Af Bertrand Bourgeat, Medlem indtil 2022
Efter en del års træning i Jokokan Ballerup, blev jeg indstillet til det første brune bælte I Yakami Shinsei ryu svarende til graden 3. kyu. Gradueringen til det første brune bælte Yakami Shinsei-ryu består af tre prøver. Først skal man gennem en fysisk stop prøve hvor ens fysiske styrke og kondition bliver testet. Anden test er en pensum stop prøve og den sidste forgår ved en sommer- eller vinter- lejr. De formelle retningslinier er fint beskrevet andet sted på hjemmesiden.
Den fysiske stop test Jeg valgte at starte træningen til den fysiske stop prøve 5 måneder før testen. Jeg havde på daværende tidspunkt et svagt knæ og jeg ville gerne have tid til at træne det langsomt op. Allerede tidligt i træningsforløbet fik jeg en fornemmelse af, at prøven nok ikke ville være uoverkommeligt svær og at den almindelige træning i dojoen formegentligt ville være nok til at jeg kunne gennemføre den. Ikke desto mindre ville jeg gerne være på den sikre side.
Der er det særlige ved den fysiske stop prøve at det er nemt at måle om man har gennemført. Man har 12 minutter til bronzecirklen, 5 minutters pause og 12 minutter til Coopers løbe test. Løbe testen skal tages på løbebånd men sådan et nåede jeg ikke at prøve inden testen. Vi havde på forhånd beregnet at jeg skulle løbe 2455 meter med 12.5 km/t i gennemsnitshastighed, men jeg var i tvivl om hvor meget skal man slide i det for at holde den hastighed i 12 minutter. Det gjorde at jeg havde lidt nerver på i bilen ud til testcenteret.
Problemet løste sig selv for jeg fik prøvet løbebåndet inden testen og det viste sig at være relativt let for mig at holde tempoet. Jeg gav den ikke fuld gas under testen, dels fordi jeg vidste at der var god tid til øvelserne. Og dels fordi jeg et par gange under træningen havde erfaret at jeg var nød til at stoppe helt når jeg fik sidestik. Så hellere holde tempoet lidt nede gøre det på den sikre måde. Løbebåndet viste sig faktisk at være en hjælp fordi det holder en konstant, og en næsten hypnotiserende, hastighed igennem hele testen. Og så var Jens kyoshi og Kjeld renshi dai’s venlige og rolige styring med til gøre det til en god og tryg successoplevelse! Jeg lavede bronzcirklen på 6:08 og løbetesten på lige under 12 minutter.
Pensum testen Jens kyoshi havde fortalt lidt om testen men jeg vidste at man ikke rigtigt kan formidle den type oplevelse med ord. Vi var derfor tre der mødte til testen med nerver på – Karsten, Elisabeth og undertegnde. Under Kimu Sensei’s årvågne blik tilbragte vi den følgende lille time med at lave forskellige tai sabakier, shihoer og kata’er uden ret mange pauser. Undervejs lavede Kimu Sensei pludselig om på øvelserne: “Nu vil jeg gerne se Unsuku 2 med gedan barai” eller “Lav Pinan 3 og 4 og find selv på en overgang.”. Og så spurgte han flere gange “Er i trætte? Giver I op?” men det var der naturligvis ingen der gjorde.
Det bedste er selvfølgelig at ignorere provokationerne fuldstændigt og koncentrere sig om de opgaver der bliver stillet, hvilket jo også er meningen.. Pensum testen er formelt en prøve af hvor godt man kan pensum fra 10-3 kyu, men er tilsyneladende også som en test af hvor god man er til, under pres, at omstille sig til uventede opgaver. Jeg valgte helt bevidst at give den alt hvad jeg havde fra starten af for testen er jo en stop prøve – så måtte ´det briste eller bære. Hen imod slutningen blev jeg lidt presset og mine ben begyndte at ryste let. Men så, lige så pludseligt som det var begyndt, lige så pludseligt var det overstået. Kimu Sensei og Martin renshi dai, der var med som Kkkk Sensei´s assistent, forlod lokalet for at diskutere vores præstationer. Jeg vidste at jeg havde lavet en del fejl undervejs, hvilket Kimu Sensei lidt senere nøgternt opsummerede: “Du skal arbejde med din tai sabaki, der mangler adressat på dine teknikker og du hakker afslutningen på dine teknikker af. Men du har bestået.”
Sommerlejren Den sidste test skulle foregå ved sommerlejren i Måløv hallen. Eller rettere sagt, den sidste test ville være sommerlejren for testen starter jo (som altid) ved lejrens begyndelse og slutter først når lejren slutter. Og igen var der ingen som vidste hvad vi skulle igennem af uventede prøver. Det eneste der var sikkert, var at vi skulle slå på puder, formegentligt som den sidste øvelse. Sommerlejren var som altid spændende og intens. Træningen forløb uden overraskelser og til sidst på dagen kunne gradueringen så begynde. Mens de andre bæltefarver blev ført igennem kata og kumite nåede Karsten, Elisabeth og jeg at repetere samtlige kata’er og oyo ippon kumite i Barfodssalen i Måløv hallen.
Pludseligt stak Jens kyoshi hovedet ind og sagde “Er i varme? I er på om 10 minutter. I skal lave oyo ippon og slå på puder!”. Nu var det endeligt vores tur og mentalt var vi klar til oyo ippon. Men pludseligt begyndte instruktørerne at tage puder frem og Kimu Sensei annoncerede, at vi om et øjeblik skulle slå alt hvad vi kunne indtil der blev sagt stop. Den kontrollerede gennemgang, som vi havde øvet så mange gange i dojoen, var der ikke noget af – det var simpelthen lige på og hårdt! De næste 7-10 minutter står lidt tåget for mig i dag. Jeg husker bedst den blå pude, holdt af Søren renshi dai, som jeg desperat prøvede at tvinge bagud med slag og spark. Og Sørens bestemte, men venlige stemme, der hele tiden råbte til mig – “Kom så, du kan godt, bliv ved!”. Det blev lyn hurtigt til uskøn nærkamp for jeg kunne simpelthen ikke skabe plads til maegeri (cirkelspark) og yokogeri (sidespark). Søren renshi dai flyttede sig først bagud da jeg begyndte at sparke hisageri (“knæspark”). “Godt” sagde han, “Bliv ved!”. Jeg opgav alt om at disponere mine kræfter og gav den simpelthen alt hvad jeg havde i mig indtil jeg ikke havde kræfter til at slå selv en flue flad.
Men selv da lød der ikke noget stop så jeg blev jeg bare ved. I baggrunden opdagede jeg pludseligt at forsamlingen klappede og det gav fornyede kræfter. Det der i starten lignede karate var nu erstattet af “bodega-style” slag og spark. Og lige pludseligt standsede Søren mig – stop signalet havde lyt. Jeg tvang mig selv til at stå helt oprejst og se ud som om det havde været en rutine oplevelse, men jeg narede vist ikke nogen. Det var overstået og jeg fik lov til at forlade gulvet. Jeg nåede desværre ikke at takke Søren renshi dai eller modtage “dommen” før jeg var nødt til at styrte ud af døren videre til famillie fest. I toget til Holbæk modtag jeg så endelig en sms fra klubkammeraterne med ordene: “Tillykke, du bestod!”.
“Plads til alle” Jeg har engang trænet Shotokan-ryu karate-do til og med 3. kyu. Hvis jeg i dag, mange år efter, skal prøve at sammenligne med Yakami Shinsei-ryu så vil jeg vove det ene øje og påstå at træningen og gradueringerne i Shotokan generelt var fysisk hårdere og krævende. Det gælder dog kun indtil 3. kyu for Shinsei-ryu gradueringen til 3. kyu var mere krævende. Yakami Shinsei-ryu er generelt mere teknisk funderet og har et større og mere varieret pensum. Man kan vist få det sorte bælte i Shotokan på 3-5 år hvor det tilsvarende i Shinsei ryu tager 7-9 år. Yakami Shinsei-ryu omfatter således teknikker, der først trænes efter det sorte bælte i Shotokan-ryu. Hvis jeg så skal vove det andet øje, så vil jeg karakterisere Shotokan som repræsentant for den “ydre vej” hvor der lægges meget vægt på styrke, hurtighed og korrekt form, mens Yakami Shinsei-ryu repræsenterer den “indre vej”, som i højere grad lægger vægt på en bred forståelse af kampkunst, teknik og indre udvikling.
Da jeg ikke har flere øjne at vove må jeg heller stoppe generaliseringerne her. Der ligger ingen fordømmelse af det ene system eller det andet system i ovenstående vurderinger. I sidste ende forfølger begge systemer nogle af de samme mål men på forskellige måder og de fortjener lige dele respekt. Og helt ærligt, så ved jeg ikke meget om hvad de to systemer har at byde på efter 3. kyu. At jeg træner Yakami Shinsei-ryu er i sidste ende et tilfælde og et praktisk arrangement som skyldes at jeg bor lige ved siden af dojo’en. I Yakami Shinsei-ryu oplever jeg dog at instruktørerne virkeligt praktiserer sammenhæng mellem ord og handling. Når man siger at der er plads til alle så er der virkeligt plads til alle!
I dag er jeg af den overbevisning at alle kan klare de tre prøver til 3. kyu hvis de gør sig den ulejlighed at forberede sig en smule. Der gælder meget banalt at jo bedre man forbereder sig – jo lettere er prøverne også at gennemføre. Hvis du vil forberede dig ud over den tid du tilbringer i dojo’en, så er mine råd følgende:
- Aftal rammerne for træningen med din famillie.
- Byg den fysiske form langsomt op så du undgår belastningsskader.
- Træn det du skal testes i – også til den fysiske stop prøve.
Og når du skal ind til prøverne:
- Varm grundigt op – det tager toppen af nervøsiteten og du er på fra starten!
- Giv ikke op når du bliver udfordret – du kan mere end du tror!
- Accepter og have det sjovt med de uventede opgaver! – for de er en del af testen.
Gradueringen til det første brune bælte 3. kyu var en intens og god oplevelse for mig. Under trygge og kontrollerede rammer fik jeg prøvet nogle grænser af. Jeg fik styrket min selvtillid gennem bekræftelsen af “at jeg kan hvis jeg vil”. Prisen at betale for oplevelsen er lille: nogle små-skrammer på ego’et og ømme lår – altsammen overkommeligt når man ved at investeringen kommer igen som lidt mere ydmyghed og faste baller! Jeg ser allerede frem til den næste graduering!.
