Af Rikke, Medlem indtil 2008
Det fantastiske ved børn er at de får én til at gøre ting, man aldrig i livet havde forestillet sig. Som for eksempel at deltage i et karatestævne weekenden op til juleaften, hvor alle andre juleshopper som gale.
Jeg havde siddet på bænken i halvandet år og set min datter Ditte træne karate. Det var mildt sagt ikke sjovt. “Hvorfor begynder du så ikke selv?” spurgte en forældre på et stævne i foråret. Hun dyrkede selv kickboksning, mens hendes mand og datter dyrkede karate i Shindenkan. Well, det var en tanke. Og tanken blev til handling i august 2006, hvor Rasmus på syv og jeg på 39 startede til karate. Nu er jeg så her, på Tjørnelyskolen en lørdag i december med mine unger. Det vil sige, Jokokidz træner i én sal mens voksne begyndere står ved en række måtter et andet sted og bliver instrueret i baglæns rullefald.
“Se,” siger instruktøren, “det er fantastisk nemt. Man skal bare passe på hovedet.” Og så smider han sig baglæns hen ad måtten.
Her er vi et par stykker der beder om at få det vist én gang til, tak. Det gør han med glæde. To instruktører demonstrerer forlæns rullefald (supernemt!), baglæns rullefald og sidefald. Fald på ryggen må vente, til vi er mere øvede. Men vi får det lige vist. Jeg har aldrig prøvet at rulle baglæns hen ad jorden, men der er mange ting jeg ikke har prøvet, og én gang skal som bekendt være den første. Altså triller jeg baglæns hen ad måtten – hvilket mislykkes både første og anden gang.
“Det er fordi du ikke tror på det,” forklarer instruktøren. “Hvis du fortæller dig selv du ikke kan, så standser kroppen halvvejs. Du skal sige til dig selv, at du skal hele vejen rundt. Så er det let nok.” Hvorefter han smider sig balæns igen, hvad der ligner barnemad. Da det er min tur fortæller jeg min krop at den skal rundt. Baglæns, vel at mærke. Og tænk engang, den har åbenbart forstået mig, for jeg kommer hele vejen rundt. Jeg triller baglæns ned ad måtterne til jeg ender rundtosset i den anden ende. Sejr! Måske ikke superlet. Men en udfordring og, som alt andet ved Yakami Shinsei-ryu karate, supersjovt!.
“Hvordan finder du tid til det? Og overskud” spørger min veninde Charlotte dagen efter i telefonen. Hvordan? Jeg har aldrig set mig selv som “én-der-går-til-karate.” Men det er skægt og det giver overskud. Jeg kan om aftenen konstatere, at jeg hundrede gange hellere vil tilbringe lørdagen med at prøve at ramme min modstander i hovedet, sparke ham eller hende i maven og skrige højt samtidig, end jeg vil juleshoppe på Fisketorvet.
Nu håber jeg så, jeg snart får det violette bælte. Det kræver at jeg skal smide mig meget mere baglæns, øve mange flere spark og træne shiho’er og kata’er hjemme i stuen. Det er en udfordring for en bogorm som mig. Heldigvis elsker jeg udfordringer.
Til alle Shindenkanere: Ho, ho, ho og et rigtig glædelig jul. Vidste Julemanden der var noget der hed karate, så ville han fluks droppe julegaverne og begynde at kaste sig på måtten. Baglæns! Men vent … måske var det faktisk Julemanden, der demonstrede spark og slag på måtten i den store sal?
