Anerkendelse af dig selv – Træningsseminar nr. 33

Scenen bliver sat.
14 dage inden lejren talte jeg med Kimu Sensei og da han spurgte om jeg var i god form, fortalte jeg at min form var ok og at jeg var begyndt at træne mine løbetider og cirkler op til den kommende fysiske test for instruktører i juni måned. Efter lidt tid sagde Kimu Sensei til mig at det var ærgerligt fordi han havde håbet på jeg udelukkende ville bruge roningen og at jeg havde forbedret mine tider siden sidst – for det havde han!.

Kimu Sensei fortalte mig at hans display var i stykker. Så han havde roet uden et display til at vise hastighed og kadence, hvilket gør det meget svært at optimere træningsindsatsen eller justere tempoet mod en bestemt distance, så han havde roet hurtigere end han ellers ville have gjort og det havde forbedret hans tider betragteligt.

Da jeg havde talt med ham gik det op for mig hvad jeg nok kunne forvente på den kommende træningslejr, fordi han var nu i meget bedre form end sidst! Jeg var hurtigt nød til at afprøve min egen form på romaskinen så jeg vidste hvad jeg gik ind til om 14 dage og efter en 2000 meter kunne jeg se at jeg var på ca. samme niveau som sidste gang – så det ville garanteret blive hårdt – måske endda MEGET hårdt, og jeg kunne mærke presset stige betydeligt. Presset gjorde mig usikker og den indre kamp var begyndt. Jeg vidste at jeg hellere ville dø end at give op – men man kan altså dø mange gange under sådan en lejr.. Jeg tænkte mig kort om, fordi jeg ved at vi aldrig gør noget på en træningslejr uden at det har et formål.

Træningslejren begynder.
Dagen kom hvor træningslejren skulle starte og jeg hentede Kimu Sensei tidligt om morgenen og efter en hurtig kop espresso tog vi af sted mod Sydsjælland.

Du er ikke særlig langt fra Menkyo Omote porten, men vejen der hen kræver at du anerkender dig selv og viser dig selv kærlighed – generelt skal du være mere god ved selv. Gå i gang med at mediterer over hvem du er og anerkend dig selv.

Hermed var træningslejren i gang og Kimu Sensei havde fået mig til at starte min indre kamp – kampen for at være god nok, kampen for at se mig selv som jeg er, kampen for at sikken nok til at kunne anerkende mig selv og jeg var mere end en lille smule bange… Det var alvor og alt i mit indre føltes som kaos.

Suro Bashi – træning i vand.
Under meditationen hvor jeg netop havde nået en konklusion, blev jeg ringet Kimu Sensei til mig og spurgte mig om jeg var ok, fordi han syntes at det havde været en meget forvirrende meditation jeg havde haft. Efter jeg havde forvisset ham om at jeg var ok, sagde han at jeg skulle gøre mig klar til fysisk træning.

Hmm.. tænkte jeg, så er det nu jeg skal ro mig selv i hegnet – Det havde jeg jo forberedt mig på, nu håber jeg bare at jeg kan klare det!!!

Der gik yderligere ca. 5 minutter, hvorefter Kimu Sensei ringede igen og sagde: ”Vi mødes om 5 minutter medbring dine badebukser”. Straks tænkte jeg hvad… ændringer i planerne, hvad skal der nu ske? Og ups, Jeg mistede kontrollen igen – Jeg er sikker på at jeg kunne se Kimu Sensei smile kærligt til mig J.

Da vi gik ned i vandet for at træne sagde Kimu Sensei: ”Træning i vand hedder Suio Bashi og når man træner i vand er det vigtigt at huske at vandet er din ven”.

Vandet er en god test.
Vi trænede gående kihon i vandet med frie kombinationer af parader, slag og spark. Fokus blev lagt på at bevæge sig rigtigt i forhold til vandet – eller som før nævnt med vandet som min ven og samtidig holde centerlinje og balance – korrekt waza.

Jeg synes at denne træningsform er meget svær og kræver så meget koncentration at jeg til tider glemte at trække vejret – det var basis lærdom der ikke helt holdte!

Men jeg blev udfordret endnu mere da vi trænede kumite, hvor jeg konstant følte enten at vandet var for dybt eller at opdriften var for stor. Kimu Sensei opfordrede mig til at synes at det var sjovt uanset om der var succes eller ej – men jeg følte mig i stedet på virkelig dybt vand.

Efter et stykke tid sagde Kimu Sensei: ”Du føler at du ikke kan bevæge dig hurtigt nok, men man kan godt bevæge sig hurtigt i vand”. Herefter havde vi kumite hvor Kimu Sensei viste mig hvor hurtigt han kunne angribe efter en forudsagt kombination. Der var overhoved ikke forskel om det var på land eller vand, – og det overraskede mig for jeg kunne ikke nå at parerer.

Det viste mig også at Kimu Sensei var ven med vandet og det relative i den forskel at jeg ikke var det!

Da vi stod op vandet følte jeg mig meget træt og jeg kunne mærke at jeg havde brugt en meget stor mængde energi, både på at bevæge mig men også på at koncentrerer mig om dels at bevæge mig i forhold til vandet og det pres jeg blev udsat for i kumite, som var meget svært at dæmme op for.

Som afslutning på denne træningssession sagde Kimu Sensei til mig: ”Vandet er en god test og du har lige fundet ud af at du er god til at gå i panik! Men det er ikke vandet, temperaturen eller andet, der er et problem, det er dig selv og de ting du påfører dig at føle og som du giver efter for. Tænk over følgende:

Forskellen på elitesoldater og professionelle soldater er ikke nødvendigvis at elitesoldater er meget bedre til at slås, men derimod at de kan stå for et meget højere pres uden at gå i panik. Almindelige soldater går nemmere i panik blandt andet fordi de ikke er afklaret med liv og død – det er et spørgsmål om overblik og derefter lederskab”

Kimu Sensei forsatte: ”Budo kan sammenlignes med at være i en krigszone – at balancere på sin yderste formåen, vilje og indstilling til livet og døden, hvor ting bliver meget enkle – der er enten liv eller død eller sagt på en anden måde der er kun ét liv og kun én død.

Det er meget enkelt, der er et angreb og et forsvar i en lang gentagen proces hvor du er nød til finde balancen i dig selv. Dette kan kun gøres ved at være sig selv

Hvis du, i mellem de repeterende angreb, forsøger at skifte din indre balance eller ændre på du ydre rammer, eller taber fokus på det egentlige, som er at de kun er én chance, har du tabt.

Du bliver nød til at få struktur på dine tanker, hvis du tillader kaos mister du overblikket og hvis du mister overblikket, mister dem du har ansvaret for også overblikket. Det indre lederskab breder sig som ringe i vandet til det ydre lederskab.

Du er nød til at se det som én proces! – ”Opgiv den kontrol som dit ego påbyder dig at have – og få dermed kontrollen over dig selv”

Læring.
Efter denne træning var det tid til meditation og fordybelse i mig selv og mine reaktioner og det stod klart for mig den eneste måde hvorpå jeg kan lære mig selv at kende er ved at gennemgå, ”læse” mine indvendige passager over de betydningsfulde perioder i mit liv fra barn til voksen og forstå hvorfor disse fastholder mig og derefter erkende at de beslutninger jeg har taget på baggrund af selvforsvar ikke egner sig mere – og anerkende at jeg er ok. Oven i købet måske forstå at der er flere liv!

Det som jeg blandt andet skal lære i dette liv er at anerkende mig selv, at give den ægte og uberørte anerkendelse som kommer dybt inde fra mig selv på godt og ondt. Jeg skal lære at give mig selv den feedback, at hvis jeg virkelig gør mit bedste så har jeg gjort det så godt jeg kunne og hvis jeg efterfølgende finder ud af at det kunne være gjort bedre skal dette være en læring der sikre at jeg gør det bedre næste gang.

Gennem mine træningslejre med Kimu Sensei og gennem hans meget kyndige og tålmodige vejledning på vej mod min Menkyo, lære jeg mig selv at kende. Jeg lære at anerkende mig selv som et uperfekt menneske der som alle andre skal vælge mellem at fastholde sig selv i fortidens slidte mønstrer eller at frigøre sig fra fortiden for at starte opfyldelsen af min skæbne i nuet. I det nu, hvor jeg kan forberede mig på hvad gud eller den store plan har af opgaver til mig. Dette handler om indstilling og tillid.

Det handler om troen på, at hvis jeg opgiver mit ego og frygt, så modtager jeg min sjæl og hvad betyder det så?

Kan det betyde at mit ego som jeg har skabt gennem mine første 7 leveår på godt og ondt, og som jeg efterfølgende har fastholdt i 40 år skal kastes bort bare sådan!?

Og betyder det at jeg får min sjæl at jeg lære, måske af flere 100 år og liv?!.

Religion eller Budo.
Er der er visse ligheder mellem religion og budo? At frivilligt gennemgå lidelser og selv afstraffelse kunne måske lede læseren hen til den konklusion, at jeg er et meget religiøst menneske og når man der til lægger at den japanske udtale af Jens er Jensu, så er det tydeligt for en hver at der kun er n’net til forskel J – eller…

Men, lad mig slå fast at jeg ikke er religiøs, men når jeg selv læser de foregående afsnit af denne artikel lyder det jo unægtelig sådan, men det her er budo og ægte budo er et værktøj til selvudvikling – måske er det i virkeligheden også formålet med religion, i stedet for oftest det modsatte?.

De fleste mennesker træder ind i en dojo med drømmen om det sorte bælte, som den ultimative anerkendelse, men det er jo bare et bælte. Den ultimative anerkendelse skal komme inde fra dig selv.

Den ultimative anerkendelse skal komme inde fra mig selv og det betyder at jeg skal vurderer om jeg kan lide det jeg ser – på godt og ondt.

Det betyder også at Jeg kan vælge at være en del af den overordnede plan og hvis jeg skal dø, er det meningen og jeg kan ikke ændre på det. Det betyder også at Jeg ikke behøver at bekymre mig om det der var før eller det der kommer efter.

Budo er enkel – der er et angreb og et forsvar.