Af Jonas Munkesøe, Medlem indtil 2012
Gennem et stykke tid havde vi trænet om fredagen på Sørens arbejde, hvor løbebåndet blev afprøvet, så vi kunne vænne os til det, når dagen med den fysiske test var inde. Tja, selv da vi skulle op om lørdagen, havde vi været ude om fredagen (hvilket vi fandt ud af, nok ikke havde været en så god idé igen). Ellers havde det været non stop karate i godt to måneder. Mandag og onsdag den sædvanlige træning, fredagstræning og så en hel del lørdage brugt på sværdkurserne.
Vi startede selvfølgelig med cirklerne, og jeg må sige, at det allerede derfra, føltes hårdt – selvom der var rigeligt tid, skulle det selvfølgelig have en ekstra skalle, og da de tre omgange havde set sin ende, var min puls skræmmende høj… Min mor syntes nu ikke at se særlig forpustet ud. Så klart var det, at jeg bare en smule frygtede løbetesten – jeg skulle endda løbe 2,76 km og min mor ”sølle” 2,4 på Coopers test. Og ja: En dum idé er nok, at man dagen før man skal op, giver den hele skruen på løbebåndet – ikke mange minutter inde i løbetesten, var udmattelsen allerede at føle…
Men 2,76 kilometer skulle jeg løbe, så at jeg var færdig bare ved seks ud af de tolv minutter, var der intet at gøre ved – og frustreret kunne man selvfølgelig ikke undgå at blive, eftersom ens gamle mor ved siden af sig bare tonsede derudaf, uden den store træthed at bemærke. Igennem nåede jeg dog på 2,88 og min mor på 2,87 km (14.4 km/t).
Ugen efter var det tid til pensumtesten, og jeg må ærligt indrømme, at denne etape i gradueringen, var den vi mest frygtede. Af hvad vi havde hørt, var det her presset kom, og her, hvor man højst sandsynligt fik chancen for ikke at kunne bestå til dagen efter. Det skete dog ikke – under hele sessionen, gik det som planlagt; vi blev end ikke distraheret af kommentarerne under task fightingen. Vi havde nemlig fået fortalt, at dette ikke var til meget andet end at få os presset, så Kimu Sensei fik vores grænser at se.
Om lørdagen (og da var man efterhånden ret færdig), var det tid til den ”rigtige graduering”, med den frygtede ”pude-amok”. Kataer blev vist én efter én, for så til sidst – prikken over i’et – den hårde pudegraduerings- og viljetest. Efter et minut med alt hvad man kunne finde på med armene, var denne del færdig, og ens arme var allerede syret godt til. Men fint nok – det næste minut var med benene, og dem havde man jo slet ikke haft i brug. Det rigtige hårde kom dog først bare bagefter, og dét varede denne gang to minutter. Da var ikke bare armene syret til, men så sandelig også benene, og nu skulle det hele pludselig bruges! 300 publikummer omkring én, som alle heppede, blev helt glemt og kun puden var i centrum. Efter de to minutter var vi begge helt færdige, og det sidste minut havde vi egentlig bare ventet på der blev sagt ’yame’. (Kan slet ikke forestille mig, hvor døde vi til sidst har set ud – bevægelserne havde højst sandsynligt været noget af det mest slaskede).
Men det gik og vi bestod! Jeg fik 2. kyu og min mor 3.kyu, og så kan det vel ellers være lige meget, hvor hårdt forløbet end har været?
