Af Christian H. Olsen, Medlem indtil 2022
Ho, ho, ho – HO, HO, HO…
Ja, der stod jeg sammen med mere end 120 andre – voksne og børn. Klar til at gøre mit bedste. Havde følelsen af at det var alle andre også.
Jeg var parat til at møde J.M. med det fulde navn J.M. S. K. B. G. M. K. Vi var allerede blevet budt velkomne af J.M.’s R.E.N.S.D.Y.R. . De mest erfarne stod længst fremme og til venstre for S. De mindst erfarne bagest i salen. Vi havde alle trænet til denne store dag. Jeg glædede mig som et lille barn – klar til at lære nyt og vise hvad jeg havde lært. Jeg mødte med et åbent sind, og følte mig tryg. Jeg havde trænet godt og var blevet indstillet af J.S.N. Giv slip på bekymring – vær glad’ – sagde jeg til mig selv. Gør det enkelt’. ’Bare vær i din væren’, og reciterede Jokokan’s motto: ‘Vi gør som vi siger, og vi siger som vi gør.’
Klokken et, da alle stod klar på linie, trådte J.M. ind med sin store nissehue og et lige så stort smil – Ho, ho, ho – HO, HO, HO… På magisk vis skabte JM ved sin blotte tilstedeværelse og disse få ord samhørighed og styrke – det var en for alle og alle for en. Spænding og nervøsitet og blev med ét afløst af smil og latter. Som med et trylleslag var der balance mellem leg og alvor, individ og fællesskab samt ord og handling. Vi havde en mission. Julemanden havde bedt om hjælp til at bringe gaver ud og gøre noget godt for andre mennesker. J.M. spurgte om vi var klar til at udføre denne opgave, og alle svarede med et Jule-Hai eller et Ho, ho, ho – HO, HO, HO.
Efter opvarmningen af muskler og led, og udstrækningen muskler og ligamenter, påbegyndte vi træningen. Nu forstod jeg hvorfor disse timer talte dobbelt. Kimu Sensei demonstrerede kendte teknikker i nye kombinationer med en ærefrygtindgydende præcision og hurtighed.
Jeg stod nærmest og måbede i de to første serier, og forsøgte at følge med. Jeg demonstrerede lige så klart for mig selv, at jeg nu i mine egne tanker, ord og handlinger satte begrænsninger for mig selv. Så erkendte jeg at jeg ikke var så klar som jeg troede.
Først da jeg besluttede mig for at erkende rigtigheden af og tro på den sandhed at ’Jeg kan meget mere end jeg påbyder mig selv”, og bare gøre det som blev demonstreret, begyndte det at flyde frit. I de øjeblikke jeg valgte at tro og lykkes med bare at være, overskred jeg mine grænser for hvad jeg troede jeg kunne. Lørdag den 16. dec. blev derfor en virkelig lærerig dag for mig. Tak for det. Selve træningen blev således en større prøvelse for mig end gradueringen. Under selve gradueringen vidste at jeg kunne det jeg skulle, og endda at ’vi kan meget mere end vi påbyder os selv’.
Efter veloverstået graduering og der var sagt tak til deltagere, støttende familie og venner samt instruktører, havde vi alle mulighed for at hygge os med æbleskiver, kaffe og saftevand.
Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed for alle de der er med til at gøre Jokokan til det det er i dag. Jeg håber vi vil mødes til mange gode lærerige dage fremover. Tillykke til de der høstede frugten af deres arbejde, og specielt til alle de der overvandt sig selv.
Arigato (tak) til Kimu Sensei, Shihans, Shidoins, Jokokan og Jokokan’ere.
J. M. for JuleManden eller rettere Jokokan Mesteren
J.M. S. K. B. G. M. K. – Ikke som nogle måske tror en forkortelse for ’JuleManden Som Kyndigt Bringer Gaver Med Kane, men derimod ´´Jokokan Mesteren, Sensei Kimu Bjarkmann, Gokui Menkyo Kaiden´.
Rigtig Entusiatiske Nisse-instruktører Shi-han & -Doins i Yakami-Ryo
En forkortelse for Julemandens Specialtrænede Nisse, eller rettere Jokokan Shihan Nyrup
