I størrelsesordenen 150 Jokokanere har netop overstået sommerstævnet med succes. Heraf var ca. 120 indstillet til graduering.
For de fleste instruktører, inklusiv jeg selv, var det også en graduering der var kulminationen på sæsonen.
For instruktører foregår det med 5 stopprøver op til selve bedømmelsen: Tese, Fysisk test, Pensumtest, Yakami Shinsei-ryu Shiai test og Undervisningstest. Formålet med forløbet er at vi er i absolut topform; fysisk, teknisk såvel som mentalt, når vi når frem til selve gradueringen, så vi kan koncentrere os 100% om den.
Men forberedelserne er startet længe inden da – faktisk helt tilbage til sæsonstarten; og intensiveret yderligere igennem det sidste halvår. Som en del af det, er vi blevet testet på mange leder og kanter. Især husker jeg en seance i det sene forår, hvor vi til vores ugentlige fredagstræning kort og kontant fik at vide at, i dag var der stoptest, og at vi skulle igennem 3 sæt bronzecirkler. Og hvorfor? Jo det er da simpelt nok. Det interessante er at se hvad vi kan, når vi er presset i bund, ikke har flere ressourcer at tære på, og når det store overblik og overskud er væk.
Træningen gik i gang med gående kihon (basisteknik) i højt tempo, frem og tilbage i den store hals fulde længde, for efter det første par teknikker at blive afbrudt af det første sæt bronzecirkler, der selvfølgelig skulle klares indenfor et specifikt tidskrav (5 minutter så vidt jeg husker), eller blev næste sæt cirkler automatisk bonus opgraderet til sølvcirkel (2 ekstra af alle øvelserne i hver af de 3. cirkler). Og så kunne vi i øvrigt godt starte forfra med at lave ophævningerne om, så hagen kom helt op over den øverste ribbe.
Veloverstået (netop indenfor tidskravet), var det direkte tilbage til gående basisøvelser, med opmuntrende og opildnende kommentarer fra Kimu Sensei, om hvorvidt vi var trætte og havde lyst til at give op, eller det bare så sådan ud. Det udløste det andet sæt cirkler, igen på tid. Denne gang lykkedes det ikke at overholde tidsgrænsen, hvorfor vi blev afbrudt, og kommanderet tilbage på gulvet. Vi fik endnu en chance for at vise vores bedste gående basis, denne gang som gående kihon kumite med stød, spark og parader 2 og 2 overfor hinanden, igen i hele hallens længde. Efter en tid med gående, kom 3. sæt cirkler, bonusopgraderet til sølvcirkler, igen på tid. Igen blev vi afbrudt og sat sammen til kumite, senere i grupper og shiho form. Da testen, efter 1½ time sluttede med individuelle tilbagemeldinger fra Kimu Sensei, var alle flade.
Fra træninger til testsessioner til dybt personlige samtaler, har Kimu sensei gjort alt for at motivere og vise det gode eksempel på hvordan man på et minimum af tid frembringer det størst mulige pres, der gør at vi alle får lejlighed til at vise vores sande jeg, når vi uden overskud, og afklædt for vores gode intentioner står tilbage med vores handlinger, og den kontante afregning.
Som Kimu Sensei siger: ”Fremtiden skabes af dine handlinger og ikke af det du siger du vil gøre”.
Med pres på så mange forskellige fronter, er vi bedre stillet, idet der er så meget større sandsynlighed for at få succes på én af fronterne. Så gælder det om at fange den succes, huske den, lære af den, og gentage den på de andre områder.
Derudover kan jeg mærke at jeg har lettere ved at holde fokus og roen under pres, og koncentrere mig om det essentielle, nemlig at lære af situationen, frem for at undgå den
Derudover har den bragt mange ny værktøjskasser, bl.a. gennem Tai Chi kursuspakke 1, og kernekompetencekurserne kenjutsu kursuspakke 1 og kotachi kursuspakke 1, med essens fra Hassei Yakami-ryu. De efterfølgende dan grads kurser har bragt en større fokus på komfortzoner og realismen i træningen, og forklaringerne der ligger bag.
En af de største øjenåbnere, har været erkendelsen af at de mange komplekse problemstillinger og tekniske udfordringer der findes i kampsporten og kampkunsten, altid kan forklares på en simpel måde. Samtidig har velkendt pensum også foldet sig ud og vist sig at kunne kombineres på mange flere måder, og at indeholde mange flere muligheder end tidligere set – når jeg tænker ud af boksen, og ikke lader mig binde af tidligere opfattelser.
For mig har denne sæson kulmineret med det hidtil bedste instruktørstævne, hvor mange ting faldt på plads under både fredagens og lørdagens træningssessioner.
Og jeg er taknemmelig for at Kimu Sensei er gået foran og har vist hvor velmotiveret jeg er med de rette omstændigheder og incitamenter. Jeg er jo godt klar over at, med min succesfulde 4. dan graduering, indbydelsen til Kaidenkan “Den ægte og fulde Budo og Bujutsu undervisning og vej for alle der vil” og de ny opgaver som hjælpetræner i Honbu 1 er det i stigende grad op til mig selv at vise at jeg kan, og at jeg vil. Først og fremmest overfor mig selv.
Men her, slutter sæsonen, som de fleste træningslektioner, med et stort smil på læben, og en liste med arbejdspunkter der skal kigges nærmere på.
