Af Ida Larsen, Medlem indtil 2010
For mig står graduering til 3. kyu og erhvervelse af det brune bælte som noget stort – muligvis fordi brunbæltegradueringen består af væsentligt flere komponenter end de tidligere gradueringer jeg har været til og fordi kravet til deltagelse i undervisning lokalt i klubben øges, men nok også fordi bæltefarven i sig selv ”smager lidt af sort”. Man skal som nævnt på lørdagens forårsstævne først bestå en fysisk test, derefter en pensumtest og så bestå selve gradueringen på stævnet.
Jeg var meget glad over at få meldingen i december om, at jeg kunne komme op til 3. kyu allerede i foråret – noget jeg havde troet først var muligt til sommer. Jeg var dog også bevidst om, at det ville kræve en ekstra ordinær indsats at træne op til den fysiske test. Særligt var jeg betænkelig ved, om jeg i bronzecirklen ville kunne klare kropshævningerne i ribben og armstrækningerne samt om jeg kunne nå at træne op til at løbe en distance, der omkring jul lød på 2400 meter på 12 minutter. Da jeg har en gammel knæskade var jeg også spændt på, hvordan mit knæ ville ”reagere” på løbetræningen.
Jeg lagde et stramt program for de næste par måneder, hvor jeg ud over karatetræningen skulle have i hvert fald 3 træningspas med bronzecirkel og løbetræning om ugen, hvilket jeg synes var svært at få passet ind blandt hverdagens andre gøremål – men det lykkedes faktisk. Jeg synes derfor, jeg havde forberedt mig så godt som jeg kunne.
Der er jo som bekendt kommet ny hjemmeside og kravene til graduering inkl. fysisk test har også været under revidering det sidste halve år, så ”princippet om plads til alle” kan tilgodeses. Claus, Lennart og jeg var således de første ”prøvekaniner”, der skulle igennem 3.kyu graduering med de nye krav og betingelser. Af denne grund kom der løbende nye meldinger omkring den fysiske tests krav og betingelser, hvilket undervejs både gjorde mig glad og lettet (fx blev kravet til udførslen af kropshævninger og armstrækninger revideret), men det gjorde også, at jeg oplevede forløbet som lidt stressende og blev presset.
Den fysiske test blev udført i et træningscenter i Slagelse, og det var rigtig gode forhold. Vi (Claus, Lennart og jeg) startede med ca. 8 min. mellemrum, og der blev heppet og opmuntret godt af de tilstedeværende chefinstruktører, som fulgte os nøje. Min bronzecirkel forløb fint og jeg havde en god tidsmargen op til de 12 minutter, som er den maksimale tid man må anvende på bronzecirklen. Coopertesten (løbetesten) gik derimod rigtig dårligt – jeg løb ikke helt op til de stillede krav for den distance, der skulle tilbagelægges indenfor de 12 minutter (Red.manglede 30 m).
Måske lagde jeg for hårdt ud, i hvert fald blev jeg meget presset og havde alt for høj puls alt for tidligt i løbet. Forinden havde jeg vidst, at løbet ville blive hårdt, men den sidste hårde træning inden testen havde for alvor givet mig tro på, at det kunne lykkedes. Derfor var jeg godt skuffet bagefter. De to andre klarede på flotteste vis deres krav (der er forskellige krav afhængig af køn og alder). Chefinstruktørerne gav dog den tilbagemelding, at min præstation muligvis ville kunne blive godkendt alligevel, nu da hele forløbet op til testningen og kravene havde været under udvikling. Og de havde ret – to dage efter fik jeg beskeden om, at min fysiske test var godkendt – og så var det bare om at speede karatetræningen op – den havde været skubbet lidt til side i den sidste hårde tid op til den fysiske test.
På dagen for pensumtesten følte jeg mig godt forberedt, men man frygter vel altid at ”gå helt i sort” midt på gulvet. Forinden havde jeg besluttet et par punkter, jeg ville prøve at fokusere på under gradueringen. Det var;
- jeg skulle huske at trække vejret og ikke haste igennem øvelserne
- jeg skulle forestille mig en modstander foran mig, uanset om jeg lavede kata eller en anden øvelse.
Det lyder simpelt, men virkede godt for mig – det tog i hvert fald noget af min opmærksomhed væk fra, at der stod nogen og kiggede på. Testen gik godt – og jeg var igen fuld af fortrøstning og selvtillid til lørdagens graduering. Der er ikke så lidt ”psykologi” i karate…
Selve stævnet var som sædvanligt spændende med introduktion af lidt nye måder at se og gøre tingene på – gennemført sammen med træningskammeraterne fra andre skoler, og selve stemningen, når hele hallen er fuld, er jo ret fed. Brunbæltegradueringen blev afsluttet med ”amok-på-slagpude”, som jo var vildt hårdt (personligt følte jeg, at jeg var på grænsen til at besvime inden den sidste af de tre omgange), men det var fedt at opleve publikum heppe og høre de var med os.
Alt i alt har det været et lærerigt forløb for mig, og heldigvis, med et positivt udfald – et brunt bælte!! Også det at vi tre, der skulle op sammen, har støttet og opmuntret hinanden gjorde det til en god oplevelse. I forhold til fremtidige gradueringer med fysiske tests, ved jeg nu, at det er vigtigt at starte med optræningen til den fysiske test i rigtig god tid, så den ikke kommer til at fylde hele ugen i de sidste måneder op til testen, og så træningen ikke skal forceres, så man risikerer skader o.lign.
Og til jer, der endnu har 3. kyu graduering til gode – så er det en ret fed oplevelse og det giver god respekt på arbejdspladsen 😉
