Min vej til det brune bælte startede i november 2009 for alvor, idet jeg var indstillet til graduering til forårslejren, og kort for inden havde jeg været på et kompetencekursus, hvor vi var blevet gjort opmærksomme på i hvor god tid i forvejen, vi skulle se på hvordan vi bedst muligt kunne forberede os et halvt år før, så jeg fik travlt.

Motivationen til at komme i gang med at løbetræne var ikke overvældende, men der var ingen vej udenom. Jeg har tidligere løbetrænet, men var holdt op for ca. 3 år siden, hvilket jeg erfarede var rigtig dumt. Det blev hårdere end jeg havde forventet, men heldigvis fik jeg hjælp fra min mand, der stillede op som løbepartner, hvilket jeg glad sagde ja til. Desværre løb han fra mig…. Og når jeg nogle gange blev lidt for selv-tilfreds blev jeg gjort opmærksom på om det der luntetrav, var jeg noget jeg ville kalde at løbe. Vejret var imod, såvel os som andre, denne vinter, og det blev til noget mærkeligt løb. Vi blev derfor enige om at melde os ind i fitnesscenter, hvilket var heldigt da jeg i høj grad skulle vænne mig til at løbe på løbebånd.

Som tiden nærmede sig forårslejren måtte jeg erkende, at jeg ikke havde det overskud der skulle til, selvom jeg vidste fra løbebåndet at jeg kunne løbe det jeg skulle. Ydre omstændigheder som blev til indre omstændigheder gjorde, at jeg kunne mærke at min koncentration ikke havde den form, som der skulle til. Det var et svært valg for mig at sige nej, og jeg ærgrede mig meget, på den anden side, ville jeg ikke stille op, velvidende at jeg ikke kunne det jeg skulle. Det blev derfor til sommerlejren at jeg stillede op til graduering.

Lørdagen før sommerlejren skulle jeg og mine 4 konkolleger, som også var indstillet til fysisk test, 3 bronzecirkler og Coopers test. Den fysiske test bekymrende jeg mig ikke så meget om, da jeg havde løbet flittigt hver uge, flere gange om ugen, og jeg havde ugen før sammen med en konkollega klaret de 3 cirkler samt løbet min distance uden problemer, det vil sige, klart jeg fik sved på panden, men jeg vidste at jeg kunne. Det var dog alligevel anderledes da selve dagen kom til den fysiske test, der er lidt nerver på, måske fordi man ved at det er NU.

Fredagen nærmede sig med hastige skridt, den dag jeg havde set frem til og samtidig frygtet, idet jeg havde lyttet med store ører til mine konkollegers oplevelser af at skulle igennem pensumtest teknisk og teoretisk samt taskfighting, og det lød som en næsten uoverkommelig opgave, og som en af de aller sejeste. Det var derfor med bævende hjerte at jeg mødte op, men indstillet på at ville vise at jeg kunne og at jeg ville. Jeg havde forberedt mig grundigt. En helt almindelig uge op til de 5 stoptest ville bestå af karatetræning mandag, onsdag og fredag. Løb tirsdag og torsdag. Læsning af pensum i weekenden, samt i ugerne op gradueringen træning hjemme lørdag eller søndag. Jeg vidste derfor mentalt at jeg havde forberedt mig, og også at vi ville blive udfordret uanset hvor godt jeg synes jeg havde forberedt mig, og det slog ikke fejl.

Vi mødte op til selvopvarmning 15.30, og gradueringssessionen startede op kl. 16. Vi blev sat i gang, men kort tid efter blev vi stoppet, Kimu Sensei var ikke tilfreds, vi blev derfor beordret på gulvet til 30 armbøjninger, og da vi var kommet op efter udførelsen af disse blev vi beordret ned og lave 20 mere og herefter 20 mere – scenen var sat. Vi blev kørt igennem diverse shiho’er og kataer (med afbrydelser og ordre om skift til anden shiho eller kata, bedst som vi var i gang), og efterfølgende kumite med høj intensitet. Der sker et eller andet, når man kommer op i så højt et gear og så høj en koncentration samt fokus, jeg kom i hvert fald derud, hvor jeg fandt et ekstra gear, og det var ok at være der – til min egen overraskelse. Efter tilpas tid i dette, var det tid til teoretisk test, og vi blev spurgt ind til det teoretiske på kryds og tværs, og selvom jeg havde forberedt mig grundigt, og havde en oplevelse af at kunne pensum bogen udenad, så blev det også en udfordring.

Herefter kom kamptesten, startende med taskfighting 1, 2 og det gik hurtigt over i skiftende partnere, og der var knald på. Det var alles kamp mod alle, og sig selv, og jeg fik mig nogle mavepustere af den hårde slags, men jeg fandt også ud af, da jeg på tidspunkt fandt mig selv bøjet sammen og anråbt af Jens Kyoshi om at komme videre, at jeg faktisk kunne rette mig op og gå videre. Jeg blev træt, faktisk meget træt, det er hårdt at være i den zone, og der er ikke noget, der hedder at give op, der er kun en vej, og det er frem. Til sidst var batterierne så flade som de nærmest kan være, og det var derfor en stor støtte, når der blev råbt – hold fokus, hold fokus….

Men også dette fik en ende, og Kimu Sensei, sammen med Jens Kyoshi, Martin Renshi-dai, Kjeld Renshi-dai og Søren Renshi gik afsides, mens vi fik lov til at tage en tår vand – og vente på den endelige afgørelse.

Da de kom tilbage blev vi bedt om at line up, og spurgt om hvorvidt vi ville modtage bedømmelsen individuelt eller foran hele gruppen, alle var enige om, at det var ok at vi tog det samlet. Det er meget specielt at stå der at vente, at vide at man vil det, og at man har gjort hvad man kunne i situationen, men samtidig også at der ikke er noget for givet endnu. Vi fik først en samlet melding om at vi alle havde bestået den teoretiske del, og det var en lettelse at vide at vi ikke skulle hjem og læse hele natten. Efterfølgende blev den individuelle bedømmelse givet. Vi havde alle 5 bestået stoptest 2, 3 og 4. Det var et træt og lykkeligt 5-kløver, som fik krammet hinanden godt og grundigt, inden det gik hjemad for at forberede sig til den store dag, dagen efter.

Graduerings- og sommerlejren startede med indcheckning kl. 13, og det syntes jeg oprindeligt var et held for mig, da jeg så troede mig sikker på at jeg kunne få en god søvn og møde frisk og veludhvilet op, men desværre ikke, jeg fik en urolig nat og var ret udmattet lørdag, hvor jeg stod op kl. 6, da jeg ikke gad prøve på at sove mere. Det var en god og lærerig sommerlejr, især delen med bunkai til pinan 1, blev meget lærerig, det var svært, men da det så småt begyndte at gå op for mig, gav pinan 1 mig en anden mening end den før havde gjort. Hvilket især gik op for mig under gradueringsdelen med udførelse af kata, da jeg fik en oplevelse af at have fået en elastik på min krop, som jeg kunne trække ind og ud i pinan 1, en super oplevelse. Og jeg fandt også ud af at selvom jeg havde følt mig udmattet, da lejren startede, så var der et ekstra gear.

Som alle andre gradueringslejre sluttede også denne lejr med pudetesten, for os (tidligere) blåbælter, som kræver at man får samlet den sidste energi op, især første del var en udfordring for mig, indtil det gik lidt bedre med at trække vejret helt igennem. Den ultimative oplevelse er at opleve den opbakning man får, man får virkelig en oplevelse af, at alle dem der står omkring, de ønsker det bare, lige så meget som en selv. Det er en ubeskrivelig oplevelse, om end det høres mest i starten, herefter forsvinder lyden, og der er kun puden og dig, dog fra tid til anden hører man igen de opmuntrende tilråb, men det er helt klart en kamp mellem en selv og puden.

Og igen stod vi der og ventede på afgørelsen – spændte og håbefulde – og trætte. Til min og mine konkollegers store glæde graduerede vi alle 5. Da jeg stod der, tænkte jeg, jeg har givet alt, hvad jeg kunne, uanset udfaldet, så ved jeg, at jeg har givet hvad jeg kunne samt kommet ud i ekstra gear, og fundet videre frem, det er en meget stor tilfredsstillelse at vide, men endnu større når den belønnes med en graduering til 3. kyu.

Tusind tak alle der har været omkring med en fantastisk opbakning. Den opbakning, jeg har fået vist i dette forløb, har været en helt særlig oplevelse, og jeg er meget taknemmelig.