Starten
Det var blevet torsdag d. 12. februar 2009 og jeg skulle på træningslejr med Kimu Sensei i Malmø. Som sædvanlig var Kimu Sensei sulten og efter vi havde afleveret vores bagage spurgte Kimu Sensei om jeg havde spist frokost fordi han var rigtig sulten.

På køreturen drejede Kimu Sensei samtalen hen på forskellen på hvid og sort manipulation. Kimu Sensei forklarede forskellen på følgende måde: Med sort manipulation menes manipulation af andre for egen vindings skyld, mens hvid manipulation er et udtryk for manipulation af andre for deres vindings skyld. Her agere du ”fødselshjælper”.

Som eksempel viste Kimu Sensei mig en sammenhæng mellem hvordan jeg, ved at blive udsat for hvid manipulation, ubevist var begyndt at anvende mine svage sider på en positiv måde og at dette havde været succes givende i mit professionelle arbejde.

Kimu Sensei forsatte med at fortælle mig at dette også var en måde lære mig om styrken i mine svage sider hvis de blev anvendt positivt. Jeg må indrømme, at dette var en overraskende for mig, fordi jeg havde ikke selv set det sådan. Men da han sagde det, vidste jeg jo godt det var fuldstændig rigtigt!.

Under frokosten talte vi om en essentiel personlig arbejdsopgave som Kimu Sensei havde givet mig inden træningslejren, som fik og har stor betydning for mig. Da vi havde spist startede første trænings pas som var meditation med opgaven: ” Hvad er status?”.

Efter første meditationstræning sagde Kimu Sensei til mig: ”Du fik en opgave inden træningslejren som gav dig en rigtig ”ahaoplevelse” og det virker som om du har nok i det – du virker lidt selvfed 🙂 ”.

Dette var selvfølgelig provokerende og helt som Kimu Sensei forventede startede min indre kamp med det samme, fordi hvis der er noget jeg ikke betragter mig selv som så er det selvfed. Men han havde ret – jeg var ikke klar, og det var ikke de bedste arbejdsbetingelser Kimu Sensei havde – altså på det tidspunkt J.

Lidt efter sagde Kimu Sensei med et smil: ”Vi mødes om 5 minutter omklædt, så håber jeg at jeg er i god nok form til at vise dig noget om dig selv…”. Det sidste med et stort suk.

Vi gik ind i træningslokalet, Kimu Sensei ledte os over på romaskinerne og forklarede mig: ”Nu skal vi ro og du må ikke kommer under 2:05 min pr. 500 meter og for hver km tjekker vi hvor langt du er nået og hvis du er bagud i forhold til mig skal du sætte kadencen op indtil du har indhentet det. Det samme gælder også for mig”. Derefter blev der sagt GO!, hvorpå Kimu Sensei straks lagde ud med under 2:00 min pr. 500 meter.

Hmm tænkte jeg, det bliver hårdt det her. Men jeg vidste at vi havde roet på nogenlunde samme tider og længder – måske havde Kimu Sensei roet en lille smule stærkere og længere end Jeg J.

Første km blev roet på lige under 4 minutter, anden km blev passeret på 7.55 og ved 2,5 km begyndte det at blive hårdt. ”Du er bagud med 50 meter” sagde Kimu Sensei og som aftalt satte jeg kadencen op fra 34 til 40 tag i minuttet.

Ved 2,7 km var jeg stadig bagud med 30 meter og jeg opdagede på trods af anstrengelserne at jeg kun havde hentet 20 meter. Så kunne jeg godt mærke at dette her ville blive rigtig hårdt. Stille og roligt begyndte min indre slåskamp – men ok tænkte jeg, vi forsætter…

Da jeg passerede 3 km lige før 12 minutter var jeg kommet helt op på 70 meter bagud og min indre slåskamp tog til. Den indre kamp gik på følgende tema: ”Jeg giver aldrig op – hvor lang tid skal dette her vare for jeg kan sgu ikke holde til det”!

Det at slås indvendigt med mig selv samtidig med, at jeg hev efter vejret og min vejrtrækning blev højere og højere i brystet var ikke gavnligt for mig og jeg kunne ikke længere holde kadencen oppe, og jeg tabte for alvor fart. Kimu Sensei stoppede meget brat efter ca. 13 minutter og der havde jeg passeret 3280 km og Kimu Sensei havde passeret 3500 dvs. at jeg var bagud med 250 meter – jeg var helt færdig.

Efter en kort pause sagde Kimu Sensei til mig: ”Du følger dit typiske mønster, når det bliver hårdt mister du fokus og begynder at kæmpe indvendigt med dig selv. Hvorfor det? Hvorfor yder du ikke bare dit bedste og accepterer hvad det er? Du kan jo ikke andet end gøre dit bedste! Og er det ikke godt nok, så har du gjort ALT hvad du kunne og kan derfor ikke gøre mere. At miste sit fokus er, at miste sit bedste. Er det klogt at kæmpe på flere fronter, når det kun er nødvendigt med én?”

Som sædvanlig havde han ret, for i stedet for at beholde fokus indtil der ikke var mere at give af, begyndte jeg at slås indvendigt og det tabte jeg kadence på. Det handlede ikke om at vinde eller tabe eller om at overleve. Det handlede 100 % om at opdage hvordan man reagere når man er presset til det yderste uanset om det er fysisk, følelsesmæssigt eller mentalt.

I fitness lokalet var der også 2 vippebrædder af den type man bruger til at træne balance eller genoptræning af ankler etc.. Dem stillede Kimu Sensei overfor hinanden og sagde nu skal vi have kumite.

Okay, jeg har prøvet kumite i vand og i luften med Kimu Sensei, hvor jeg bliver presset på alle mulige og umulige planer – og kumite på et balancebræt med Kimu Sensei var ikke nemmere – det var fan’me svært!. Men det var også sjovt, udfordrerne og lærerigt.

Kimu Sensei fortalte mig, at det vi trænede på balancebrættet var Naihanchi, hvor bevægelsesmulighederne i nærkamp trænes begrænset og alt sker indenfor en kropsramme.

Jeg spurgte Kimu Sensei hvordan man kan bruge Kata Naihanchi og Kimu Sensei svarede med et spørgsmål: ”Hvad er essensen af Shiho niveau 1 – 6?”.

Shiho niveau 1-6 (9.kyu-2.dan), i det nye Shindenkan pensum er noget som vi i Kaidenkan har trænet intensivt på i de sidste 6 måneder og jeg svarede derfor kort:

• Niveau 1 = retning og basis teknik – se hvad du laver
• Niveau 2 = niveau 1+Tai-sabaki – hvordan flytter du dig optimalt
• Niveau 3 = niveau 1-2 + Krydsspændinger – hvordan bruger du hele din krop optimalt
• Niveau 4 = niveau 1-3 + Kraft og bevægelse – hvordan generer du optimal kraft i din bevægelse.
• Niveau 5 = niveau 1-4 + Kontrol – hvordan opnår du kontrol over en modstander og bevarer den
• Niveau 6 = niveau 1-5 + Afslutning – hvordan udføres afslutninger og hvad betyder det at processen er uendelig.

Der har du svaret på Naihanchi – kataen handler om at kunne udføre optimal og effektiv nærkamp, som trænes indenfor et begrænset bevægelses område. Med andre ord er det træningen i at kunne udskadeliggøre eller i yderste tilfælde – slå ihjel, hurtigt og effektivt uden overflødige bevægelser og helt tæt på dig selv – det er simpelt.

Det tænkte jeg meget over og senere stillede Kimu Sensei mig overfor spørgsmålet: ”Overvej følgende; Kan du tage et liv uden at være tvunget til det?”.

Kimu Sensei forsatte: ”Du kan tage liv og du kan give liv. At tage et liv er nemt og derfor ingen udfordring, så hvorfor skulle du det. Men at give et liv er så meget sværere og derfor også en så meget større udfordring.”

Her begynder vi at tale om forskellen på kampsport og kampkunst. Hvor konsekvensen i kampsport er at vinde eller tabe et point, eller forskellen mellem respekt og ydmygelse, så er konsekvensen i kampkunst forskellen på liv eller død – intet andet.

Som et eksempel kan jeg husker en situation hvor en rutineret sortbælteinstruktør havde et behov for at hævde sig selv og desuden var i en livs krise som havde en stor påvirkning på ham. Det var en af de store, stærke og tunge drenge på nær 100 kg og mange var lidt bange for ham, da hans bevægelser ikke altid lige under kontrol. Som situationen var, blev den mere og mere konfrontativ, og der blev spillet højt spil fra hans side. Til sidst fik han lov til at angribe den ansvarlige kampkunstinstruktør og det blev pareret med største lethed, hvilket var forventeligt.

Derefter blev rollerne bytte rundt og da kampkunstinstruktøren skulle angribe nåede sortbælteinstruktøren slet ikke at reagerer før det var ovre. Det mærkelige var, at os der så det, vurderede at vi med største lethed kunne have pareret angrebet, da det foregik i et meget venligt tempo, indtil det gik op for os, at det så sandelig også var meningen, da det jo stadig var en undervisningssituation!.

Jeg så at han havde lavet et lille yndefuldt og blidt biks på halsen, nærmest som et lille strejf eller markering. Resultatet blev at sortbælteinstruktøren knækkede og måtte falde sammen på gulvet, bleg i hovedet, tårer i øjnene, panisk og rallende, og med begge hænder på struben.

Hvorfor gjorde han det?, Han blev jo ikke ramt hårdt?, hvad var det der skete?. Jo svaret var kort, at dette blev udført som kampkunst og konsekvensen af en modtaget udfordring dermed er liv eller død – dvs. at den erfarne sortbælteinstruktør troede at han skulle dø!.

Vi sortbælte elever havde lært en masse, og vi blev alle ansporet yderligere mod kampkunst. Det var en skræmmende oplevelse og erkendelse, men samtidig også meget smuk og livsbekræftende. Sortbælteinstruktøren kom ikke de næste 3-4 måneder og holdt senere op.

Bagefter gennemgik vi hvordan det var gået og Kimu Sensei sagde til mig: ” Hvad er det du siger til dine elever når de ikke kan holde balancen?”. Klog som jeg er svarede jeg: ”Gå dybere ned i stillingerne og sænk dit tyngdepunkt”. Herefter svarede Kimu Sensei: ”Gælder der andre regler for dem end for dig?”. Hmm…

Afslutningen
I mit sidste meditative trænings pas pressede tingene sig på. Hele tiden bevægede mine tanker sig om Kimu Sensei’s ord: ”Enten er du god nok eller også er du ikke, alt hvad du gør, rummer kimen til succes og muligheden for fiasko. Vil du eller vil du ikke, tror du nok på dig selv. Hvorfor blot være god, hvis du kan være exceptionel og realisere dit fulde potentiale?”.

Det hamrede gennem mit hoved igen og igen og tvang mig til at søge mit svar der.

Som jeg har fået af vide mange gange før; skal jeg lære af fortiden, være i nuet og forberede mig på fremtiden. Der er fortid og fremtid, men du kan kun være et sted – i nuet. Men hvad betyder det!?

Fortiden rummer måske en masse fiaskoer, men måske også en masse succeser. Fremtiden skabes af dine handlinger, men den eneste måde hvorpå du kan udvikle dig er ved at være 100 % – 100 % i nuet og hvis du tror på dig selv, så rummer fremtiden succeser, lærdom og visdom – og måske en lottogevinst eller tre J.

Så hvad er det vigtige – det er nuet.

Jeg mediterer videre: Ydrepunkter som god nok – ikke god nok, succes – fiasko, tror på mig selv – tror ikke på mig selv, rummer indre kampe som jeg bliver ved med at kæmpe – og der bliver kaos, aggression, frustration og selvmedlidenhed.

Til sidst går det op for mig at min eneste mulighed for at skabe ro i kaos, er at være i nuet, det er det sted hvor jeg kan være fri, der hvor jeg ikke forsøger at kontrollere tingene.

Jeg kan mærke at jeg bliver ledt i denne retning af min guide på rejsen. Jeg går med og det fornemmes godt men også meget skræmmende. Jeg smager på det, følger med frem til et udsigtspunkt, et punkt hvor tiden går i stå og jeg åbner øjnene, ser på udsigten. Kan det være…

Nuet er nu, der hvor tiden kan sættes i stå og detaljerne bliver klare, der hvor tågerne letter og et smukt billede tegner sig, et landskab med solskin, jeg skal bare tage det næste skridt, kom nu siger jeg til mig selv, slip dig selv fri!.

Pludselig er det, som at se på et billede, et billede hvor jeg kan være mig selv og hvor jeg kan blive født igen, hvis jeg tør..

Telefonen ringede i samme øjeblik og jeg fik et kæmpe chok og skulle lige tage mig sammen for at rejse mig og svare. Det var selvfølgelig Kimu Sensei som kort sagde: ” Godt arbejde, nu ved du hvad du skal skrive i din artikel”. Der sad jeg bagefter og var rimelig rystet. Dels over at blive revet tilbage til virkeligheden, men også over Kimu Sensei’s ord, som ramte direkte ind i min meditation. Sådan, så kunne jeg løbe med den.

Det tog mig 40 minutter at komme mig over dette og mens jeg gennemgik min meditation gik det langsomt op for mig hvad det var jeg havde set…

Kan det være, tør jeg sige det, kan det være udsigten til Menkyo? Men er jeg god nok til at blive genfødt i så smukt et billede? Jeg er jo bare mig!..

Svaret gennem mine nu 32 træningslejre med Kimu Sensei er selvfølgelig: Ja, alle mennesker er gode nok og kan hvis de vil det 100 % udleve deres fulde potentiale. Jeg er personlig glad for, at der er nogen der er parat til at hjælpe mig på vej og fungere som min fødselshjælper.

Ups, nu har jeg vist lige reduceret Kimu Sensei fra kampkunst stormester til jordmoder, så jeg må vist hellere slutte min artikel nu 🙂

Efterspil
Lad mig slå helt fast at de fysiske trænings pas på mine træningslejre kun har et tertiært formål og udelukkende sættes i anvendelse for at understrege en pointe i forhold til mine arbejdsområder.

Men jeg må erkende at jeg syntes at det havde været fysisk hårdt at ro ude i det røde felt og jeg vidste også godt at jeg ikke var i topform, men heller ikke i dårlig form, men der var tørke for ikke, at sige en hele Sahara inden i min mund.

Når jeg tænker over det var det måske en lille smule overdrevet, at der skulle så meget til for at jeg ville forstå en pointe, men min stædighed der ikke altid er gavnlig 🙂

Det korte resume af vores fysiske pas er, at vi lavede 3 VO2max (kondital) trænings pas indenfor 24 timer, hvor vi kørte helt ud over kanten af vores max puls. Første gang var det hårdt, men på nummer 2 og 3 var det mere end hårdt og mod alle odds gennemførte vi med bedre og bedre tider, i takt med jeg forstod pointen og var ”god ved mig selv” 🙂

De maskiner vi brugte hedder Concept2. Det er dem der typisk står i et fitness center og da jeg undersøgte deres hjemmeside fandt jeg ud af at de havde en VO2max calculator for ro præstationer i forhold til 2 km med en fejlmargin på max. 1-1½ %.

Der var ingen af os der syntes at vi var i god form så tidligt på sæsonen, men vi må være i bedre form end vi troede, for ifølge concept2’s hjemmeside var vores præstationer ikke så ringe endda. Desuden tjente vores VO2max, som opvarmning til den efterfølgende kontante, men lærerrige Hassei Yakami-ryu træning.

I alle 3 forsøg over det højeste målepunkt for VO2max på 45 (kondital) – altså for vores aldersgruppe 🙂 :