Af Claus Hansen, Medlem indtil 2017

Jeg havde besluttet mig for efter min 3. kyu graduering at jeg ville gør det bedre til min 2. kyu. Derfor takkede jeg også nej i først gang, da jeg fik at vide at man ville indstille mig. På daværende tidspunkt kunne jeg ikke se hvordan jeg skulle kunne nå at blive klar hverken fysisk eller mentalt til en 2. kyu graduering, eftersom jeg havde sagt ja til en arbejdsopgave, jeg vidste ville tage en masse fritid at gøre færdig.

Jeg havde ellers efter min 3. kyu besluttet mig for at jeg ville holde formen, så det ikke ville blive så svært til 2. kyu. Men som de fleste sikkert ved, et er hvad man planlægge at gøre noget andet er virkeligheden. For lige pludselig blive man ramt af den, virkeligheden altså. Og det blev jeg, der er altid et eller arbejde, venner eller familie som kræver noget ekstra af en og så er det svært at holde de løfter man har givet sig selv. Men som jeg blev klar over skabes fremtiden ikke gennem hvad du siger, men gennem dine handlinger.

Men jeg fik chancen igen for ikke så lang tid siden. Denne gang havde jeg lidt mere tid til forberedelse. Det er en sjov ting det med tid, vi har ikke andet af det og alligevel synes jeg altid jeg har for lidt af den. Hvilket jeg specielt syntes dagen før jeg skulle op til fysisk test og ugen før jeg skulle til pensum test. Selvom der var for ”lidt” tid gik den fysisk test og pensum test egentlig ok. Det var ikke verdens bedste fysiske test men, jeg klarede mig igennem den med en vis legemsdel i vandskorpen.

Pensum gik egentlig også ok, selvom jeg syntes der var plads til forbedring. Jeg fik endda ros af Kimu-sensei, selvfølgelig var der også ris, men alligevel viser det at man kan meget mere end man påbyder sig selv. Det hjalp sikkert at jeg ikke havde så meget tid til at være nervøs i, da jeg ikke var ankommet i specielt god tid til testen. Det kan jeg dog ikke anbefale – faldgruben er at man bliver stresset i stedet for.

Desværre nåede jeg ikke op til den egentlig graduering. Dagen før pensum test må jeg have indtaget føde som ikke levede helt op til sundheds-myndighedernes standard eller også var det bare resten af den sidste tids influenza. I hvert fald kunne jeg dagen før graduering ikke bevæge mig særligt langt væk fra en vis praktisk indretning, der findes i et hvert badeværelse over det meste af verden. Jeg var meget taknemlig for den opfindelse den dag.

Men det kan jo ikke nytte noget at man dvæler i fortiden – den kan man alligevel ikke lave om på. Det gælder om at se fremad. Der var ikke andet for at hoppe i sadlen igen, for at bruge et populært udtryk. Hvilket jeg så gjorde for 3. Gang kan man vel egentlig godt sige.

Denne gang havde jeg tiden, jeg havde indstilling, jeg vidste nogenlunde hvad jeg gik ind til. Hvilket er en fordel da man så kan forberede sig på de forskellige test.

Månederne op til den fysisk test og pensum test brugte jeg på at komme i form og træne så meget af pensum jeg kunne. På selve dagen for den fysiske test vidst jeg at jeg med relativ sikkerhed at kunne bestå den. Jeg havde nemlig få dage forinden lavet en lille general prøve og vidste at jeg både kunne klarer cirklen og løbeturen i sammenhæng. Det er for øvrigt en god ting at teste af. Det giver mulighed for at se hvor man har problemer og ligge en passende strategi for selve testen.

På test dagen gør jeg det at jeg ikke spiser noget tungt eller stort måltid i mindst 2 timer før test men sørger for at have indtaget rigeligt med væske. Derudover rationere jeg med kræfterne under cirklen, men ikke så meget at det ødelægger rytmen. Det er hvert fald en af de ting jeg har erfaret. Det er vigtigt at finde sin egen rytme i cirklen, så man ikke bliver for træt fordi man laver en øvelse for langsomt eller for hurtigt.

I hvert fald havde jeg med den strategi godt med overskud til selv løbe turen. Væsentlig mere end alle de tidligere gange jeg har været til fysisk test. Det er muligt at al den konditions træning optil også har gjort et eller andet. Det eneste der kan ærgre mig bagefter er, at jeg godt kunne have givet den mere gas på selv løbe turen. (Red: 3 x Bronze cirkel: 7 min. 55 sekunder og efterfølgende Cuba test; 2.690 m (13.5 km/t)).

Pensum testen gik egentlig også ok, sjovt nok syntes jeg ikke det gik helt så godt som forrige gang. Det kan muligvis hænge sammen med, at jeg denne gang kom i god tid til at nå at blive nervøs. Det er egentlig noget underligt noget. Vi var en del som var oppe til pensum test og alle virkede nervøse og hvorfor egentlig.

Vi ville jo ikke være der, hvis det ikke var fordi der var en instruktør, der mente vi havde hvad der skulle til for at klarer testen. Alligevel er man lidt nervøs, men der er ikke andet for at gøre sit bedste så skal det nok gå. Om ikke andet, så har man jo gjort hvad man kunne og så kan man ikke gøre så meget mere.

Efter pensum testen kom selve stævnet med slutgradueringen. Jeg ved ikke hvor mange elever, der er klar over hvad der går forud for det tidspunkt. Når dem som er oppe til brun bælte står oppe på gulvet til selve gradueringen efter træningsstævnet. Man har gjort sit bedste op til og under selve lejren og så slutter man af med det folk ser, når man står ude på gulvet med de andre der er oppe til de andre grader.

Men dem som er til brunt bælte forsætter efter de andre har sat sig ned. For dem er det ikke slut før de er kørt fuldstændigt ned. Man skal prøve det for at kunne forstå hvor hårdt det er. Specielt synes jeg den sidste viljeprøve med pude amok træning i 3 gange 1 minut, eller hvor lang tid det nu er, er hård. Jeg var denne gang lige så flad som første gang, selvom jeg var bedre forberedt.

Nu sidder du sikker, kære læser, og spørge hvorfor udsætter jeg mig selv for dette og hvorfor skulle du udsætte dig selv for dette. Jeg kunne jo sidde hjemme i sofaen og slappe af og nyde livet.

Hvorfor træne så mange timer hver uge og udsætte sig selv for det selvpineri.

Hvis jeg skal svarer på det spørgsmål, vil jeg bede dig tænke over hvorfor er der nogle mennesker, der klatre i bjerge med risiko for liv og lemmer eller løber marathon for slet ikke at tale om at lave en iron man eller løbe 24 timers løb. Når enhver kan sige sig selv at det ikke kan være sundt at udsætte sig selv og sin krop for så hård en fysisk belastning. Hvorfor udsætte sig selv for dette?.

Jeg ved ikke hvad deres svar er på dette spørgsmål, men mit svar er meget simpelt. Jeg har beviser over for mig selv at jeg kan, desuden bliver jeg ”høj” når det hele er overstået. Og jo svære det er at gennemføre, jo større er belønningen bagefter. Desuden giver det et godt velvære og et sundt legeme giver en sund sjæl.

Jeg ser derfor frem til næste gang, også selvom det bliver lige så hårdt eller hårdere. God trænings lyst til at alle Shidenkanere – det betaler sig!.