (mig 🙂 ), at det vist ikke var tilfældet. Da det så var sagt eftertrykkeligt og begyndt at sive ind, kunne vi begynde at se på, hvad vi kunne bruge det til, for vi var jo på RRCamp10.1 – lederudvikling. Vi skulle lære en masse, og også denne gang var det om os selv – den person, der altid og konstant er til stede i netop vores verden.
På dette fundament blev der så med krav om 100% koncentration, ærlighed og tilstedeværelse bygget på med målrettede øvelser, der netop krævede ærlighed og tilstedeværelse, og hvor der indgik 100% ærlig feedback fra alle, med det erklærede mål at gå fra chef mod leder. Værktøjet var organisationsudvikling med klare mål, klar kommunikation, og ærlighed (igen, igen)
Vi lagde konkrete planer med målbare resultater, fik dem pillet i småstykker af vores konkollegaer og Kimu Sensei, hvis konkollegaerne ikke gik til sagen med nok ærlighed. Derefter lagde vi planerne igen, bare bedre.
Resten af lejren var én lang korridor af koncentration, hvor der ikke var 2 overflødige minutter nogetsteds, men én lang række af nøje planlagte og på hinanden følgende aktiviteter. Samtidig blev vi naturligvis orienteret om de seneste optimeringer, forbedringer og udviklinger indenfor systemet og organisationen, Kimu Sensei havde lavet hen over sommeren. Og var der nogen, der tabte koncentrationen bare det mindste, eller begyndte at tro at glorien var kommet igen, og den hellige grav var velforvaret, var Kimu Sensei klar med nyudviklinger indenfor hvor tørt, hurtigt og lige til benet man kunne få serveret sandheden.
Og hvordan gik det så egentlig med alle spådommene: Det viste sig at man godt kan lade være med at forvente noget, og alligevel være klar til det hele; at sandheden gør dig fri; at én times søvn faktisk er ret meget; og at udsigten fra fitnesscentret på 20. etage kun bliver bedre jo mere man genser den.
Sommersolen skinnede med uformindsket styrke om lørdagen, da vi efter en ”late checkout” indtog vor frokost på pladsen udenfor hotellet, inden vi igen kørte tilbage over broen til Danmark, med en helt ændret tidsopfattelse efter 26 timer i tunnelen af koncentration. Tilbage til hverdagen, men også tilbage til opgaven med at føre alt, hvad vi var kommet frem til, ud i livet.
Tanke til ord til handling.
