Nu kan overskriften måske nok lyde som en dårlig Lars Von Trier film, men tag ikke fejl RRcamp 10.1 for chefinstruktørerne var en barsk omgang, den var langt mere emotionel end at se en Von Trier film. I maj måned 2010 fik chefinstruktørerne den første indikation af at kunne deltage på en Ryugi/Ryuha lejr med fokus på lederudvikling. I løbet af sommeren kom så den endelige invitation og i midt august 2010, skulle vi så møde på hotel Hilton i Malmø, til en Ryugi/Ryuha lejr der skulle sætte visse ting i perspektiv.

Hotel Hilton ligger midt i Malmø centrum med ca. 20 etager, der giver en fantastisk udsigt på en klar dag. De to dage vi tilbragte på lejren, var klare på rigtig mange områder – hvilket flere af os blev klar over, inden den første time af lejren var gået i gang. Vi havde fået besked på at møde kl. 13.00 i receptionen iført fitness tøj. Hvilket kun kan betyde en ting – fysisk udfoldelse. Jeg blev ikke skuffet.

Dog må jeg sige, at når man lægger et fitnesscenter på 20 etage, så må der gerne gøres mere ud af udsigten fra cardio-maskinerne. At sidde i en romaskine og se sine træningskollegaer svede som svin, er ikke lige frem det mest motiverende syn man kan få. Så er det jo godt at man som jeg, er nærsynet og kun kan blive påvirket af de lyde som trænger igennem ens egen lydbarrierer, der for det meste lyder som en blæsebælg med hul i.

Efter lejrens første fysiske udfoldelser var det tid for Ryugi og lederudvikling. Efter en kort gennemgang fra Kimu Sensei, af tidsforbruget ved Shindenkan arbejde kontra alt andet, og en selverkendelse fra os selv af at vi alle var nogle egoistiske, forkælede tudefjæs(vores egen udlægning, andre kunne sikkert finde på noget der var værreJ) var det blevet tid for vores først opgave.

”Giv direkte, ærligt og konkret din feedback på dine konkollegaers resultater eller mangel på samme iht. forskellige udstukne emner”.

Så for den da, nu skulle vi til at vise hvad vi mente om hinandens evner og de resultater vi havde opnået. Nu har vi trænet sammen, i op til tre årtier og nu skulle vi lige pludselig til at fortælle hinanden om de stærke og svage sider. Det er sikkert meget populært inden for erhvervslivet, men her sidder vi, 6 mænd der har grædt, blødt og svedt sammen i mængder der vil få en Tsunami til at ligne en stille rislen fra Kirsten Pils kilde. Det var i hvert fald den første tanke der kom ind i mit hoved. Men da vi efterfølgende var kommet hele vejen rundt må jeg erkende, at der ikke findes andre mennesker i hele verden, der vil være i stand til at fortælle mig sandheden om mig selv, end de 5 der var tilstede på det hotelværelse i Malmø.

Det vil også være de eneste 5 mennesker, jeg vil være i stand til at tro allermest på, når de fortalte om mine stærke og svage sider. Og hvorfor nu det. Jo, det er ganske simpelt. Det er mennesker der kender mig bedre end min bedre halvdel, det er mennesker der har set mig i de pressede situationer hvor man viser sit sande jeg og det er mennesker, jeg ville lægge mit eget liv i hænderne på hvis jeg skulle stå i en skarp situation.

Efter sandhedens time var det blevet tid for et kig på de svenske madsteder. Kimu Sensei som havde tilrettelagt den lejr, havde fundet et sted i byen som krævede en god gåtur. Hvilket var helt rart, da vi på det tidspunkt, havde siddet ned i en del timer. Nu var det ikke kun benene der fik fornøjelse af at blive luftet. Da der tilfældigvis var byfest, vist nok krebsegilde, så vrimlede byen med mennesker og i nogle tilfælde meget pæne mennesker, hvilket fik øjnene til at blive en anelse større og mere fokuseret end normalt. Der var vist også en af os, der bevist prøvede at få dem til at kigge hver sin vej, bare for at få det hele med.

En god middag med en efterfølgende god tur igennem byen gav energi til endnu en tørn. Tilbage på hotelværelset som vi arbejdede på, var det blevet tid for en gennemgang af strategiplan 2010-2015(20). Natten var ung og på et tidspunkt kom der vin frem. God rødvin fra Toscana importeret direkte fra en lokal vinbonde.

”Nu skal vi hygge og drik op drenge- I for brug for det” sagde Kimu Sensei. Umiddelbart lød det lidt uhyggeligt og jeg havde allerede tankerne i retning af, at vi skulle træne med en alkohol promille på over de 2, men vi blev senere klar over at det ikke var så slemt endda. Da klokken passerede midnat var det tid for næste opgave.

Alle skulle udarbejde en status på hvor de var med deres skoler iht. de 5 KPI’er, hvilke mål de havde for fremtiden iht. udstukket KPI krav samt hvordan de ville gøre det. Fremlæggelsen skulle foregå næste dag kl.08.00, hvilket var efter morgenmaden.

Hov-hov, vil den vakse deltager fra I-kursus 3 sikkert sige. 5 KPI’er det passer vist ikke, der var kun 4 stk. på kurset. Ja, det er korrekt, men som alt andet i Shindenkan så udvikler ting sig. Og det gør KPI’erne også. De 4 KPI’er som vi kender fra I-kursus 3, er værktøjer som skal bruges for at holde styr på skolens status og udvikling. Den 5 KPI omhandler ledelsesudvikling.

Hvis ikke den enkelte skoles lederteam udvikler sig så kan de heller ikke udvikle skolen. Det er fuldstændig som forholdet imellem instruktør og elev. Hvis ikke man som instruktør udvikler sig, så kan man heller ikke udvikle sine elever. Det samme er gældende for medarbejder og chefer og for den sags skyld også for forældre / børn. Det hele hænger sammen som led i en kæde. Man er ikke stærkere end det svageste led og hvis den funktion der skal holde sammen på enderne i kæden ikke fungere, så vil kædens opgave være lig nul.

Vi gik i gang med hver vores Laptop og aftalte at holde fællesmøde kl.01.30 på arbejdsværelset. På det tidspunkt havde jeg været vågen siden kl.05.00 dagen forinden, men følte mig ikke specielt træt. Det var ligesom om at fokusset på opgaven holdt en oppe. Efter fællesmødet og ca. 3 timers mere arbejde, var jeg kommet så langt, at jeg mente at det var tid til at sove lidt.

Da det næste morgen blev min tur til at fremlægge Jokokan Amagers status og fremtid, gik det til at begynde med ok. Jeg kom frem til, at vi i Jokokan Amager havde et fundament til udvikling. Ikke noget specielt stort fundament, men det var der. Så jeg gik i gang med at fortælle, om hvilke mål jeg havde for skolen og skulle så i gang med at forklare hvordan jeg ville opnå dem.

”Skolens mål for 2010/2011: Ekspansion 72 % kør kampagner der virker samt skabelse af satellitskole, fastholdelse af elever 90 %, progression 90 %, lederudvikling 100 % ”.

Det gik fint tænkte jeg, nu var det videre til næste slide i powerpointshowet, indtil Kimu Sensei spurgte: ”Hvordan vil du opnå disse resultater?”

Jeg var ikke lige forberedt på dette, så min hjerne gik i gang med at finde et svar som kunne accepteres. Inden jeg fandt det kom det næste spørgsmål.

”Hvordan vil du udvikle dine ledere?”

På det tidspunkt var jeg klar over, at der var noget galt i min præsentation og jeg blev mere og mere arrig på mig selv, over at jeg ikke kunne finde et tilfredsstillende svar, på trods af at det lå lige foran mig. Samtidig blev der prikket til mig på en måde, som gjorde mig så desperat for at komme med et korrekt svar, at det fik mig til at ligne en andrik der bare padlede rundt om mig selv i et desperat forsøg på at komme væk. Jeg havde det som om, at jeg var på vej ned i et hul og des mere jeg forsøgte at kravle op, des længere ned røg jeg fordi mine forsøg ikke var konkrete nok.

I bund og grund handlede det om, at jeg på det tidspunkt på dagen, hvor ens søvn niveau lå på ca. 1-2 timer som havde foregået i et værelse med lyden fra et savværk, ikke havde gjort det klart for mig selv hvordan resultaterne skulle opnås. ”Det taler vi da om” havde jeg tænkt. Ja, ja, men man kan ikke tale sig til resultater, der skal handling til og det skal være konkret og direkte handling, ikke noget diffust og ufokuseret snak.

Selvom jeg var begyndt at svede tran som en anden gris og efterhånden havde fået samme lyserøde farve i ansigtet, så var det en lektion i at være klar og forberedt på god planlægning, hvis man vil opnå resultater. Så efter at have været grillet, fik jeg til opgave at fremstille en lederudviklingsplan for mit lederteam i skolen. Deadline ville være 2 dage senere.

Resten af lejren gik på hvordan strategiplanen for 2010-2015(20) ville udvikle sig på flere områder. Da vi nærmede os afslutningen på dagen blev det lige tid for endnu et besøg i fitnesscenteret og jeg må sige at denne gang, nød jeg turen til 20 etage mere.

På trods af 26 timers koncentration gik turen i fitnesscenteret godt – hvis jeg selv skal sige det. Jeg skulle på kondicyklen og udsigten var langt bedre end den var fra romaskinen, cyklerne vendte nemlig imod et vindue så man kunne se ud på byen tage. Efter en sen udcheckning omkring kl. 15.00 nåede vi lige en frokost, inden turen igen gik tilbage over Øresundsbroen.

Resultatet fra min første RRcamp har været at jeg er blevet guidet i en retning, der vil kræve selverkendelse og handling for at kunne skabe de resultater jeg gerne vil skabe.

Denne form for træning er svær at indtage hvis man ikke er indstillet på det. Men hvis man er det, så kan man komme langt i sin egen udvikling. Man kan gå fra at være et egoistisk tudefjæs til at være chef.