Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018

Overskriften lyder som starten på et meget kendt eventyr af brødrene Grimm. For chefinstruktørerne var dette års I-lejr også et eventyr i selvindsigt og formåen og en kontrast til den jantelov og higen efter magt, som eventyret om Snevide beskriver.

I bedste Tarantino stil starter vi med slutningen, som igen i år fandt sted på en udmærket restaurant i det indre København – Den lille fede, i Boltens gård. Lørdag kl. 22.00 sluttede dette års træningslejr for chefinstruktørerne i Shindenkan og sikken en. Denne afsluttende ryugi-del af træningslejren blev fordøjet sammen med en gastronomisk oplevelse, som helt klart kan anbefales, og skyllet ned med en vin menu tilpasset de 5 retter. Der hvor træningslejren for længst er slut for de fleste af Jer og I sidder trygt i familiens skød med kaffe, lørdagsslik og kameluldssutterne solidt plantet på kanten af kakkelbordet, er det tid for eftermæle i chefinstruktør-gruppen. Mere end nogensinde før var denne middagssamtale nødvendig og en nøje planlagt del af vores træningslejr, så hvis nogen derude skulle være i tvivl – der er intet ved Kimu Sensei’s undervisning, der er tilfældigt.

Formålet og årets sidste opgave var at samle op på hele årets træning og samlet nå frem til en konklusion og skabe et fundament for næste sæson. Der var en masse at tale om og middagen trak ud og da Kimu Sensei og Jens Kyoshi kom forbi for at slutte sig til selskabet, var vi endnu ikke færdige og beslutningen blev, at vi nok havde brug for at slutte denne aften alene inden sommerferien kunne holdes.

Alle var vi enige om at dette års I-lejr på smukkeste vis havde afrundet og samlet op på sæsonen og vist os vejen til den “rigtige” træning, men også afprøvet vores yderste grænser, da vi for første gang havde oplevet en Kaidenkan lejr!

30 timer før startede chefinstruktør træningslejren, dvs. fredag kl. 16.00. Igen i år var vejret med os, så vi behøvede ikke bekymre os om vi ville komme til at fryse, men mere om vi ville få nok væske til at tilfredsstille svedkirtlerne.

Forberedelserne op til dette års I-lejr havde ikke været så forskellig fra de andre år, bortset fra at ingen officielt var indstillet til graduering, og derfor ingen stoptest. Men vi skulle dog ikke snydes for den årlige fysiske test. Som chefinstruktører ser vi det som en pligt at holde formen bare nogenlunde ved lige, og en god fysik gør mange ting lidt lettere, og frem for alt gavner det helbredet.

Samtidig er det jo godt hvis man kan få bekræftet at man stadig er et “badejern” som old boys, hvilket Kjeld Renshi-dai levede højt på, og den tyndhårede isse skinnede mere end nogensinde. Jeg måtte nøjes med betegnelsen tynd og muskulær, som den avancerede vægt, fortalte ved den medicinske vægtindvejning til den fysiske test. Men selvom man er lille og spinkel kan man sagtens hævde sig og undgå at tabe ansigt, så jeg kvitterede med en dobbelt bronze cirkel som afslutning på den fysiske test, og blev dermed optaget i drengerøvenes “Hall of Fame”

Så kroppen var godt forberedt på det vi troede skulle blive en fysisk og mental hård lejr, som det havde været det de andre år. Vi havde diskuteret frem og tilbage flere gange, hvad Kimu Sensei kunne finde på i år, men ét kan vi altid forvente, og det er at blive overrasket, og ingen undtagelse i år.

Officielt gik vi i gang klokken ca. 16.30, da vi skulle vente på at “badejernet” indfandt sig – undskyldninger er der nok af og den officielle af slagsen hed sig, at der var strømafbrydelse på S-togs nettet, men Kjeld Renshi-dai havde sikkert glemt verden omkring sig, da han indtog positurer hjemme foran spejlet og vurderede, hvorvidt selvbruner ville gøre en forskel eller ej.

Spejlet skulle dog vise sig at være en vigtig brik for os alle 5, da den første træningslektion foregik i den “psykologiske” dojo. Instruktionen var ganske kort og handlede om, hvorvidt vi kender os selv og vores følelsesregister godt nok. Med det i baghånden stillede vi os foran hvert vores spejl og skulle gå gennem vores eget følelsesregister på godt og ondt. Dojo’en var stille som graven…. Hvordan går man lige i gang med den opgave? Det varede heller ikke længe inden vi blev afbrudt i vores samtale med os selv, ja faktisk var vi ikke begyndt. Flink som han er, skar Kimu Sensei det ud i pap, ved at guide os gennem forskellige spørgsmål, som vi skulle diskutere højlydt med os selv foran spejlet.

Det kan lyde underligt og gør det sikkert også, hvis man var en flue på væggen og ikke kendte dette værktøjs betydning, som det jo er – “sandhedens spejl” – et værktøj. Det vigtige ved øvelsen var at vi selvfølgelig fulgte instruktionen, men vigtigst af alt var at vi var ærlige og var i vores egen lille verden og ikke lod os distrahere af naboens stemme og kropslige udfoldelser foran spejlet.

Med ét vidste vi alle at dette skulle blive en grænseoverskridende I-lejr og en velkomst til Kaidenkan og kampkunst – nyt for os, men et kendt værktøj for Jens Kyoshi, som i kan læse i tidligere artikler. Hvor lang tid vi stod der erindrer jeg ikke, men hårdt var det, selvom det umiddelbart ikke lyder sådan.

Efterfølgende fik vi lov til i rundkreds at samle tankerne og diskuterer med hinanden, hvad vores oplevelse af øvelsen havde været. Vi var enige om at det var hårdt at lære sig selv at kende og at undskyldningerne for ikke at gøre det var mangfoldige. Til vores store irritation fik vi som altid at vide, at det jo i virkeligheden var meget simpelt, for man kan jo kun være sig selv og det skulle vi nu vise i den “fysiske” dojo, så vi fulgte efter en storsmilende Kimu Sensei ind i hallen til næste del af lektionen.

I den fysiske verden kan man bedst vise sit sande jeg i kumité, så nu skulle vi kæmpe mod os selv. Så i mangel på en dublet trådte Kimu Sensei ind og spejlede hver enkelt af os på vores niveau – det kan man når man er på stormester niveau – og på skift fik vi tæsk af os selv. Hvorfor parerer i ikke? Jeg angriber kun på mellem 95,1 og 100 % af hvad i hver især kan! Egentlig også dumt når man tænker over det, men det kunne jo være at man godt kunne lide at blive ramt, det blev ikke sagt, men stod skrevet i luften over Kimu Sensei.

Ét angreb og ét forsvar, det burde være simpelt når man så oven i købet ved hvor angrebet kommer, og for at gøre det lidt nemmere er det heller ikke hurtige end ens eget optimum. “Hvorfor gør I ikke som I har sagt inde foran spejlet?”, “Vi prøver jo for f…..”, kunne være svaret, men ikke godt nok. Vores indre kamp dvs. følelser, undskyldninger osv. var måske svaret på, hvorfor vi ikke kunne holde fokus i en relativ “simpel” øvelse.

Som afslutning på første lektion kunne vi træne lidt med os selv gennem kata Seienchin og Seishan, mens Kimu Sensei underholdte sig selv og de otte brunbælter, der skulle op til graduering den efterfølgende dag, med en pensum test – i det nye pensum naturligvis.

Dagens lektioner var dog ikke helt færdige idet vi som sædvanlig skulle løse en lille ryugi opgave omkring emnet T.A.K. M.I.T.T. C.T., som de fleste af Jer har stiftet bekendtskab med og hørt omtalt, om ikke andet hvis I deltog på Ken kursus pakke 2.

Som en lille afsluttende opgave skulle vi også lige finde på en opvisning til den efterfølgende dags sommerstævne for alle lidt over 15 timer senere, der netop viste T.A.K. M.I.T.T. C.T. Det var nogle trætte hoveder der kørte fra Måløv omkring kl. 22.00 fredag aften, men også forventningsfulde over hvad næste dags lektioner skulle byde på.

Efter en alt for kort nat mødtes vi kl. 7.45 for at forberede både den efterfølgende sommerlejr for alle, men også for at ligge sidste hånd på opvisningen, da vi ikke regnede med at få mere tid i løbet af dagen. Altid frisk og i et strålende morgenhumør ankom Kimu Sensei sammen med Jens Kyoshi kl. 8.30 til morgenkaffe og en snak om gårdsdagens udbytte inden dagens lektion skulle begynde. Samtidig annoncerede Kimu Sensei også en ændring i opvisningen, som vi ellers synes vi havde fået nogenlunde på plads med blot 15 – 6 timers forberedelse midt i en meget intens Chefinstruktørtræningslejr. Det var selvfølgelig et led i CI-lejren, for som Kimu Sensei altid siger ”Enten kan man, eller så kan man ikke – og DU kan!”.

Ikke overraskende skulle vi gentage gårdsdagens spejløvelse, men med lidt større udfordringer, som gjorde vi kom godt rundt i vores bevidsthed og følelser. Denne gang gik det fantastisk godt for alle og jeg oplevede som de andre en nærmest meditativ tilstand i selskab med mig selv og mine følelser i sandhedens spejl.

Igen uden anelse om hvor længe vi havde brugt foran spejlet, gik vi direkte til en meditation. Meditationen er ikke så meget anderledes end når I til træning sidder i mokuso og bruger åndedrættet til at hvile i jer selv.

Men det gik op for mig, at endnu en gang var intet tilfældigt i brugen af værktøjer. Jeg oplevede en uendelig følelse af tomhed, der ikke var forstyrret af hverdagens tanker, stress og jag – med andre ord, fokus. Det var en fuldstændig kontrast til det følelsesregister vi havde været igennem foran spejlet, og det gik op for mig, hvor man mentalt skal være under en meditation.

Da Kimu Sensei kunne mærke, at nu var det tid, gik vi igen tilbage til den “fysiske” dojo i hallen og skulle nu i gang med lidt gående basis, men med en mission, som var en naturlig følge af spejløvelsen og meditationen. Denne mission var individuel men baseret på vores oplevelser fra de tidligere lektioner og jeg kan ikke rigtig beskrive indholdet, da det skal opleves og er meget personligt. Men resultatet var at jeg mere end nogensinde før oplevede den samme fokus i gående basis, bedst beskrevet som værende i nuet, under hele teknikkens udførelse.

Var vi så blevet bedre? Havde vi rykket os i forhold til i går? Dette skulle naturligvis afprøves i kumité. Så igen stillede vi op på række klar til at modtage Kimu Senseis’ angreb. Naturligvis blev vi ramt, men det var nu heller ikke så vigtigt, det vigtige var om vi var os selv og gjorde vores bedste. Jeg prøvede i alt fald og følte det også anderledes og bildte mig samtidig ind at de angreb vi fik, var en smule hurtigere og kraftigere end dagen før.

Uden at det skal lyde alt for mystisk blev angrebene tilpasset 100 % til hver enkelt, og jeg blev personligt ramt af et slag som jeg ikke kan beskrive, da det er lidt uforståeligt, og effekten af slaget kom først dagen efter, men det er en helt anden historie.

Klokken nærmede sig middag og vi fik lidt tid til at forberede opvisningen og tage mod de af Jer, der betænksomt havde valgt at hjælpe til med at gøre klar til næste lektion, som var sommer stævne 2009 for alle. Som i sikkert lagde mærke til var stævnet gennemsyret af det vi havde trænet på både mentalt og fysisk nemlig T.A.K. M.I.T.T. C.T.

Konklusionen vi nåede frem til på Den lille Fede lørdag aften var da også at dette års træning, kulminerende med vores I-lejr, mere end nogensinde før havde vist os den røde tråd i opbygningen af et system ud fra værktøjer både fysiske og mentale, og så kan i spørge Jer selv om det er tilfældigt at det ny pensum kom netop nu?