De fleste ved efterhånden hvad der skal til og ikke mindst ydes for at kunne få lov til at bære det brune bælte.

• Man skal have sine lektioner i sin lokale Dojo
• Man skal have mindst 80 % af sine obligatoriske pensumlektioner i Honbu-dojo
• Man skal have taget sine kompetencegradueringer med max. en dispensation eller bevidst fravalg.
• Man skal vise initiativ og indstilling til at ville indstilles
• Man skal indstilles af sin lokale chefinstruktør
• Man skal indstilles af sin Honbu instruktør
• Man skal godkendes af Kimu Sensei.

Derefter kommer de berømte 5 stoptest.

1. Den fysiske test, som afholdes ca. 1 uge før selve gradueringen
2. Pensumtest, som afholdes dagen før selve gradueringen
3. Ryugi (teori) test, som afholdes dagen før selve gradueringen
4. Kumite, Task fighting 1+2+ lidt mere, som afholdes dagen før selve gradueringen
5. Udholdenhed og amokkamp mod pude og pudeholder, et punktum for selve gradueringsforløbet, som bliver afviklet på selve dagen, på et dertilhørende stævne, med et altid tæt fyldt og engageret publikum.

Min forberedelse til det brune bælte, har jeg haft, fra da jeg fik mit første pensum i hånden, ca. 1 måned efter jeg var startet. Der var mange udfordringer, Mae-taido, Sokuten mae og ushiro, div. kaiten fra siddende på hug til stående. Der var Mawashi-geri, Mawashi chi-geri og Ushiro Mawashi-geri bare udtalelsen var grænseoverskridende. Jeg fokuserede på et bælte ad gangen, men samtidig meget nysgerrig efter at se, hvad det næste bælte udførte. Jeg fandt hurtig ud af, at gå i gang med at skrive ned og øve videre når jeg kom hjem, så man ikke glemte og altid kunne bladre tilbage.

Så da jeg havde opfyldt de formelle krav til en indstilling og godkendelse dertil, skulle der fokus på de 5 stoptest.

Den fysiske del, trænede jeg regelmæssigt i motionscenter og en måned før testen vidste jeg at jeg kunne gennemføre den del.

Pensumtesten var jeg rimelig skarp i- synes jeg selv, så den skulle ”kun” pudses af. Jeg skulle ikke til at lære en masse på kort tid.

Ryugi testen, var straks noget andet. Her fik jeg af vide, det ikke var nok at kunne de japanske og danske ord for øvelserne. Der skulle meget mere til. Når jeg spurgte til hvad mere, fik jeg af vide: ALT! Hmrpf. Nu skulle der læses i pensumbog og på hjemmeside og hvor skulle jeg starte. Det blev noget forvirret og uoverskueligt, som også viste sig til prøven. Jeg bestod – men lige på vippen.

Kumite delen med TF 1+2+ lidt mere (skolet frikamp), var med blandede fornøjelse. Kumite og TF 1 og 2 var jeg tryg ved. Det var noget jeg kendte, det var trænet godt og jeg havde deltaget på både TF 1 og 2. Jeg vidste også at det ville foregå i trygge og ordnede forhold. Hvad jeg ikke var så begejstret for, var T. F + lidt mere, dels tænkte jeg, hvor meget mere, dels var jeg bekymret over mine mandlige konkolleger. Det var den del de glædede sig mest til og dette sagt med et vildt udtryk i øjnene – gys!. Jeg fik dog også en flænge over øjet efter et slag. og måtte på hospitalet og sys. Men det var ikke værre end jeg kunne og ville fortsætte. Desuden var det fuldt forsvarligt sagde de på hospitalet, og til Shindenkans stævner, er der altid en erfaren stævnelæge til stede (Christian).

Udholdenhed og amokkamp på pude, havde jeg også afprøvet inden finalen, så det kendte jeg også til. Det som ikke var så fedt, var alle de øjne som hvilede på en. At være i fokus har aldrig været min yndlingssituation.

Det blev også min største forhindring i mit forløb op til graduering. Fra at være hende med rimelig selvsikkerhed og psyke i dojoen, gik jeg nu i fuldstændig selvsving og havde kun fokus på at der blev kigget på mig. Jeg har nu aldrig brudt mig om at være til graduering og har tit ”fejlet” et og andet og på selve dagen til min første graduering havde jeg f. eks influenza med høj feber – troede jeg. Da jeg kom hjem om aftnen faldt feberen og næste dag var alt som det plejede. Det kan man vist kalde lampefeber

De sidste 3 uger inden div. stoptest, var jeg fuldstændigt fastlåst. Jeg kunne ikke huske afslutninger, gik i stå midt i kataer, jeg var stiv i kroppen, kunne ikke bevæge mig hurtigt og bare lidt flydende og var heller ikke i stand til at lære nye ting til træning. Når jeg trænede hjemme gik det nogenlunde, indtil jeg forstillede mig gradueringsforløbet. Jeg talte både med Jens Kyoshi og Kjeld Renshi-Dai, som kom med gode råd og opmuntring. Det hjalp også, men ikke i lang tid for nu havde angsten fået fat i mig.

Jeg begyndte at evaluere mig selv. Havde jeg overtrænet både mht. fysisk test og pensumtest. Spiste jeg ikke optimalt, hvad f… sker der?

Den sidste uge op til den fysiske test, trænede jeg intet udover de fastlagte timer i dojoen. Lørdagen brugte jeg på yoga, udstrækning og meditation. Meditationen havde jeg fået anbefalet at bruge, af Kjeld Renshi-Dai. Meditationen havde jeg også brugt i den forgangne uge og med stort udbytte.

De næste dage 5 dage op til det hårdeste forløb- stoptest 2, 3 og 4 foregik på samme måde. Kun træning i dojoen, yoga, udstrækning og meditation. Jeg mødte op til disse stoptest med en ny indstilling. Jeg skulle ikke begrunde min angst hele tiden, jeg kunne ikke gøre mere ved den nu, jeg blev nødt til at forholde mig til, at sådan var det. Men det skulle ikke få lov at overskygge min graduering. Og sådan blev det! Jeg blev 3 kyu – brunt bælte 

Hvad har jeg lært og hvad kan jeg bruge og arbejde videre med i mit forløb i Shindenkan?

• at accepterer sig selv på godt og ondt
• at være god ved sig selv
• at fremtiden skabes af dine handlinger og ikke af det du siger eller tænker du vil gøre