af Søren Nielsen, medlem indtil 2022
I-lejren 2008 var på flere områder starten på en ny retning inden for Yakami Shinsei-ryu. Vi var nogle stykker som havde modtaget en invitation til Kaidenkan. Hvilket betød et nyt træningsniveau, men også at vi skulle være hjælpeinstruktører inden for Shindenkan Honbu-dojo 1. Hvilket vil sige at uddannelsen som instruktør inden for Yakami Shinsei-ryu også ville rykke et trin op
Da sommerferien var overstået og vi nu skulle i gang igen, dukkede der en mail op med teksten
” Velkommen til Shindenkan Honbu 1”.
Spændingen blev udløst, nu stod det helt klart, hvad der skulle ske som Shindenkan Honbu dojo 1 hjælpeinstruktør.
Vi skulle udfylde billeder med farver der skulle kunne forstås af andre elever.
Sagt på en anden måde, vi skulle lave indholdet på kurser hvor rammerne var skabt.
Første opgave var instruktør kursus pakke 1.
Alle Shindenkan Honbu dojo´s kurser er tilrettelagt og skabt af Kimu Sensei for, at sikre den røde tråd og kompetencen. Kimu Sensei laver ”stregtegningen” og som led i den fortsatte instruktør udvikling, skal Honbu instruktører ”male billedet færdigt i de rette farver”. Dette foregår oftest over 2-4 måneder med Kimu Sensei, som styregruppeformand for projektgruppen, og kun for Honbu Pensum og inspirations for TG1, TG2 og TG3. Alle kompetencekurser færdiggøres af Kimu Sensei p.t., da mindste kompetencegivende og kvalificeret grad er Menkyo, 6.dan Yakami Shinsei-ryu og 7.dan, Kodosoku-kai Gensei-ryu Karate-do.
Kursets første del skulle indeholde en teoretisk og praktisk del, der samlet skulle fylde ca. 3 timer med hovedvægten lagt på det praktiske. Anden del skulle være med en praktisk del på 1 time og en teoretisk del på ca. 2,5 time, med en afsluttende prøve.
Den første del skulle Jens Kyoshi være tovholder og maler på. Den anden var overladt til Martin Renshi-dai og jeg.
Nu kan det godt være at man som læser tænker. Hvor svært kan det være, I har undervist i mange år og I kender alle hinanden på godt og ondt.
Ja, det er korrekt, men vi underviser forskelligt og vi opfatter og formidler viden forskelligt. Sådan er vi som mennesker hvilket er helt naturligt. Men det er ikke det samme som at sige, at vi sammen er i stand til at skabe noget som andre mennesker forstår.
Efter et par møder internt og med Kimu Sensei, som gav os helt klare mål og forventninger, kastede vi os over opgaven en søndag eftermiddag. Efter et par timer, hvor vi faktisk gik glip af en spændende OL-håndbold kamp, havde vi fordelt alle opgaver imellem os og så var det bare at gå i gang. Hvilket var lettere sagt end gjort.
Der er rigtig mange tanker som skal gøres og rigtig mange overvejelser som skal tages op.
Man skal huske på, at et kursus i Shindenkan har man kun et forsøg til udføre. Dvs. at det skal sidde i skabet første gang. Man kan ikke gå ind i det halvhjertet. På samme måde som hvis man stod i en alvorlig situation og skulle bruge sin viden til at forsvare sig med. Det kan man heller ikke gøre halvhjertet. Specielt ikke hvis man gerne vil slippe helskindet ud af situationen. Selvfølgelig er der ting som kan gøres bedre og anderledes, men man er nødt til at give sig selv 100 %.
Som instruktør i Shindenkan og som udøver af kampsport igennem 25 år, så opnår man en viden, samtidig med at man hører og ser ting som kan være svære for andre at forstå. Det kan være ting som efterhånden er blevet naturligt for en selv, men som ikke nødvendigvis er det for andre.
Så den største opgave bestod i, at få skrevet det teoretiske indhold ned, så det kunne forstås af alle. Desuden skulle det også formidles på en troværdig måde.
Det nemmeste ville jo være at kopierer hele hjemmesiden og så gå den igennem. Men det ville ikke rigtig give mening, så vi gik i gang med at skrive om de emner der skulle gennemgås, på en måde som vi selv forstod. Hjemmesiden blev brugt som rette snor og guideline.
Selvom deltagerne på kurserne ville være lidt øvede, så har alle forskellige indgangsvinkler til kampsporten. Samtidig har alle også forskellige uddannelser og indhold i deres liv. Nogle mennesker forstår måske noget bedre en andre og skal man så gå efter den højeste fællesnævner eller den laveste. Alt sammen parametre som der skal tages hensyn til når der skal opbygges kurser.
I Shindenkan og Kaidenkan har vi et princip om overholdelse af deadlines. Dette var ingen undtagelse i denne omgang. Efter rigtig mange sene aften timer, med at skrive og slette det igen, for derefter at skrive det samme en gang til, men fra en anden vinkel, nærmede deadline sig for aflevering af første udkast til I-kursus 1.
Det blev afleveret til tiden og et par dage senere fik vi en tilbagemelding fra Kimu Sensei, som vi så kunne arbejde videre med, for at gøre hele indholdet færdigt. Hvilket gik ud på at slette det meste af det vi havde skrevet, for at skrive det om.
Når man sidder og skriver noget tekst som man har arbejdet længe med, så kan man til sidst ikke selv se og forstå hvad det er man selv skriver. Det var tydeligt da vi fik teksten på afstand at den skulle ændres, fra at være meget lig det der stod på hjemmesiden, til noget som var meget mere oplysende og direkte. Så det var op på hesten igen og komme videre.
Udover ens eget arbejde, så er der jo også det at når vi er to personer der skal lave opgaven, så skal man hjælpe hinanden med at kommentere, på det som kollegaen har lavet. Dvs. at sætte sig ind i andres arbejde og give konstruktiv feedback. Det syntes jeg at vi var rigtig gode til i dette forløb, hvilket har givet en rigtig god arbejdsrytme.
Da anden deadline var ved at nærme sig, så kom der mere ro over os, hvilket gav en større fortrolighed med det vi havde lavet.
Efter anden deadline og anden kommentering fra Kimu Sensei var udfyldning af rammerne ved at være på plads. Tidspunktet for afholdelse af kurset var også ved at være tæt på, så nu måtte det være på sin plads med en generalprøve, for at se om vi havde for meget eller for lidt tekst, med til den teoretiske del.
Så Martin Renshi-dai og jeg besluttede os for, at mødes en fredag aften, på et sted hvor vi havde mulighed for, at gennemgå hele den teoretiske del uden at blive forstyrret.
Nu er der jo tradition for, at man bruger fredag aften med at hygge sig lidt med en øl eller et glas vin. Og jeg skal også indrømme at den mulighed havde vi meget tæt på, idet vi holdt vores generalprøve på Carlsberg.
Martin Renshi-Dai arbejder nemlig på Carlsberg og han havde fået lov til at låne et lokale som vi kunne benytte til prøven. Så efter at have rettet lidt i teksten, og være sikker på at resten af materialet til kurset var på plads, gik vi i gang med at afholde generalprøve. Den forløb som den skulle, tiden var perfekt.
Der sker rigtig mange ting inde i ens hoved, når man er nødt til at forsøge at sætte sig ind i, hvordan andre vil opfatte den viden man skal formidle. En ting er at formidle fysisk viden igennem sin karate undervisning. Det er en helt anden sag at skulle formidle viden, kun ved brug at sin mund og sit kropssprog. Der er ingen tvivl om at det har sat nogle tanker i gang, som er med til at udvikle os som instruktører. Hvilket sikkert også er meningen med at være Shindenkan Honbu-dojo 1 hjælpeinstruktør.
Når man nu kigger tilbage på det forløb vi har været igennem, så er det utroligt glædeligt at se resultatet af vores anstrengelser. En beståelsesprocent på mellem 85-90 % taler for sig selv.
Samlet set er der brugt omkring 75 timer pr. kursus del pr. projektdeltager. (Red: Typisk for TG1 & TG2 pensumkurser anvendes der samlet 250-550 timer på kursus udarbejdelsen)
Hvilket har været ekstra arbejde ved siden af den daglige undervisning, træning og arbejde. Samtidig er det sket på frivillig og ulønnet basis, hvilket er helt unikt for Shindenkan.
Tænk på hvad det ville koste, hvis ikke vi var i stand til at skabe disser kurser selv og så oven i købet på en måde, så selv meget erfarne erhvervsfolk få lært noget. Kan det blive meget bedre?
