Af Karsten Nielsen, Medlem indtil 2016
Alarmen på min telefon ringede. Det var med en noget træt krop, jeg vendte mig om, kiggede på klokken og slog alarmen fra. Selvom klokken sagde 05:30, så var det med en god fornemmelse i kroppen, jeg stod op og gjorde mig klar. Årsagen til at alarmen ringede lidt tidligere, end den plejede, var at vi skulle ned og hente måtterne, som skulle bruges til jujutsu kursus nr. 2.
Da vi havde kørt et sted imellem en time og halvanden, ankom vi til Tjørnelyskolen i Greve. Efter vi havde sagt godmorgen til de andre Shindenkanere, gik vi straks i gang med at klargøre måtterne. Det varede ikke længe, inden der dukkede flere glade mennesker op, og efterhånden som folk fik klædt om, kunne kurset for alvor begynde.
Kurset startede med et informationsmøde om, hvorfor det var en god idé at deltage på jujutsu 2, og hvordan dette var ”et stykke, af hele pizzaen”. Der blev også vist og forklaret, hvordan kast og faldteknikker kan blive udført på forskellige måder, alt efter udøverens niveau.
Efter mødet gik vi ned i dojoen (træningssalen). Nede i dojoen gik vi i gang med en fælles opvarmning, hvorefter vi startede med at lave nogle forskellige faldteknikker, som vi havde haft på jujutsu 1. Dette var en god måde til at få os fokuseret, på de kast, som vi skulle arbejde med i dag. De første faldteknikker gik for mit vedkommende meget godt, og det varede ikke længe, inden vi blev bedt om at finde en makker, efter nogenlunde samme højde og drøjde.
Da alle havde fundet en makker, gennemgik Kimu Sensei med Jens Kyoshi som makker, det første kast. Derefter skulle vi lave det samme kast, hvilket ikke var så nemt, som det umiddelbart så ud til. På kurset fik vi prøvet kræfter med en del forskellige kast, bl.a. Seio-nage (kast via revers og arm) og O-goshi-nage (hoftekast), i flere variationer. Vi fik også prøvet at få vores makker til straks at søge mod jorden, eller rettere sagt måtten, ved hjælp af en håndledsbøjning.
Ups, hvad var det lige jeg skrev der: ”vi fik prøvet KRÆFTER med…”. Det er faktisk forkert, det var nemlig ikke kræfterne, der skulle lægges vægt på, men derimod den gode teknik. Teknikken er meget vigtig, af forskellige årsager. Udover den er med til at give dig en bedre kontrol, kan den også få dig til at spare på kræfterne. Kastet kommer også til at virke hurtigere, for ham eller hende der bliver kastet, hvis teknikken er god.
Noget af det jeg holder rigtig meget af ved disse kurser er, at der er god tid til at lære teknikken, og at dette sker gennem mange kast, da der er mange ting at holde styr på. De mange gentagelser giver mig, tit og ofte, en aha-oplevelse, og en bedre forståelse. Dette kræver selvfølgelig, at man hører efter og forsøger at gøre alt rigtigt. Dette plejer dog ikke at være noget problem, da koncentrationen er stor hos alle.
Jo flere detaljer, der er på plads, jo bedre bliver teknikken. Man kan evt. prøve at se efter, hvordan man skal tage fat i sin makker, se hvor tæt de står på hinanden – kropskontakt, hvornår søger han ned mod jorden og sidst men ikke mindst, hvor er makkerens tipping-point. Når man har set og hørt efter, og man står overfor sin makker, så kan man selv forsøge at mærke efter: ”Nu skal jeg søge nedad” eller ”Der mistede min makker balancen” osv. Jeg glæder mig til komme hjem i klubben og træne endnu mere på de kast, vi blev undervist i, så jeg kan prøve at fornemme teknikken.
Her til slut vil jeg gerne give et godt råd. Mit råd er, at man skal stole på teknikken, ikke kun når det gælder kast og fald, men generelt, da den er en stor hjælp. For mig er god teknik og rutine meget vigtig.
Tilbage er der kun at sige tak. Tak for et kanon godt kursus. Tak til Kimu Sensei for demonstrationerne og undervisningen. Tak til alle de glade og positive mennesker, der deltog på kurset, I er også med til at gøre det til en god oplevelse.