Af Jonas Munkesøe, Medlem indtil 2012

Man når dårligt nok at se sig om med sin 2. kyu, inden man står og skal trinet videre på trappen: 1. kyu. Et år er gået. Foråret 2010 var tidspunktet, hvor gradueringen kom nærmere og nærmere for mig, og alt skulle selvfølgelig være i tiptop (eller næsten i hvert fald), så den fysiske form blev afpudset og gammelt pensum blev nøje taget op igen til en opfrisker.

Med tanke på hvordan den fysiske test gik sidste år, så skulle jeg helt sikkert være bedre forberedt til denne graduering. Til min 2. kyu havde jeg trænet løbet en del, men de tre cirkler var der desværre ikke gjort nær så meget ud af – resultat: mere eller mindre død efter de tre gennemgange af bronzecirklen, og da coopertesten så skulle udføres, var jeg fuldstændig færdig. Kom igennem – det gjorde jeg skam – men det kunne ikke just kaldes behageligt.

Denne gang begyndte jeg med tre til fire gange ugentlig løbetræning omkring et halvt år i forvejen. Som jeg nærmede mig gradueringen, skar jeg meget af på distancen og skruede i stedet farten op på mit løb og tog ofte de tre cirkler plus en coopertest.

Den fysiske test var heller ikke noget problem, og turen på løbebåndet (selvom jeg nu ellers altid løber udendørs) gik problemfrit og let.

Næste stop i forløbet var værre: Pensum-, teori- og frikamptest. Jeg frygtede ikke specielt pensumtesten, for meget af det sidder efterhånden rimelig godt på rygraden – det værste var næsten teoritesten… godt nok syntes jeg selv, at jeg havde læst … eller terpet … på det hårdeste igennem de sider igen og igen, men hold da op det var svært at få det til at blive hængende på tavlen. Som om der konstant kom en svamp flyvende og hviskede alt væk igen. Og så var det jo også noget mere fristende at tage ud at løbe en tur end at åbne pensummet…

Pensumtesten gik helt fint, frimkamptesten havde jeg nu også en fornemmelse af gik okay, på trods af at det endte med at blive svimlende hårdt – men teorien var sgu en hård nyser… Det startede noget i stil med ”hvad betyder Shindenkan?”. Og så var jeg blank … ingen anelse. ”Hvad betyder Kaidenkan?”.

Hmmm … ”Hvad betyder Shinsei-ryu?”. Øh… ”Hvad betyder Hassei-ryu?””. Ææææh…

Ikke den bedste måde at starte på (det eneste jeg faktisk kunne huske, hvad betød, var jokokan, og dét blev der selvfølgelig ikke spurgt om)… Og for at gøre ondt værre blev vi pisket igennem de dér betydninger, og jeg huskede bare ikke en pind af dét, der bare få sekunder før var nævnt.

Tja, jeg fik fornøjelsen af at terpe pensummet endnu mere igennem til den næste dag, så jeg kunne bestå. Det var jo også rigtig optimalt kun at sove fem timer efter tre hårde stoptests, og op til en afsluttende graduering med 6 timers træning og stamina pudetest…

Næste dag, ikke ligefrem super veludhvilet, men tilstrækkeligt, var vi, der ikke havde klaret den godt nok om fredagen, oppe igen. Og pyha … det gik!. Kort tid efter var jeg tilfreds i gang med den endelige graduering.

På toppen af hele forløbet var pudetesten: først med armteknikker, så med benteknikker og til sidst både og. Det var delt op, så der var tre hold oppe, og vi, der skulle op til 1. kyu/1. dan (Carsten, Elisabet og mig selv), var så heldige at være de sidste og dermed kunne glæde os til, at det blev vores tur. Hvis det da var så speciel heldigt…

Det var mega hårdt – det endte det i hvert fald med. Først syrede armene til; når det så var benenes tur, ja, så syrede de skam også til. I den endelig omgang (kombination af ben og arme) havde min krop mest af alt fået en tilstand á la gele, og så hjalp det jo ikke, at minutterne var mindst lige så langsomme som til den vante tysktime i skolen.

Man skal huske at udnytte de ofte meget korte pauser, hvor man muligvis kan få styr på sit åndedræt og puls. Det hjalp i hvert fald mig rigtig meget, for energien kommer straks med en mere regelmæssig vejrtrækning. Så skal man selvfølgelig også lige prøve at huske på dét imens at man er i gang med at slå på puder, for hvad der kommer let går let.

… og jeg bestod. Ikke bare pudetesten, men hele gradueringsforløbet: 1. kyu Shinsei-ryu og 1. dan BKK Gensei -ryu. – Så ingen tvivl om at jeg veltilfreds fløj lige hjem i seng, hvor de manglende (og fortjente!) timer skulle soves ud.

Og ja – et godt råd til alle jer andre, der på et tidspunkt (eller meget snart) skal op til en brunbæltegraduering, så er det en godt idé at læse det pensum grundigt igen og igen OG igen… Det er som fortalt en erfaring, jeg selv vil forsøge at få noget ud af til næste gang. Derudover vil jeg helt sikkert prøve at tilrettelægge min tid anderledes: ikke noget med at læse en hel masse enkelte dage og så ellers i store perioder slet ikke åbne pensummet – hvis man læser lidt hele tiden, så skal det nok ende med at sidde godt fast.

Derudover kan jeg nævne råd som at:,

• komme i gang med forberedelserne til den fysiske test i god tid og i hvert fald have prøvet forløbet med bronzecirklerne plus coopertest inden den rigtige fysiske test
• øve pensummet igennem (altså den fysiske del med kataer, shihoer osv.) i små bider hver til hver anden dag. Egentlig på den samme måde, som man nok burde læse pensummet igennem (det teoretiske)
• og have styr på nerverne! Især til pensumtesten, hvor dette med sikkerhed vil brænde igennem. Hvis du tror på dig selv og er selvsikker, så vil nervøsiteten under alle omstændigheder ikke kunne spænde ben for din graduering.

Vi ses til næste trin på trappen! 1. dan …

Jonas Munkesø Loft