Smerte – en fornøjelse!

At give sin krop til demobrug… Det lyder nærmest som et medicinsk forsøg og på en måde kan det jo godt være sandt, fordi:

På både Jujutsu kursus 2 og Jujutsu kursus 3 havde jeg den fornøjelse at være Kimu Sensei’s partner når der skulle demonstreres og når jeg nu bruger ordret fornøjelse, så kan man jo godt stille spørgsmålstegn ved mine motiver eller hvorfor jeg synes at der er fornøjelse ved at mærke smerte eller ved at blive kastet igen og igen, ved at blive stranguleret eller ligge i en armlås og gispe!

Hm.. jeg kan godt selv hører det – jeg må være blevet miljøskadet eller også er jeg blevet masochist!

Men der er forskel på indøvede demonstrationer hvor man ved hvad der skal ske og demonstrationer hvor man som partner ikke ved hvad der skal ske. Denne mangel på viden om næste træk gør det umuligt at forberede sig eller tage forholdsregler og netop dette gør demonstrationen meget mere tydelig og det frembringer en ægte realismen som kommer meget tydeligt frem – også i smerten.

Men smerte eller ikke smerte, så ligger der noget gemt her!

Jeg var på kursus for at lære og jeg mener faktisk at det var en fornøjelse, fordi det var rigtig fedt og meget lærerigt at mærke hvor stor kontrol Kimu Sensei havde i sine teknikker, hvordan han var i stand til at omsætte teknikker og bevægelser til det totale flow jeg mærkede fra start til slut og hvor tæt på grænsen han kunne gå uden det gik galt – også på trods af smerterne.

Ren intensitet.

Ud over de teknikker og flow som jeg var en del af i demonstrationen, var det mest markante den meget store og rene intensitet som hver demonstration indeholdte, en intensitet der var så kraftig at jeg til sidst ikke kunne huske nøjagtig hvad demonstrationen gik ud på. Jeg var nød til lige at samle mig sammen og bringe mig selv til ro, hvorefter jeg kunne afspille forløbet ligesom en lille film inde i min indre bevidsthed.

For at fastholde den maksimal intensitet er der nød til at være et konstant og ubrudt flow og for at have et konstant og ubrud flow er der nød til at være optimal teknik og at man kan tilføre og booste med energi, således at man smelter sammen eller hænger fast – også uden at man vil det! Det var det som Kimu Sensei viste mig i hans demonstrationer.

Det lyder måske mærkeligt, men den måde jeg bedst kan beskrive hvordan jeg oplevede den intensitet Kimu Sensei påførte mig, er følelsen af stærke stødvise elektriske smerter som forplantede sig gennem armen, over i skulderbladet, videre ind i rygsøjlen og op i nakken, hvor den til sidst lammede mit åndedræt og jeg fulgte bare med.

Hvorfor fulgte jeg med? Var det fordi jeg havde lyst eller måske fordi jeg ikke havde lyst til at lade være? Måske kunne jeg ikke lade være… Det lyder også mærkeligt, men min oplevelse var at når jeg først var i det, dvs. angreb og forsvar var i gang – så kunne jeg kun følge med.

Lige meget om det var det ene eller det andet, er jeg meget glad for at Kimu Sensei havde styr på sine teknikker og kun gik til min grænse – måske kun en lille smule overJ

Dødsangst – hvornår opstår det?

En af teknikkerne som vi træner på Jujutsu kursus 3 er strangulering og også her havde jeg den fornøjelse at være demopartner for Kimu Sensei.

Lad mig bare slå fast at da stranguleringen blev sat ind med maksimal intensitet og flow på niveau 3 af Kimu Sensei gik der meget kort tid inden jeg befandt mig lige på min grænse. Jeg kunne selvfølgelig mærke at han kunne være fuldkommen nådesløs – og her opstår dødsangsten.

På et tidspunkt kan jeg huske at jeg hang over gulvet kun stranguleringen, hvor jeg tænkte – nu går det over grænsen og lige i det øjeblik mærkede jeg gulvet med mine knæ og kunne mærke lettelsen over at det ikke forsatte skylle ind over mig. Jeg havde givet mig krop og tillid til Kimu Sensei, lagt mit liv i hans hænder og alligevel kom jeg frem til punktet hvor dødsangsten op står.

Hvorfor sker det? Kort fortalt fordi strangulering er den ultimative chance for at opleve sig selv med livet i en andens hænder – liv eller død det er her grænsen er, det er sort eller hvidt!

Hvordan har man det så bagefter? Man kan både grine og græde, ja man er lettet – meget lettet over at det ikke var nu!

Og som demopartner skal man have tillid…

Jeg oplevede påvirkningen i tre intensitetsniveauer:

• Niveau 1: Før min grænse hvor jeg havde stærke smerter men hvor jeg kunne følge med, var bevist og havde åbne øjne.
• Niveau 2: Lige før og på grænsen til hvad jeg kunne klare, hvor jeg havde voldsomme smerter, hvor jeg ikke var sikker på at jeg kunne følge med, skiftende mellem at være bevist og være i stå og havde åbne øjne.
• Niveau 3: På grænsen hvor jeg var lammet, med voldsomme smerter, hvor jeg ikke var klar over hvordan jeg fulgte med, skiftende mellem at være sat i stå eller ubevist og havde lukkede øjne.

Hvad skal vi bruge dette til?

Træning af denne teknik er utrolig vigtig af flere årsager. Først og fremmest fordi den er dødelig og vi skal forstå hvordan den bruges således at vi kan undgå denne farlige situation og vi skal lære at respektere hvor farligt det er at havne i et stranguleringsgreb.

Men lige så vigtigt er det at vi skal lære noget om os selv: Det er ikke nok at kunne teknikken, vi skal også være i stand til at udføre den – uden at tøve!

Vi skal være afklaret med følgende:

• Kan du det hvis det bliver nødvendigt – være nådesløs? Det er vigtigt at vide om sig selv!
• Hvordan reagerer du når du ligger på grænsen og oplever dødsangst?

Essensen

Efter at have gennemført Jujutsu kursus 3 har jeg reflekteret over den sammenhæng, der er i Shindenkans kursusforløb og det er meget tydeligt at den gradvise kompetence opbygning supplerer pensummet på en meget intelligent måde, så det bliver klart hvorfor Shindenkan fokuserer på en hel ”Pizza” i stedet for en enkelt ”pizzaslice”.

Det er ikke bare noget vi siger – det er noget vi gør! – Det er derfor vi ved vi er gode!

Shindenkan karate fokuserer virkelig på en fuld ”pizza” igennem normale træning i Karate teknikker suppleret med kompetence kurser i våben fjern og nærkamp (Kenjutsu og Kotachi-jutsu), ubevæbnet nærkamp (jujutsu) og task figthing kurser.

Hovedessensen for mig som kulminerer i dette kursus er som perle på en snor, dvs. hvert kompetence kursus og pensum kursus udgør et afklarings forløb, som små perler på den røde tråd. Perler der leder frem mod et samlet afklaringsforløb med udgangspunkt i dig selv og det at tage ansvar for dig selv:

• Start med dig selv, lær dig selv at kende og vær god ved dig selv.
• Følg den røde tråd i Shindenkan – hav tillid.
• Træn på at have kontinuert flow
• Træn med Maksimal intensitet og indstilling
• Træn på at mestre de 12 principper og 8 kræfter

Læring

Da jeg kom hjem efter Jujutsu kursus 3 var jeg meget træt og udmattet og det tog mig 7 timer inden jeg holdt op med at ryste både udvendigt og indvendigt – det fortæller noget om hvor intens en oplevelse det var for mig.

Men på trods af udmattelsen var jeg også glad, fordi for mig var Jujutsu kursus 3 en meget udviklende oplevelse og den læring jeg fik, var igennem at mærke det flow Kimu Sensei brugte, den intensitet han påførte sine teknikker.

Min læring er forståelsen af hvor meget intensitet og flow der skal være i mine egne teknikker, at det skal bringes ind i mit eget udviklingsområde og den realisme jeg skal stræbe efter. Hvor tæt jeg skal være på min maksimale ydeevne!

At det er nødvendigt at jeg bevæger mig i området lige før grænsen, på grænsen og lige over grænsen både i relation til mig selv og i relation til andre og ikke mindst den nådesløshed eller barmhjertighed der nødvendigvis følger med.