Viljen og værktøjet
”Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet”. Det lyder jo rigtig godt og dybt, selv når det siges af Thomas Mygind i Fangerne på fortet.

Kan jeg mærke mig selv – Fysisk?
Fysisk starter de fleste deres karatetræning med 25-75% kapacitet, forstået som de kun kan slappe af ned til 25%, og kun kan yde 75% af deres maksimale kapacitet. For at lære sig selv at kende, og bruge sin fysik bedst muligt, skal der brydes nogle grænser, og kroppens muligheder skal udforskes helt fra 0-100%.

Denne side af træningen er beskrevet udførligt på hjemmesiden, både i pensumkrav, men også i artikler med konkrete personlige erfaringer fra fysiske tests og kumite (frikamp) under stadig stigende krav.                      

Kan jeg mærke mig selv – Mentalt?
Mentalt er det selvfølgelig det samme. Skal man – skal JEG – kunne yde mit bedste, er jeg nødt til at kende mig selv, og det lyder jo også meget fedt, men vil jeg det? Tør jeg det? Gør jeg det?

Gennem året har vi arbejdet med bl.a.

• at have den rette indstilling
• at slippe kontrollen – have tillid til instruktøren, systemet og os selv
• at have bedre forståelse for opbygningen af pensum og sammenhængen mellem de forskellige pensumdele
• at anvende den skolede tilgang, med trinvis indlæring og opbygning af teknik, person og kompetence

På årets sommerlejr fik vi værktøjer til at arbejde yderligere med det mentale, psyken, viljen. Til at komme igennem til os selv, ind gennem vores – gennem MINE – lag af lappeløsninger, forbedringer og fortrængninger, der overfor mig selv skal skjule at jeg ikke er perfekt. Til at se mig selv som jeg er, på godt og skidt, og til at tilgive mig selv for mine fejl.

Den mentale rygsæk kan nemt blive fyldt op med ting der skal rettes op, gøres bedre næste gang, eller glemmes for altid. Det er som at navigere rundt i en glasbutik med en stor 80kg rygsæk på, og der er ikke noget at sige til at det så er svært at udføre en teknik frit, flydende og uhæmmet.

Og her kommer værktøjet så ind i billedet, som en optimal vej mod målet.

 Spejløvelsen
Jeg skulle sammen med de øvrige på I-lejren individuelt gennemspille alle følelser, ægte, ud fra mig selv, med mig selv og mod mig selv. Flekse alle mine mentale muskler, og tillade mig selv at gå fra total glæde til totalt raseri, fra total kærlighed til totalt had. På samme måde som jeg gennem karatetræningen har lært at gå fra helt afslappet muskel til 100 % spændt muskel.

Samtidig skulle jeg holde øjenkontakten med mig selv, fokusere på mig selv og glemme omverdenen.

Jeg skal hilse og sige at en sådan session er væsentligt hårdere for fysikken end en bronzecirkel.

Da sessionen endelig var slut, var jeg mærkeligt klar i hovedet, men totalt anspændt i kroppen, som om alt jeg havde sluppet ud havde fæstnet sig i skuldre, lænd, lægge og arme. 

Vi havde en debat om hvad vi havde lært af dette, og hvordan vi nu bedre kunne mærke os selv, og derfra gik vi direkte til træningslokalet, hvor vi skulle vise hvad vi kunne og havde lært af det netop afsluttede – ifølge Shindenkans motto ”Jeg gør som jeg siger og siger som jeg gør” og den lille opfølger ”så vis det…”

Vi havde en kanon øvelse – et værktøj, hvor vi direkte overførte det mentale fokus, fra den netop overståede ”teoriøvelse” og lagde det oven i velkendte teknikker, og det var bare så ….. rigtigt! Jeg kunne mærke det optimerede fokus (mentalt) og den optimeret teknik (fysisk) gå op i en højere enhed med en klarhed jeg ikke har oplevet før.

Så vis det……
Kimu Sensei angreb os med 95,1% af vores eget 100% potentiale, og så skulle vi bare parere…… 

Med en mental rygsæk der er tømt, en afklaring af hvem jeg er – hvor jeg kender mig selv og accepterer mig selv – elsker mig selv, vil mine teknikker være umiddelbare, tilpassede situationen – altså optimale i nuet.

Her testet med ”kun 95,1%” i den virkelige verden, hvor brud i kæden tanke – ord – handling straks viser sig som et slag der sidder i brystet. Kontant afregning! Lader jeg omverdenen påvirke mig? Lader jeg mig påvirke af den succes / fiasko / reaktion, jeg havde sidst, eller mine konkollegaer havde. Forventer jeg noget, eller finder jeg ind til mig selv, grounder, og er i nuet, klar til alt eller ingenting.

Jeg blev ramt! Mange gange! Af langsomme angreb, af hurtige angreb, af angreb hvor jeg forventede et hurtigt angreb, og der kom et langsomt, og omvendt. Af angreb hvor jeg var helt oppe at køre, og af angreb hvor jeg var så grounded at jeg var blevet forstenet 🙂

Det er som når der skal tages billeder, og fotografen siger ”Du skal bare se naturlig ud”. Ja det er jo såre simpelt, så længe jeg ikke er klar over at jeg skal fotograferes, så længe jeg ikke er opmærksom på mig selv, så længe jeg bare ER. Men når jeg aktivt bare skal VÆRE mig selv, er det slet ikke så let mere, og mit naturlige smil og ansigtsudtryk er alt andet end naturligt.

MEN det lykkedes i hvert fald én gang at lave en teknik der var om ikke perfekt, så i hvert fald mindst 95,2% af mit 100% potentiale, med balance, krydsspænding, center, timing  og det hele. Den er gemt på den mentale video, og kan afspilles når jeg har brug for en reference til hvordan det kan være, hvordan det føles når teknikken bare er, når det bare virker.

Vejen fremad
Vi gentog spejleseancen på lejrens 2. dag, og den var stadig grænseoverskridende i den grad. I modsætning til gårsdagen lykkedes mig at få sluppet de følelser og yderpunkter jeg var ude i, i en sådan grad at jeg denne gang var lettet både mentalt og fysisk. 

Testen på 2.dagen gik nogenlunde som på førstedagen, hvilket for mig er en indikation af at jeg nu skal lære mit ny værktøj bedre at kende, og træne med det i praksis – konstant, til det er en integreret del af mig, for at finde yderligere viden og forbedringer.

”Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet”.
Og så er vi tilbage ved start. I mange år har jeg trænet mine teknikker, fysik, timing, hastighed, kontrol osv. igennem sportskarate, kampsport og senest på vejen mod kampkunst.

Nu er det så tid til fuldt ud at træne det mentale. Det betyder at viljen skal handles ud, på alle niveauer, også i praksis. Viljen kan deles op i bl.a. Viljen til succes, Viljen til forberedelse og planlægning, Viljen til gennemføre, gennem arbejde – blod, sved og tårer, Viljen til tillid til min instruktør og til mig selv, Viljen til at anvende de rette værktøjer.

De steder hvor jeg har begrænset mig selv eller sat en mur op, har jeg et valg. Jeg kan tage tilløb, og løbe muren ned, jeg kan vælge at nedlægge den – altså fjerne min indre modstand, eller jeg kan vælge at nu er det altså for meget, det her vil jeg ikke…

Når jeg træner med kampkunst indstilling liv/død hvor jeg kun har én chance, holder ”det skal nok gå” bare ikke. ”Når det virkelig gælder skal jeg nok træde i karakter.” er heller ikke gangbar, for det gælder hver gang hele tiden!

Det at skulle være 100% konstant 24/7/365,  er skræmmende, men er der noget nyt i det?

Er du f.eks. forælder, er du alligevel forbillede hele tiden – glad eller sur, træt eller frisk. 

Under lejren spurgte Kimu Sensei os: ”Hvad er grunden til at i skal have 10 – 100 – 1000 chancer, når jeg kun fik én hos Soké Sensei Tonegawa? – liv eller død – enten er du god nok eller også er du det ikke – enten vil du det nok eller også vil du ikke”

Den lader jeg lige hænge lidt…

Viljen og værktøjet
Vi har fået vist et konkret værktøj til mental træning, og har fået en konkret erfaring i anvendelsen af det.

Vi har også fået vist et konkret værktøj til at sammenkæde den fysiske træning og den mentale træning, og har fået en konkret erfaring i anvendelsen af det.

Nu er det så op til os selv at udforske vores værktøjskasse, og se hvad vi kan gøre med den.

”Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet”.

Hvis man virkelig vil, så kan man alt, …..

… men viljen i hjertet skal bæres ud i verden som konkret handling

… og hvis man virkelig vil lykkedes, forbereder man sig optimalt og med de bedste værktøjer.