Det var min 54´ende tur til Japan, min 34´te træningslejr i Japan med SST og sammenlagt med de 6 træningslejre i Danmark, blev dette til min SST jubilæum træningslejr nummer 40 i perioden 1988 til 2009. Det er knap to træningslejre med SST om året.
Alle træningslejre har været meget krævende, da jeg altid kun har fået én chance til at lære tingene. Som SST hele tiden har sagt, så ER og VAR Koryo Bujutsu undervisningen altid på denne måde igennem de sidste 500 år. Den var meget tids effektiv for både lærer og elev; Eleven var til eksamen hele tiden – én fejl og det var ud. Læreren var også til eksamen hele tiden – én læring og et resultat.
Det lyder hårdt og umenneskeligt, men sådan er det at træne på den gamle Budo & Bujutsu facon; èt liv, én død – der er ingen ekstra chancer. Det er meget enkelt.
Mange vil sikkert være uenige, men disse skal tænke på, at træningen kan medføre død og lemlæstelse for eleven – men også for læreren, – især hvis dette foregår med knivskarpe katana (sværd). Det er jo ligesom for sent, at sige undskyld efter der er røget en arm eller et hoved. Derfor var der ingen ide i, at fortsætte undervisningen af én elev, som var uafklaret og ikke ville det nok – 100 % hver gang, hvor tanke, ord og handling hele tiden er ét.
Vi talte meget om dette moderne aspekt, med personlig branding og tanke, ord og handling ikke altid var ét i den moderne kampsport. På den gamle Budo & Bujutsu måde var det jo ganske simpelt, da dette altid blev afgjort vha. en duel på liv eller død, – det medførte derfor automatisk en naturlig beskedenhed hos udøvere af kampkunst.
I dag træner 99.9 % det samme kampsportssystem hele livet, men måske under forskellige instruktører. Det er en meget servicevenlig og fuldt tilpasset løsnings- og kampsportsmodel – for eleven.
De resterende 0.1 % opsøger selv de bedste kampkunststormestre i Japan og Kina, betaler betragtelige summer for dette i både rejseomkostninger, hoteller, mad, undervisningsgebyrer og afholdelse af alle egne og lærers omkostninger under træningslejre. De bliver undervist balancerende på afgrunden efter ét liv og én død kampkunst metoden, og hvor de til sidst lærer ”at nyde udsigten”, og dermed indfrier kravene til essensen af de forskellige kampkunststormestres lære og visdom, under dette kolossale og konstante pres for at være ”god nok”.
SST fortalte, at han selv har gjort dette, som I de gode gamle samurai tider kaldes Musha Shugyo – en kampkunstudøvers pilgrims afklaring og afprøvning under en længere vandrerejse.
Han havde opsøgt de bedste japanske og kinesiske kampkunststormestre, måtte gennemgå kamptest for, at blive accepteret som elev i essensen af denne lærers viden og visdom. For så at ”vandre” videre, når denne essens var opnået, til den næste som kunne fuldende hans egen kampkunst visdom og viden. Det var først i midten af 50´erne han stoppede med dette, da han oplevede den modsatte situation; at det var ham som i højere og højere grad blev opsøgt af andre stormestre, som søgte hans lære, viden og essens i Budo og Bujutsu.
Da vi talte om dette, gik det pludselig op for mig, at jeg jo havde gjort nøjagtig det samme som han; indtil densho graden Kaiden (7.dan) haft den samme kampkunststormester (SST), og herefter Musha Shugyo med kamptests og undervisning af andre kampkunststormestre.
Den eneste forskel fra SST og min Musha Shugyo har været, at SST har introduceret mig til de helt rigtige kampkunst stormestre, så jeg kunne undgå de mange ”nitter”, som han havde oplevet på sin vej. SST havde gjort min vej mere optimal og tids effektiv end hans.
Sådan havde jeg ikke set det før, men denne oplysende og afklarende oplevelse, bragte en dejlig varme og forståelse op i mig. Det var en rigtig dejlig følelse og en taknemmelighed blev sendt videre til SST. Men som han selv sagde, at hvis jeg havde kikset blot én gang og ikke blevet accepteret som elev og sparringspartner for de andre kampkunststormestre, så var min Musha Shugyo stoppet brat, – både hos ham og de andre.
Det har været mit arbejde og fortjeneste, men de har åbnet døre i takt med mine fremskridt for, at sikre en hurtigere og mere effektiv færd, end de selv har oplevet. Som SST sagde ”Så er en lærers vigtigste opgave ikke at vise en elev den samme vej som læreren selv har gået og med de samme fejl, men en hurtigere og mere effektiv én”.
I dojoen trænede vi hele essensen af kinesisk og japanske kampkunst indenfor ”karate – tom hånd genren” fra SST og alle hans læremestre, – sammensat til blot 5 Kata/mai med særlig vægt på Inshún.
Ishún kan bedst forklares som den tidsløse version af en panserbrydende granat; Den gennemtrænger det tykke stål, hvorefter den eksplodere. Den efterlader på overfladen blot det lille indgangshul, men indvendigt et dødbringende kaos. Ishun Kenjutsu (sværd) blev også trænet og testet.
Træningslejren var så koncentreret, at et måltid bestående af en forret og en hovedret, blev konsumeret på under 8 minutter, før vi var i gang med træningen igen. Da vi afsluttede træningslejr nummer 40, var det med to store smil på læberne. I år har jeg været på to træningslejre i Japan, hvilket har medført et meget intensivt træningsforløb før, under og efter. Men det har til gengæld også givet resultater, da disse to træningslejre har været de to mest livsbekræftende, afklarende og effektfulde træningslejre af de 40 jeg har lært af indtil nu. Det er jeg meget taknemmelig for.
