Jeg begyndte at forberede mig til det brune bælte tre, måneder før jeg skulle op til graduering lørdag den 20. marts. Jeg startede ud med at løbe 3-4 gange om ugen. Jeg havde en rute rundt i kvarteret der var på cirka 2,5 km.  Hvis jeg var heldig kunne jeg lokke min mor med ( hun var dog forpustet hele vejen rundt). De første par gange var det hårdt og jeg gad ikke rigtigt på grund af det dårlige vejr og megen sne og is. Men efter et par uger steg motivationen, jeg var ikke helt så træt efter turen mere, og jeg havde fået lyst til at løbe.

Jeg er ikke en stor læse hest, så pensummet var meget hårdt at komme igennem. Jeg prøvede at læse nogle sider om dagen efter jul frem til gradueringen og havde store forventninger til mine evner i skiferien – men det var ikke et godt valg. Men jeg blev nødt til at bide i det sure æble. (På dette tids punkt havde min far læst pensummet igennem cirka 4 gange tror jeg).

Den fysiske test gik godt og jeg klarede det inden for de fastsatte krav. Dog skal jeg huske at starte løbet på ”min rigtige hastighed” som er på 13.6 km/t. Så kom dagen, efter jeg havde bestået den fysiske test, hvor jeg skulle gennemføre de tre stoptests. Det var første gang jeg skulle op til denne for eksamen og jeg var blevet lidt nervøs af den forudgående prøvetest. Det var noget helt nyt for mig men måtte tage det som det kommer. Den tekniske test og task-fight gik rigtigt godt, hvorimod den mundtlige test haltede – så der må jeg vist gøre som min far – læse pensum mange gange og øve mig meget mere. Men tilbagemeldingen fra Kimu Sensei var at jeg havde bestået alle prøverne som Jokokidz på ”dødsgrænsen”, men absolut ikke ville have gjort det som voksen, og derfor skulle op til den afsluttende ”gå amok” pudekamp efter forårslejeren i morgen.

Vi var tidligt oppe da min far trods megen studie af pensum skulle til om-prøve for at gå videre. Jeg gjorde alt for at være på i hele lejren og syntes selv det gik godt. Når man så står der og er træt efter 5 timer træningslejr, slog jeg hovedet fra. Jeg tænkte ikke på hvor træt jeg var eller hvor nervøs jeg var. Jeg så kun puden foran mig. Pudekampen var hård, men hvis jeg holdt op ville jeg skuffe mig selv og ville ikke acceptere et nederlag. De mange tilskueres tilråb hjalp mig igennem. Men jeg må tilstå det var rart da Kimu Sensei råbte slut.

Jeg var glad og stolt da Kimu Sensei sagde at jeg havde bestået 3. kyu Yakami Shinsei-ryu og 2.kyu Kodosoku-kai Gensei-ryu Karate-do – jeg var rigtig glad.

Jeg har lært en hel del af gradueringen. Det er vigtigt at man forbereder sig godt ved at løbetræne – man skal være i god form. Jeg skal øve mig meget mere i pensum og vil gøre dette hyppigt frem til den kommende graduering – man kan ikke starte et par uger før for der er så meget der skal huskes. Jeg kan godt se at jeg skulle have læst det igennem mange mange mange flere gange.