Af Agnes Schwartz, Medlem indtil 2015

I modsætning til lejren i dec. 06, som var min første, var jeg her på sommerlejren 100 % opsat på at få noget ud af dagen.

På lejren i dec. 06 gik dagen med at suge og sortere indtryk, kigge de farvede bælter an, samt de andre instruktører. Sådan en 5 timers lejr som novice kan være lidt af en udfordring. Jeg må da også tilstå, at jeg ikke blev overvældene glad for mit nye lilla bælte, tingene var ligesom fløjet hen over hovedet på mig.

Men så til lejren i Juni 07, der ville jeg have fuld valuta for pengene – og det fik jeg.

Fantastisk er det når en chefinstruktør eller senior instruktør, som du har set en enkelt gang før, kigger på din træning, hvad enten det er kumite, kihon, kata eller ukemi. Han kan da fortælle dig nøjagtig de samme fejl, som du laver i din lokale dojo. Det samme gælder da også komplimenterne. Samme træning bliver forklaret af andre instruktører og pludselig synes øvelsen lettere, man presser sig selv lidt mere, man vil jo også vise instruktøren, at man (synes man) har fattet hans forklaring.

Interresant var det også med samtalegrupperne. Stor morskab på selve dagen, men også noget til tænketanken de efterfølgende dage. Hvorfor har vi valgt Jokokan og hvorfor bliver vi i Jokokan?

Så til selve gradueringen. At blive “linet” op i 2 rækker, stå og vente på Kimu Sensei komme – man kunne næsten lugte spændingen. Hvide bælter blev gradueret først, så de lilla. Så kom turen til mig – Bare jeg nu ikke fik for meget kritik. Men nej! Jeg bestod, endda med ros. Jeg var nu ikke alene om at få ros fra min afdeling, Kasper og Kristian fik ros og André fik 2 streger. Jeg tror nu ikke, at det er tilfældigheder og naturtalent alt sammen, så jeg vil gerne have lov at rette opmærksomheden mod Chefinstruktør Keld Nyrup og Shidoin John Christensen. Tak for jeres store entusiasme i den daglige undervisning. Jeg har endnu ikke haft en time, der var kedelig. Og man må bare til undervisning hver gang, for tænk hvis man mistede noget. Så tusind tak til Jer!