Af Carsten Mønning, Medlem indtil 2012

Jeg mødte op på Tjørnelyskolen i Greve en solbeskinnet lørdag morgen. Ved indgangen mødte jeg mine to tro følgesvende i karatesammenhæng Pia og Freddie begge 6. kyu. Vi skulle alle på instruktørkursus 1, og jeg så frem til kurset med en hvis spænding. Hvordan ville undervisningen foregå? – og hvordan kunne et sådant kursus få en realistisk vinkel, så man på sin egen krop kunne føle hvordan det var at være instruktør i den virkelige verden.

Jeg var forventningsfuld, og mine forventninger blev indfriet.

Vi, ca. 50 kursusdeltagere fra 7. til 2. kyu, fik først en overordnet introduktion af Kimu Sensei og Jens Koshi. Derefter skulle vi ned i dojo’en og der blev vi inddelt i grupper med ca. 10 personer i hver. I grupperne var der et mix af de forskellige grader. Den varierende erfaring gjorde grupperne mere dynamiske. I grupperne skulle vi arbejde med forskellige cases, der alle tog udgangspunkt i potentielle træningssituationer for begynderhold i karate med graden 9.-10. kyu. I hver gruppe valgtes der to instruktører. En ledende instruktør og en hjælpeinstruktør. De to instruktører skulle herefter lede en undervisningssituation som der var sat ind i en forudbestemt ramme. Rammen var hvilke grundteknikker der skulle undervises i samt hvilke roller elverne skulle spille og agere efter. Der var bl.a. elever med følgende karaktertræk:

• Den kritiske elev der stiller spørgsmålstegn ved alt
• Den elev der sammenligner dig med en anden instruktør
• Den meget opmærksomhedskrævende elev

Eleverne skulle nu spille deres rolle så godt som muligt, og instruktørerne skulle få undervisningssituationen til at fungere. Det var ikke altid lige let. Jeg blev kastet ud i instruktørrollen i den første case og jeg erfarede at der var mange ting jeg skulle forholde mig til på en gang.

• Hvordan skulle jeg præsentere de grundteknikker som jeg skulle undervise i og kunne jeg huske hvordan de blev udført korrekt ?
• Hvor skulle jeg placere mig i salen?
• Hvor skulle jeg placere eleverne?
• Hvor kraftigt skulle jeg tale?
• Hvordan skulle jeg reagere når en elev forstyrrede undervisningen på den ene eller anden måde?

Det sidste dilemma var nok det de fleste, mig selv inklusive, havde mest hyr med denne dag. Hvordan skal man håndtere de forskellige typer af elever der møder op til karateundervisning, og hvordan gør man det på en konstruktiv fremadrettet måde. Instruktørkursus 1 gør ikke en til instruktør fra den ene dag til den anden, men det kan give en mod på forsat at arbejde og udvikle sin instruktørrolle. Her bliver man bevidstgjort om den rolle det er at være instruktør og om hvad det kræver af autoritet, ledelse, empati m.m.

Efter hver case evaluerede hver gruppe den netop gennemspillede case. Her blev der givet ærlig men konstruktiv og fremadrettet kritik som man så kunne arbejde videre med. For mit eget vedkommende fandt jeg ud af at instruktørrollen er en spændende og krævende rolle at udfylde. Jeg blev nød til at forholde mig til hvordan jeg ville håndtere uforudsete situationer der kunne opstå i dojo’en. Efterfølgende blev jeg klar over at mine egne indgroede reaktionsmønstre måske skulle justeres lidt.

Som lærer I mit civile erhverv havde jeg også meget glæde af kurset. Jeg blev bevidst om ting som jeg vil kunne bruge i min praktiske lærergerning. Det var blandt andet værdien af god forberedelse, årvågenhed (at have optimal energi) og konstruktiv grænsesætning.

Instruktørkursus 1 var en særdeles god og udfordrende oplevelse, og jeg ser frem til at skulle deltage i instruktørkursus 2.