Af Rune Larsen, Medlem indtil 2010

”Er der nogen der har lyst til at stoppe?”

Larmende tavshed… Alle kigge ud i luften, som om de gør hvad de kan, for at tænke på alt andet end lysten til at stoppe…

”Er I trætte?”

Stadig tavshed, men hovedernes lette nik signalerer, at det er alle vist ved at være. ”Godt så tager vi en bronze-cirkel til, men denne gang er jeg flink. Nu får I 6 minutter til at gennemføre de tre cirkler. Og er der én der overskrider med bare 1 sekund, så fortsætter I med en sølv-cirkel bagefter”.

Vi har allerede lavet to bronze-cirkel på under 5 minutter, sparket godt og vel 200 spark og lavet ca. 500 slag eller parader. Vores ansigter er ved at være godt opkogte og vores arme og ben tunge.Men ok. Op på hesten igen og lave den forbandede bronze-cirkel.

Vi når at køre ca. 2/3 af cirklerne, så bliver vi stoppet og bedt om, at få lidt fart på benene, så vi kan træne noget kumite. Med fuld knald på, vel at mærke…

Dette var optakten til instruktør-lejren der skulle gennemføres blot 3 uger senere, og med de afsluttende ord: ”I har nu trænet hårdt i 60 minutter og sådan kommer hele træningslejrens fredag til at forløbe. Altså bare i 3 timer i stedet”.

Puha… Men all right, hvis det er betingelserne, så må jeg køre på, med hvad jeg har, så længe der er noget i kroppen og så længe jeg kan løfte mine arme. Det skal nok gå og hvis alt går galt, falder jeg vel ikke længere, end til det gulv mine fødder står på.

Frustrationernes fredag

Fredagen for årets instruktørsommerlejr blev mødt med spænding og sommerfugle i maven. Efter flere år med disse instruktørlejre, kendte jeg naturligvis grundindholdet i en dag som denne. Fra kl. 16-19 stod den på benhård træning uden andet end et par korte drikkepauser. Efterfølgende skulle der være selvtræning og temadiskussion til kl. 22.

Det var forventet, at dagen blev hård og det blev den egentlig også, men måske mere inde i hovedet end i kroppen.

Mine forventninger var, at det ville blive en modbydelig hård dag, som den vi var blevet stillet i udsigt, men i stedet for at piske os frem og tilbage over gulvet, lave kropshævninger og hård kumite, skulle vi have pensumtest. Pensumtest på alternative præmisser vel at mærke. Shiho-nuki og kuzushi uden armteknikker, kombinationer af forskellige shiho’er (f.eks. tsuki-geri med soto-uke eller flere sparketeknikker) og Shiho enpi med nedtagningsteknikker og kast (kata no nage). Alt sammen kombinationer af basisteknikker, som burde være ren rutine, men som blev til en stor bunke rod inde i hovedet.

Aftenens program blev fulgt op af masser af kumite-øvelser og det blev den hårde aften jeg havde forventet, men mere i hovedet end i kroppen.

Forløsende lørdag

Lørdag formiddag er klimakset af et langt gradueringsforløb afsluttende med en instruktørlejr, der kulminerer lørdag omkring middag med Shiai-kumite (fri kumite til graduanten kun har rygradsteknik tilbage i krop og hoved).

Jeg husker kun delvis formiddagens træning frem til Shiai-kumiteen. Ikke fordi den ikke gjorde indtryk, men fordi jeg havde sat mig nogle helt specifikke mål for netop denne essentielle del af gradueringen. Disse mål er mine egne og repræsenterer nogle af mine vigtigste arbejdsområder og bliver derfor ikke udpenslet her, men at jeg havde et, omend noget forpint, smil på læben da kumiteen var slut, vidnede om, at det havde været en god oplevelse og at jeg følte, at jeg kunne sætte flueben ud for mine arbejdsmål i denne omgang.

Et stort klap på skulderen

Trods store frustrationer både før og under selve instruktørlejren føltes det godt i kroppen (det meste af den i hvert fald) da den fælles træningslejr for hele Shindenkan startede kl. 13.30 og da jeg blev ”kaldt til samtale ” med Kimu Sensei var følelsen ikke blevet mindre.

Hans bekræftende ord om, at han syntes jeg havde gjort et godt stykke arbejde og at han var godt tilfreds med min indsats var sød musik i mine øre, og da han tilmed kunne fortælle mig, at han ville graduere mig SHODEN, Hassei Yakami-ryu og 2. dan Yakami Shinsei-ryu Karate-do, var den hårde træning og de blå mærker glemt (næsten da).

De blå mærker og de ømme fingre, tæer og ribben kom jeg dog i tanker om igen. Ligesom den ømme hals der var det uheldige resultat af en utilstrækkelig parade, mindede mig om, at det faktisk havde været en hård lejr. Men den var det hele værd og jeg er klar igen til en ny.