Fokus

I starten af februar måned stod jeg overfor et valg. Enten skulle jeg vælge at gå op til min 1. kyu  graduering til marts, eller også skulle jeg vælge at gå op til sommer. Jeg vidste, at min form ikke var  100%, da jeg ikke havde været ude at løbe i 9 måneder, men tanken om at blive 1. kyu var meget tiltalende, og min grundform var nu heller ikke så tosset endda. Den var så tiltalende, at jeg besluttede mig for, at gøre alt, hvad jeg kunne, frem mod den fysiske test. Jeg vidste, at det ville blive hårdt at træne sig op til, derfor forsøgte jeg at holde fokus på min kondi, og slappe lidt af hvad angik styrketræningen.

Dette resulterede i interval-træning på løbebåndet, hver anden dag, lige frem til den fysiske test. Heldigvis var der ikke problemer med akillessenerne, og da dagen med den fysiske test nærmede sig, var jeg indstillet på at kæmpe til det sidste, når det blev hårdt. Den fysiske test blev bestået med et tilfredsstillende resultat, og jeg kunne mærke, at det fokus, jeg havde lagt i kondi-træning, gav pote. De tre bronze-cirkler klarede jeg, som jeg havde håbet på, og til sidst, på den efterfølgende løbetur, følte jeg, at der var et lille overskud.

For at bestå den fysiske test, skal man gennemføre 3 bronze cirkler efterfulgt af en Coopertest. De 3 cirkler skal være klaret på under 12 minutter, hvorefter man skal en tur på løbebåndet. På løbebåndet skal man løbe i 12 minutter, med en bestemt hastighed, udregnet efter konditallet, svarende til ens aldersgruppe i Skandinavien (officielle videnskabelige tal)

En uge senere var det blevet tid til pensumtest, kamptest og teoritest. Jeg vidste, at Bjørn havde fri fra arbejde, og da jeg var færdig på seminariet, ringede jeg til ham. Vi aftalte, at han skulle komme og hente mig, så vi kunne tage hjem til ham, hvor vi spiste sammen. Vi fik, udover en fantastisk salat som Bjørn lavede, en god snak angående karate, og hvad vi troede, vi kom op i. Lige fra jeg vågnede den morgen, kunne jeg tydeligt mærke nervøsiteten, og efterhånden som jeg fik snakket med Bjørn, fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan.

Det var en lidt speciel køretur ind mod Måløv. Nervøsiteten skiftede imellem at være meget fremtrædende til næsten at forsvinde helt. Da vi ankom og fik sagt hej til de andre shindenkanere, hjalp det lidt på det hele. Bjørn og jeg havde planlagt at køre, ind til pensumtesten, i god tid. derfor havde vi 15- 20 minutter at varme op i, inden pensum-testen for alvor gik i gang.

De sidste par gange før en graduering er jeg, under den sidste del af opvarmningen, gået væk fra gruppen. Det gør jeg helt bevidst, for at forsøge at samle mig og holde 100% fokus på det, jeg nu skal ind og lave. Jeg sidder og meditere, uden at tænke på noget som helst. Jeg tænker hverken på karate, nervøsitet, personer, eller hvor jeg er, jeg tænker KUN på at trække vejret. Når jeg slår øjnene op kan jeg mærke, at jeg føler mig klar, klar til pensum, klar til teori, klar til kamp!

Da pensumtesten startede, skulle vi vise Pinan 1 og 2 samt shiho i forskellige niveauer. Kimu Sensei har en fantastisk evne til at gøre folk forvirrede og trætte. Det må være måden han sammensætter pensummets rækkefølge på. Først skal vi lave Pinan 1, så Pinan 2, derefter Pinan 1 og 2 sammenhængende. Midt i det hele skal vi lave en anden kata, men kun ben stillingerne (out of the box træning) På dette tidspunkt forvirringen total, da det hele foregår i højt tempo, og så tilbage til Pinan Kataerne 1 og 2. Det en utrolig god måde, at være til graduering på, da man til tider er presset. Således kan Kimu Sensei se, om teknikkerne ligger på rygraden, samt hvordan ens karate i sandhed ser ud.

Derefter blev det tid til teoritesten. Den startede med, at vi gik sammen i grupper, alt efter hvilken grad vi havde. En gruppe blev tilbage, de to andre blev sendt ud af lokalet, for at vente på det blev deres tur. Da vi blev sendt ind, stillede Kimu Sensei nogle forskellige spørgsmål. Hvad betyder det? Hvad menes der med det? Hvad er det? Sådan fortsatte han i et stykke tid.

Den sidste test var kamptesten. Her havde jeg fornøjelse af at stå overfor nogle dygtige brunbælter, samt Kjeld Renshi-dai og Jens Kyoshi. Irriterende at de sortbælter skal være så gode, jeg forsøgte ellers at gøre mit bedste, men Kjeld Renshi-dai havde helt styr på situationen, og Jens Kyoshi virkede fuldstændig umulig at komme i nærheden af. Så god vil jeg også være, tror bare jeg bliver nødt til at vente nogle år eller 10 eller 20.

Efter den samlede test blev vi en efter en sendt ind til Kimu Sensei, som spurgte, hvordan vi selv syntes, det var gået, og han fortalte, hvordan han mente vi havde klaret denne del af gradueringen. Generelt fik jeg ros, hvilket jeg er meget glad for og stolt af, men under teoritesten ville Kimu Sensei høre mere. Derfor var der en teoritest næste morgen, inden træningslejren gik i gang, som jeg bestod rimelig hurtigt.

Dagen efter pensumtesten var jeg meget træt. Dette skyldtes bl.a. pensumtesten, og jeg ikke havde fået alt den søvn, som jeg i første omgang havde regnet med, fordi jeg havde brugt nogle af nattetimerne på at læse teori. Derfor var det en træt Karsten, der mødte op til den sidste del af gradueringen, som var en træningslejr, der skulle gennemføres. En træningslejr, hvor vi skulle igennem den sidste test, viljetesten  på slagpuder. Efter en times træning kunne jeg mærke, at mine ben var tunge og begyndte at syre til, og da vi nåede til viljetesten, var jeg helt færdig.

Jeg har svært ved at beskrive, hvordan jeg oplevede viljetesten, for den var enormt hård. Testen er ellers meget enkel. Først skal man slå på slagpuden, indtil der bliver sagt stop. Derefter er det benenes tur, og til sidst er det både arme – og benteknikker. Den plejer altid at tage alle de sidste kræfter, men denne gang syntes jeg, at den sidste omgang varede meget, meget længe. Til sidst kunne jeg ikke andet end tænke på, hvor træt jeg var.

Jeg hørte overhovedet ikke de 300 mennesker, der stod og råbte. Det eneste jeg hørte, var den mere og mere ynkelige stemme i mit hoved, der sagde ”Stop nu, jeg kan ikke mere” og så Martin Renshi-dai’s stemme som svarede tilbage ”Kom nu Karsten, bliv ved! Du kan godt! Kom nu!” Det der er sejt ved viljetesten, er når der bliver sagt stop, efter sidste runde. Følelsen af, at man klarede noget, som man egentligt ikke troede var muligt, giver selvtillid, og lige så hårdt som det var, da man stod i det, lige så glad er man bagefter.

Det vigtigste er, at jeg bestod gradueringen. Det betyder alt. Jeg er endnu engang blevet bekræftet i at når Kimu Sensei siger ”Du kan meget mere end du selv, og andre påbyder dig”, så har han fuldstændig ret. Det er bare vigtigt, at man hele tiden holder fokus.

Motivation

Hvorfor gider man overhovedet at gennemgå alt dette, ”bare” for at få det sidste brune bælte? Hvorfor gider man overhovedet at træne karate? Jeg ved kun hvorfor jeg gider, og hvorfor jeg altid kommer til træning. Grunden til at jeg gennemgår alle disse test for at bestå næste grad er, at jeg elsker at træne karate. Jeg elsker karate, fordi jeg lærer meget om mig selv, og jeg kan mærke, hvordan det gør mig stærkere. Pensumtesten giver mig mulighed for at arbejde med min usikkerhed. Derudover lærer det mig at være mere spontan.

Den fysiske test sørger for at holde mig i nogenlunde, om ikke god form. Den lærer mig, ligesom pensumtesten gør, at holde fokus på noget i længere tid. Derudover giver den mig overskud i hverdagen, da man er nødt til at være aktiv for at kunne komme hurtigere i form til den fysiske test. Viljetesten fortæller mig, at jeg kan meget mere end, jeg selv tror, og her får jeg mulig for at kæmpe imod min ynkelighed. Den lærer mig ligesom den fysiske test, at kroppen kan mere, end vi tror, og at det i højere er vores tanker, der bremser os.

Det der er fantastisk ved at træne karate er, at jeg kan bruge det i min dagligdag. Jeg har fået så meget mere med i rygsækken. Gennem instruktør-kurserne, hvor man får nogle værktøjer til at undervise, har jeg samtidig lært at fremlægge projekter, hvilket jeg kan bruge i forbindelse med min uddannelse. For 2 år siden bliv jeg meget nervøs, når jeg skulle fremlægge, og det resulterede i, at jeg tit og ofte snakkede lavt eller stod og mumlede. Det gør jeg slet ikke mere – tvært imod!.

Jeg har fået mere selvtillid og et højere selvværd af at træne karate. Jeg er blevet bedre til at fokusere og koncentrere mig. Jeg er blevet mere åben overfor nye ting, som jeg før i tiden ikke engang gav en chance. Jeg er blevet bedre til at tage ansvar. Dette er min motivation for at træne karate og grunden til, at jeg varmt kan anbefale det.

Jeg er det sidste års tid blevet bedre til at fokusere, fordi jeg har lært at med korrekt vilje og indstilling, kan man nå langt. Det er i høj grad med til at motivere mig til at træne karate. Jeg ser karate som en måde at lære effektivt selvforsvar på, og som et værktøj til at blive mere opmærksom på sig selv, og arbejde med det. Jeg er glad for alle de gradueringer jeg består. Jeg er meget glad for alle mine bælter. Det væsentlige for mig, er det mentale der følger med karate træningen, alligevel må jeg indrømme at der var et meget stort smil på læben, da jeg blev gradueret 1. kyu. Det er med liv og sjæl, at det lykkedes mig at få det sidste brune bælte.