Af Mathis E. Isaksen, Medlem indtil 2017

Endnu et kursus er nu løbet af stablen; navnlig kurset Kodachi 2 som jeg har selv har deltaget på. En sjov ting at beskæftige sig med en lørdag morgen vil mange måske tænke, men sandheden bliver nok at det kan være mere relevant end man tror (for dem som ikke er inde i stoffet, så er en kodachi et kort sværd eller en lang kniv; japansk vel at mærke).

En ting man kan sige om kurset er, at det indeholder både en stor teoretisk og en stor praktisk del. Som niveauet stiger på kurserne, så er det ikke længere nok blot at lære tingene gennem udførslen af teknikker. Man bliver også nødt til at have en forståelse for teknikken, for at man kan lære at udføre og bruge den korrekt.

Hvis man f.eks. ser på den praktiske del af Kodachi 2, så er den i realiteten ikke meget anderledes fra Kenjutsu 2. Begge våben kan hugge og støde. Kodachi’en bruger måske lidt komplicerede håndteringsteknikker, men i realiteten er der ikke stor forskel. Den rigtige store forskel er længden. Langt fra, eller tæt på. Kodachi er da naturligvis den tætte version, og det er også derfor, at man kan drage sammenligninger til ting som Jujutsu kurserne, der i høj grad handler om nærkamp. I nærkampen er det vigtigt at være fuldstændig afklaret med hvad der sker. Et øjebliks tøven kan betyde forskellen mellem liv og død. Heldigvis gælder denne afklaring naturligvis begge veje, så selvom man måske ikke er helt afklaret endnu, så har man stadig en chance.

En ting man hører ofte på disse kurser, er at man ikke skal opfinde den dybe tallerken igen. Det er allerede gjort gennem tusinder af års udvikling, og vi kan nu blot træne essensen i stedet for at gøre alt det hårde arbejde. Det lyder næsten for godt til at være sandt, vil man måske sige. Jeg husker endda, at vi en gang fik at vide, at vi blot skulle lære nogle få ting for at vi kunne det samme som højere kyu-graduerede sværdudøvere. ”Stop!” tænker man, vi er jo kun blevet undervist i få timer over nogle måneder. Min egen personlige oplevelse er dog, at da jeg en dag stod og så en træningskammerat træne med sit sværd, blev jeg nødt til at tænke for mig selv ”Han ligner sgu da en som har gjort det der ret længe”. Der må altså være noget der virker.

Det man ikke må glemme er også, at et sværd også blot kan tænkes som en forlængelse af ens arm. Alt det grundlæggende – kraftgenerering, tai-sabaki (flytning af kroppen) osv. har vi jo allerede ’lært’. Alt det hårde arbejde som tænker at man mangler med sværdet, det findes i vores karate f.eks.

Jeg havde selv en lille ’aha’ oplevelse da jeg selv øvede mig med min kodachi. Jeg huskede hvad Kimu Sensei havde sagt til nogle af de andre elever på kurset, da vi øvede sværdhug. ”Du skal fokusere kraften i kisaki’en (sværdspidsen) af sværdet, det er jo den du skærer med.” Da jeg selv prøvede at hugge med det i tankerne, opdagede jeg hugget blev mere præcist og hårdt. Lige fra hug nr. 1! Sværdet skar nu igennem luften. Jeg fortalte min oplevelse til en træningskammerat, som i første hug opnåede samme resultat som jeg selv. Ligesom når man slår i karate, så generer man kraften med kroppen og fokuserer den ud i armen – nu er armen blot lige et stykke længere.

Ja der er forskel på at bruge et sværd og at bruge sin arm. Og det er her vi har essensen – sværdets essens. Når vi lærer disse ting og sætte dem sammen med vores fundament – så kan vi lige pludselig meget mere end vi og andre påbyder os.