Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018
Det er altid svært at skulle beskrive en intens begivenhed med de rigtige ord, som dette års I-lejr har været. Ikke mindst forberedelserne op til selv samme, der startede mange måneder tilbage med en indstilling til 2. dan senior. De fleste af Jer kender til gradueringer og de forberedelser I og Jeres instruktører gør før i kan gå op. Der er nyt pensum der skal læres, fysikken skal lige have en ekstra tand osv. Denne lille artikel vil kort beskrive dette forløb, der kulminerede under I-lejren og efterfølgende sommerlejr 2006.
For mit vedkommende har al træning drejet sig om, at jeg vil blive bedre til det jeg laver uanset, hvad jeg har dyrket. Jeg har som mange prøvet forskellige sportsgrene, men er blevet hængende ved kampkunsten, og hvorfor så det? Det er sandsynligvis fordi det har givet mig flest udfordringer, kostet mest blod sved og tårer, størst smerte osv. Her vil de fleste måske undre sig over, hvad det er for en masochist der bliver hængende i den suppedas J Det er såmænd noget af det som kræves, hvis man vil træne kampkunst i stedet for kampsport!!! Forberedelserne startede som sagt mange måneder tilbage, hvilket er ca. et halvt år, selvom dette års sortbæltetræning generelt har været én lang forberedelse. Jeg har efterhånden indset at intet af det, som vi bliver undervist i af Kimu Sensei er tilfældigt, selvom det mange gange kan føles sådan når meget af det er gentagelse på gentagelse. Når jeg kigger tilbage efter bestået graduering til 2. dan Senior kan jeg se den røde tråd J I dette halvår og det sidste halvår 2005, har vi trænet meget pinan og basis, med vægten lagt på selv meget små detaljer. Temaet for dette års I-lejr var netop perfekt basis samt, hvordan det blev anvendt i kumité og efterfølgende pensum test, samt naturligvis Shiai. På den måde hænger træningsåret smukt sammen med I-lejren.
Men ud over selve træningen i dojo’en er der andre strabadser, der skal overstås først. Som i alle klar over skal alle brun- og sortbælter igennem en fysisk test. Jeg har været igennem adskillige af disse før, men i år var den særlig hård, fordi meget af min forberedelse blev ødelagt, samtidig med at jeg fik at vide at sværhedsgraden i år ville blive højere (senere har jeg erfaret at det for at piske en stemning i vejret J). Jeg modtog i starten udfordringen om at vi under den fysiske test skulle ”kæmpe” mod toptrænede Team Danmark atleter og muligvis Jægerkorpset, hvis de ikke var i Afghanistan, hvilket jeg syntes ikke kunne gå min næse forbi. Det skal dog tilføjes at aftalen vistnok blev lavet en Nytårs aften mellem Kimu Sensei og deltagere fra ovenstående slæng – hvorvidt der var alkohol impliceret melder historien ikke noget om. Resultatet af den fysiske test kan i læse andetsteds på denne hjemmeside, men der var ikke deltagelse af Jægerkorpset og ej heller ikke Team Danmark, men sidstnævnte var dog til stede men nøjedes med at kigge anerkendende på noget der næsten er hverdagskost for Jokokanere. Som nævnt tidligere blev min forberedelse afbrudt af både skader og forskellige sygdomsperioder såsom streptokok infektion og nældefeber. De kom relativt sent i forløbet der gjorde at jeg var meget tæt på og overbevist om at jeg ville melde fra, men de højere magter i form af Kimu Sensei gav mig et spark et vist sted så jeg på rekordtid næsten kom i mit livs form og lavede fornuftige tider, men samtidig ved jeg, at jeg kan gøre det bedre.
Det der fik mig til at rejse mig under denne periode med den fysiske test var de vise ord, som vi alle kender ”Du kan meget mere end du påbyder dig selv”, hvilket jeg har måtte sande mere end nogensinde før. Dette var efter min mening samtidig den skjulte dagsorden eller ura essensen af træningslejren. Under lejren blev vi tømt for kræfter og til pensumtesten, som var afslutningen på dagens træning begge dage, var det rart at formen var god, når vi i 1 ½ time skulle vise pensum for fuld skrald. Denne pensum test var naturligvis tilrettelagt således at vi viste de teknikker, hvor vi kunne inkorporere det vi havde lært under lejren dvs. hovedsagligt basisteknikkerne. Det lykkedes nogenlunde, men var ikke kønt J (nu er det heller ikke skønhedskarakterer vi overlever på i Jokokan)
En del af gradueringen er samtidig at man en uges tid før skal aflevere en skriftlig tese omhandlende enten en fri kontekst eller en bunden opgave. Denne gang fik vi ca. 3 uger før den skulle afleveres at vide, at tesen skulle omhandle 4 pinan kata’er med udgangspunkt i forskelle og ligheder samt fordele og ulemper ved disse mellem Yakami-ryu versionen og andre systemer. Jeg som kun har trænet i Jokokan kom på lidt af en opgave, men også dette lykkedes…behøver jeg gentage mig selv – ”du kan meget mere…..” Det viste sig faktisk at være en spændende opgave og endte med et digert værk på omkring 30 sider (inkl. Billeder) Hvor meget der er korrekt ved jeg naturligvis ikke endnu J. Men ét lærte jeg i hvert fald – Det vi dyrker i Jokokan er unikt! Kort fortalt giver Yakami-ryu muligheden for at træne på forskellige niveauer fra ”System 4” til ”system 1” , hvor der naturligvis er flydende overgang. Det er ikke sikkert i forstår det, men det er efter min mening en af grundpillerne i Pinan kata’erne, der også oprindeligt var tiltænkt flere niveauer, men som ikke altid bliver trænet sådan i andre systemer. Ikke at dette er negativt ment.
Som afslutning på en gradueringslejr afholdes Shiai kumité som dette år blev udkæmpet med færre men også mere intense kampe, og jeg måtte selv i år smage en knock out i form af et hiza geri i solar plexus. Jeg kunne dog konstatere at jeg faktisk forsøgte at anvende det indlærte i Shiai, som jeg også havde gjort det under pensumtesten.
Efter disse to dage med træning er det så alle Jer Jokokanere dukker op sprudlende af energi og måske nervøsitet over den forestående graduering. De som af Jer var med må også indrømme at det var en intens oplevelse. Min graduering var stadig ikke overstået, da jeg skulle grave energireserverne frem og vise at i Jokokan er man stadig instruktør og kører for fuld damp selvom batterierne er flade…..behøver jeg sige det for tredje gang ”du kan meget…………..” Lejren gik jo godt og jeg vil af hele mit Jokokan hjerte ønske Jer alle tillykke med Jeres velfortjente grader.
