Af Jokokan Ballerup
Onsdag den 17. marts afholdt Shindenkan Bedsteforældredag i barfodssalen ved Måløvhallen.
Invitationer var uddelt, og Shindenkans jokokidz og -teenz havde øvet flittigt på en opvisning til bedsteforældredagen, såvel som en del af undervisningen, men også hjemme i familien var der blevet øvet flittigt. Rammen og indholdet for opvisningen var sat af Jokoteenz Elisabet, Anders og Simon, alle 3 meget dygtige udøvere med graderne 1. dan, 3. kyu samt 4. kyu.
Shindenkans Jokokidz og –teenz stillede op i en tætpakket barfodssal af såvel bedsteforældre som forældre. Stemningen var forventningsfuld, og ingen gik skuffede derfra. Udøverne fremviste på bedste vis de indøvede teknikker – gående basis, kata og kumite.
Gående basis blev fremvist ved slag og spark. Kata blev fremvist alt efter hvilket niveau udøverne var på, fra den første kata, der indøves – Ten-I – til nogle af de aller sværeste. Kata er et detaljeret koreograferet mønster af bestemte bevægelser, hvor slag, spark og blokeringer blandt andet indgår. Koncentrationen stod malet i ansigtet på gruppen af Jokokidz og –teenz.
Opvisningen blev afsluttet med kumite, fremvist som kampøvelse i flere retninger med flere modstandere, og demonstreret ud fra begrebet værdier, og hvad der kan ske, når man møder andre med et andet værdisæt, symboleret ved kamp.
Stolte bedsteforældre klappede taktfast og stolte jokokidz og -teenz strålede. Der var ingen tvivl om at der var øvet flittigt, og det kom til udtryk på bedste vis.