Af Agnes Schwartz, Medlem indtil 2015
Kurset blev åbnet med 1½ time teori med en afsluttende test, af 2 veloplagte Honbu instruktører, Kjeld og Brian Renshi-Dai.
Vi blev indviet i kampsportens verden, b. la. sportskarate, som både Kjeld og Brian Renshi-Dai havde haft deres karriere i, med flotte resultater og fine medaljer (bl.a. 4 x VM-bronze i Japan). De fortalte, hvordan man scorede (billige) point, at være overbevisende overfor dommerne og endelig ufine metoder så modstanderen fik strafpoint. Vi fik fortalt, at i kampsportens verden var der en masse regler – hvor må du ramme og hvor meget må du ramme og hvordan finter du din modstander. De fortalte også, at efter ½ års træning blev de smidt i ringen. Det kostede klaps og de måtte gang på gang opfinde den dybe tallerken – Learning by doing!
Der blev sammenlignet med kampsportens verden vs vores kampkunst med 1000 års historie. Hos os behøvede vi ikke at opfinde den dybe tallerken. Alt hos os er velovervejet og tilrettelagt af Stormester Kimu Sensei og til at videreformidle dette, har vi nogle højt kvalificerede lokale chefinstruktører. Vi ville blive ført op ad trappen, hvis vi ville. Det eneste vi skulle have med, var vores indstilling/intention – og det skulle vi hver gang.
Vi talte om principperne i MITT.
Mai-ai, Indstilling/intention, Tai-sabaki, korrekt Teknik.
MITT, skulle vi bruge i dojoen. Igen blev det pointeret, hvor vigtig det var med sin indstilling. Det var ikke nok at være fysisk til stede.
Folk nikkede anerkendende, inkl. mig selv. Vi ville ikke være en illusion. Vi ville ikke 20-30-40 %.
Vi ville 100 %!
Dette var i teorilokalet.
I dojoen startede vi stille og roligt op. Vi repeterede fra Task Fight 1, tempoet var 40 % og indstillingen var 100 %. Videre over i Task Fight 2, tempoet gik fra 40 til 100 %, samtidig med, at vi prøvede at holde fast i MITT. Her blev det interessant for mit vedkommende. For i takt med at øvelserne blev mere krævende og tempoet højt, der røg alle principperne.
Korrekt Mai-ai, alt afhængig af hvem du stod overfor, blev din Mai-ai derefter, altså ikke korrekt Mai-ai, men en komfortzone som passede til dit ego og mod.
Indstillingen, den blev til et hadeord. Jamen, jeg har da min indstilling med i dojoen, men det er fordi! Undskyldninger var der mange af.
- Jeg tør ikke slå igennem på de små, se voksne
- Vi får alt for lidt tid til øvelserne, jeg kan ikke nå det
- Min konkollega står forkert
- Min konkollega angriber forkert
Jeg oplevede nogen skælde deres konkollega ud.
En gjorde øjne af instruktørerne.
En ville holde op.
Hvorfor opførte vi os sådan?
Vi fik jo alt forærende. Alt er blevet fortalt og trænet før. Vi skulle ikke opfinde nogen dyb tallerken. Det eneste vi skulle medbringe var vores indstilling.
Tai-sabaki og korrekt teknik. Vi ved jo at tingene virker, hvis vi bevæger os korrekt og bruger den rigtige teknik. Hvorfor prøver vi så ikke at bruge det? Fordi alt ryger sammen med indstillingen.
Nu var det ikke sådan, at alle var sure og frustrerede på kurset. Men det var interessant, når man stod overfor en der havde indstillingen og med en der havde tabt den undervejs og endelig en der måske aldrig havde haft den. Jeg så mig selv rigtig mange gange den dag.
En velmenende instruktør prikkede for kort tid siden til min indstilling. Jeg forsikrede ham om, at det var karate jeg ville.Men hvad er at ville? Er det, det samme som indstilling?Hvis jeg havde min indstilling, behøvede jeg så at forsikre?
Agnes, Frb.
