Artikel 1 af 8
Vi har i trilogien af artikler om “New age, Budo og forandringsprocesser” været inde på nutidens og fortidens udvikling, påvirkning og behovskrav i relation til kampsport og kampkunst – med indgang igennem et utraditionelt holistisk lys, og ikke det traditionelt indforståede og suboptimerende spotlight.
I de to første kapitler; “Nutidens forhistorie, indflydelse og tanker om Kampsport og kampkunst” og “Samfundets forhistorie, indflydelse og tanker om Kampsport og kampkunst”, belyste vi en masse meget eller mindre klare sammenhænge.
Hold da helt mund, er der mange, der tænker. Kan du ikke blive lidt mere konkret og specifik? Nu har vi været igennem hele verdenshistorien, samfundsudviklingen og menneskers dynamiske værktøjer i deres konstante forandringsprocesser i højt, lavt, konstant eller periodevis tempo. Desuden er kampkunst eller kampsport jo noget, som alle forbinder med fjernøsten, og vi bor altså i vesten! Så hvor vil du hen med alt dette? Kan du blive en del mere konkret og specifik? Selvfølgelig, det kommer nu.
Mine hovedvinkler er følgende:
- Mennesker er mennesker, hvad enten de er hvide, gule, sorte, brune, høje, lave, tykke, tynde, eller er mand eller kvinde.
- Alle mennesker er født nysgerrige og videbegærlige i større eller mindre omfang.
- Alle mennesker gennemgår indre som ydre forandringsprocesser i deres liv, i større eller mindre omfang.
- Alle mennesker anvender og bliver påvirket af deres valgte eller tildelte ydre referencepunkter. De er med til at forme dem som mennesker, hvad enten de bor i øst, vest, nord eller syd.
- Alle mennesker anvender og bliver påvirket af deres indre referencepunkter i ånden.
- Alle mennesker er unikke og ønsker at være unikke.
- Alle mennesker tænker og kommunikerer udover det bestående til gavn for andre end sig selv. Få handler udover det bestående til gavn for andre end sig selv.
- Alle mennesker som kan spise med kniv og gaffel, spisepinde eller med hænderne, kan udøve og træne kampkunst og kampsport efter deres valg og motivation.
- Kampsport er et ydre referencepunkt, som periodevis igennem fokus kan forenes med de indre referencepunkter for at skabe harmoni, ro og overblik på rette tid og sted.
- Kampkunst forener dine ydre referencepunkter med dine indre referencepunkter med det mål at finde dig selv, dine medmennesker og vejen til livets holistiske og altomfavnende, formløse og tidløse essens.
Artikel 2 af 8
En instruktør med mange års erfaring sagde til mig; “Alt det der med konstant forandring igennem mentalt pres udover vores bestående grænser og form – det kan sgu også blive for kedeligt og trættende i længden!”. Tolkning og betydning: At tænke, kommunikere og handle udover det bestående og derved konstant forandre sig selv til det bedre, er én af de absolutte grundstene i al kampkunst. Det er en livslang proces. Denne instruktør er en glimrende kampsportsudøver.
En instruktør med mange års erfaring sagde til mig; ” Alt det der med at træne alene – det kan sgu godt nok være kedeligt og alt for fedtspillet!”. Tolkning og betydning: At være alene med sig selv og sine tanker, ord og handlinger for at finde sig selv, og udtrykke og turde vise dette igennem aktiv udfoldelse, er én af de absolutte grundstene i al kampkunst. Det er en livslang proces. Denne instruktør er en glimrende kampsportsudøver.
To ambitiøse og meget erfarne instruktører sagde til mig i et alvorligt øjeblik efter en reception: Du er det levende eksempel på vores andres fiasko. Vi er næsten lige gamle, har trænet næsten samme antal år, men vi er stadig lavere graduerede sortbælter, mens du er højt gradueret sortbælte og Menkyo Kaiden “Initiated master of all the martial arts”. Vi kan ikke engang sige, at du er kommet nemt til dine grader, og du ikke er så forbandet dygtig. For det ved vi jo godt er løgn, og vi har jo begge set og mærket det selv. – Du tjener sgu bedre alle os andre som død, ha, ha.”.
Tolkning og betydning: Sådanne episoder med ærlighed, jalousi eller intriger oplever alle mennesker, som har opnået noget andre selv ønsker at opnå indenfor deres felt. Dette kan være konstant, periode- eller episode vis. Vi kender alle til de dumsmarte, åbne eller skjulte bemærkninger fra venner, bekendte, kollegaer, chefer, medarbejdere eller vidt fremmede personer, når vi eller et menneske glad fortæller om en nyerhvervelse, en succes eller store visioner. Det behøver ikke være sådan, men virkeligheden viser noget andet. Hvorfor har mennesker så svært ved at glædes ægte over andre menneskers succes, fremgang og glæde?
Det er jo egentlig underligt, når mennesker igennem hele verdenshistorien beundrer, ser op til og fejrer dem, som ikke tilhører den grå masse på deres felt – altså i den periode hvor de styrer deres liv for vildt. Det bliver straks noget andet, når dette ikke er tilfældet mere. Det er der talrige eksempler på. Kongehuset er et rigtig godt eksempel; De fleste forventer at kongelige tjener som eksempler, og lever som i eventyret. Kommer vi for tæt på disse mennesker, som vi kan leve vores drømme ud i, bliver menneskers reaktion tit det modsatte. Folks forventning til illusionen brast, og modstandere af kongehuset vejrer morgenluft, og sætter sejl i stormen. Dette har vi set både i England, Norge, Sverige, Holland, Monaco og Danmark.
Artikel 3 af 8
Mange mennesker er parate til at dræbe for at bibeholde deres blændværk og illusioner – hvilket de i øvrigt også gjorde i de “uciviliserede gamle dage” med kontant afregning og konsekvenser. De fleste mennesker med indflydelse forventes at opfylde nogle definerbare “piedestalnormer”, som kræver en vis distance for at bevare blændværket og illusionen.
Kommer folk for tæt på, reduceres ikonerne til mennesker, hvilket tvinger beundrerne til at tage stilling til, om ikonerne er bedre mennesker end dem. Hvilket kan være særdeles vanskeligt med vores vestlige normer om “Frihed, lighed og broderskab” og jantelov, – selvom alle selvfølgelig godt ved, at der ER forskel på folk.
Men at indrømme det, er jo ligesom at indrømme at man selv bør forbedre sine “udviklingsområder” – forandringsprocessen at kende sig selv. Udtrykker et ikon dette offentligt, er han eller hun bare helt fantastisk. Gør et almindeligt menneske dette overfor kollegaer, kammerater eller andre, er denne bare en taber, fordi denne person har åbnet sig og gjort sig selv sårbar i denne “Æd eller bliv ædt mentalitet”.
Ja siger I så, hvordan kan vi ændre dette. Hertil er svaret enkelt; ” Hvis alle kendte sig selv, vil problemet løse sig”. Men hvem vil begynde? :. Hvem kom først? Ægget eller hønen – her ligger også svaret på hvorfor samfundet oftest i dag styrer efter den laveste fællesnævner, og kun i tankerne efter den mellemste. Den højeste fællesnævner kun i hemmelighed, da den går ud på at gøre verdenen bedre – ved at kende sig selv :.
Ordsproget “Højt at flyve, dybt at falde” kan både tolkes som skadefro eller som en evig påmindelse om optimal rettidigt omhu i alle betydende aspekter ydre som indre.
Denne beundring og dyrkning gælder over hele verden, som f. eks gav sig udslag i vikingernes heltekvad, de nordamerikanske indianeres og andre folkeslags sange, og i dagens verden den grænseløse beundring for erhvervsledere, sportsfolk, skuespillere og super models.
Måden at beundre disse på er forskellig fra Europa, Nord- og Sydamerika til Østen. Dette er historisk og sociokulturelt betinget. Dette afspejles traditionelt i budskab, plot og vinkel i filmverdenen.
Før i tiden og det hænder stadigt, var mange europæiske film meget “tunge” med mange intellektuelle psykologiske og uretfærdige realplots, hvor “helten dør og skurken vinder”. I USA er det oftest modsat med lette underholdende og retfærdige fantasiplots, hvor “helten redder heltinden og skurken elegant bliver besejret af helten og får sin velfortjente straf”.
Ligesom de fleste borgere i “middle & upper class” officielt ikke læser sladder- og ugeblade, ser lykkehjulet, Robinson eller Big Brother – nedgør og undskylder vi europæere oftest, at vi ser de her amerikanske underholdende, populære og letglemte film, i stedet for en traditionel dybsindig Ingrid Bergman film, som konstant minder os om vores egne uløste problemer til hverdag, og opmuntrer os til selvmedlidenhed, melankoli og “hvor har vi det hårdere end alle andre!”
Måske er dette forklaringen på, hvorfor de amerikanske film er så populære? :. Man ved, hvad man betaler for og får at se.
Artikel 4 af 8
Mange læsere har nok allerede fået de tanker, at essensen i disse forskelligheder er, at formålet er det samme, men fra forskellige vinkler, verdensdele og mennesker; at kende sig selv og dermed også være sig selv konstant. Det vil jo være vanskeligt, at være andre end sig selv, når man endelig har lært sig selv at kende. “Brændt barn skyr ilden” – man sætter normalt kun sin hånd på en glohed kogeplade én gang i sit liv, selvom intet er til at forhindre det en anden gang.
Det underlige er bare, at mange mennesker insisterer på at sætte deres hånd på kogepladen adskillige gange, til skade for sig selv og andre, bare for at bevise, at de styrer og bestemmer over deres eget liv – også selvom de modtager aldeles velmenende og rigtige råd. Mange teenager forældre, småbørns forældre, chefer, medarbejdere, venner, bekendte og Budo instruktører kan nikke genkendende til dette. Ja, det kan faktisk alle mennesker.
Spørgsmålet er bare, om menneskers behov for selvhævdelse, selvafstraffelse, selvmedlidenhed og selvretfærdiggørelse generelt er blevet mindre igennem tiden og historien, og hvis den ikke er det, må der nødvendigvis være et formål med dette – hvis mennesker tror på at livet har et formål. Der er nu engang forskel på teori og praksis og dermed også erfaring.
Blandt mennesker hedder den største barriere for at lære tillid; ego, og hvor godt man kender sig selv – i virkeligheden. Dette kan normalt have noget med alder at gøre, men ikke nødvendigvis.
Normalt hører dette sammen med, hvor tidligt du har været motiveret for dette. Alle ved fra skoletiden, at det kan tage 3-5-7 gange så lang til at tilegne sig stof, som man ikke er motiveret, indstillet og modnet til at lære og erfare. Sådan forholder det sig også i kampsport og kampkunstverdenen – ligesom i alle andre dele af menneskers liv.
Kampkunst og kampsport kommer fra østen. Der er forskel på øst og vest, og indlæringspædagogik og metodik. Dette kan du læse mere om her: “Den flinke mester”. I østen forventes det, at eleverne vil presse sin instruktør for viden og hurtig indlæring. Dvs. det er elevens opgave at lære noget. I vesten er det oftest direkte modsat.
I østen forventes det, at når eleven spørger sin instruktør om et svar, og svaret er kryptisk men strækker langsigtet, så arbejder eleven intenst videre med dette, indtil alt er draget ud af svaret, og essensen er blevet varig.
I vesten forventer eleven at få et direkte og letforståeligt svar, som ikke går for tæt på elevens person og arbejdsområder. Og hvis dette er tilfældet, skal svaret gøres så kryptisk, men direkte, at eleven kan tolke svaret efter sit eget verdensbillede, bibevare sin illusion uden ansvar, da instruktøren jo har påtaget sig dette og skabe følelsen af en kortvarig sejr.
Det er yderst sjældent, at en elev har viljen til at fastholde et sparrings- og coachingsforløb indtil Menkyo kaiden “Initiated master of all the martial arts”. De fleste springer fra langt langt før.
Sam Torrance, en af verdens bedste golftrænere sagde, at forskellen på en amatør og professionel, efter han har undervist dem igennem et forløb, er at amatøren ikke ved hvorfor hans spil er blevet bedre, men den professionelle udmærket er klar over dette.
Artikel 5 af 8
Det er forskellen i indstilling, viljen til målet og graden af den udefinerbare, tid- og formløse selverkendelse. Ligeledes er det også med kampsport og kampkunst, og sådan er det også ved at blive i østen. Verden er blevet meget mindre og mødes konstant.
Nogle instruktører spurgte mig, hvordan dette forholdte sig. Nedenstående er det svar jeg gav dem:
“De fleste mennesker giver andre skylden når de bliver presset op i et hjørne. Det gør det lettere for dem selv. Sådan er de fleste mennesker – selvom ingen selvfølgelig vil indrømme det.
De fleste mennesker føler et selvhad, når de bliver konfronteret med “de inderste af de inderste hemmeligheder”, som de gør eller har gjort, men ikke fået gjort noget ved, da det er for smertefuldt, eller så har de givet andre skylden for, at markedsføre sig selv på bekostning af andre.
Det er altid lettere at give andre skylden, hvis man ikke har været god nok, eller selvhævde sig på andre måder, ofte på bekostning af andre. Dette er stigende jo mere bevidst du bliver om dig selv, indtil du “kender dig selv 100 % ” ved Menkyo – i Yakami-sprog 5.dan, Menkyo.
I aviser, bøger og interviews bliver det pointeret, at forandringsvillighed og selvudvikling er et must i dagens verden, både forretningsmæssigt, arbejdsmæssigt, i skoler, børnehaver og vuggestuer, og også i de kulturelle og sportslige foreninger.
Vi skal alle følge med tiden for at overleve. Men det har også medført en hvis mental træthed overfor de skiftende trends og krav om, hvordan vi alle skal være for at være “oppe på beatet og med i loopet”. I takt med kommunikations- og transportmulighederne, er verden blevet betydeligt mindre. Dette gælder også udbredelsen af selv-iscenesættelsen, imagepleje og egen branding. I dag er det hverdag for de fleste mennesker, hvor det før først var forbeholdt Konger, kejsere, præsidenter og premierminister, senere politikere, erhvervstopfolk, entertainere, idoler og andre mennesker med samfundsindflydelse, og nu er turen kommet til næste led i den bevidste selviscenesættelses kæde; alle os “almindelige” mennesker.
Jeg har trænet utroligt mange mennesker igennem de sidste 20 års tid. Folk har bestået til 9.kyu til 6.dan. Og folk har dumpet til 9.kyu til 6.dan. At dumpe folk er aldrig rart, for man ønsker virkelig de skal bestå. For i sin inderste betydning er det at dumpe, at man ikke er god nok – endnu.
Fra 9-4.kyu er dette teknisk betonet. 3-1.kyu kan der komme et mindre ego-knæk og nogle stopper. 1-3.dan kommer et større ego-knæk og flere reevaluerer deres prioriteringer og selvopfattelse. 4-6.dan, her kan du føle du mister din “personlighed”, ego-knækket er af gigantiske dimensioner, og mange vælger at dække over dette ved at nedgøre, tilsvine, latterliggøre eller undergrave, den der dumpede dem, om eller nedprioritere, ekstra vilje ind på at gennemføre næste gang, eller så ønsker de at “starte deres eget system i systemet”, hvor de bestemmer eller kontrollerer kriterierne, og de er “konge eller dronning”.
Efter Menkyo Kaiden, er dette et non-issue, da en udøver bliver totalt ligeglad med grader. Grader vil kun være et skulderklap og noget, der betyder mere for andre end dig selv. Du vil være den “ægte vare”, åben og ikke skjule noget andre kunne have gavn af, hvis de vil have det.
Sådan har det været i århundreder, men i det gamle Japan var det til gengæld kun de bedste der overlevede, så “de uægte varer” døde hurtigt, eller revurderede hurtigt deres adfærd og udtalelser.
Den konsekvens er der ikke i dag, og de fleste mennesker i dag lægger mere vægt på det ydre end det indre, – og der er masser af “lærere”, som godt vil understøtte dem i denne illusion eller blændværk.
Det breder sig som ringe i vandet, så når vandet møder den “ægte vare” sejler man hellere udenom, end at stoppe og gå i land. Derfor sagde Minouchi Sensei (BUIDO´s grundlægger), at Budo havde nået det lave niveau i dag.
Artikel 6 af 8
Afhængig af den gradueredes grad og dermed størrelsen af ego-knækket, bliver forløbet oftest dette, hvis den graduerede ikke kommer videre; Efter dumpningen efterfølger en tid med efterrationalisering, selvbebrejdelser, tvivl om egen formåen, – som efter en tid går over i det modsatte.
Instruktøren bestemmer sig for at ville lære igen. Dette gøres bare ikke 100 %, men med en fordeling på lærevillighed og selvbeskyttelse overfor en eventuel ny dumpning.
Jo langsommere det går i læreprocessen i forhold til før, jo mere frustreret bliver instruktøren. Instruktøren ved godt, at det er hans eller hendes egen ego selvbeskyttelse og opbyggede illusioner om egen formåen, der sætter større og større begrænsninger i læreprocessen. Et gammelt ordsprog siger “Du kan slæbe et æsel hen til truget, men du kan ikke tvinge det til at drikke”. Jo højere graduerede instruktøren er, jo mere katastrofal er denne “læremåde”.
Når Instruktøren på et tidspunkt overskrider grænsen, hvor ego beskyttelsen overgår i ego selvhævdelse under undervisningen, overgår fasen til, at instruktøren kun vil lære på sin egen måde, krav og betingelser, som oftest direkte afhænger af instruktørens øjeblikkelige følelsesmæssige tilstand. Da bliver en læreproces umulig, og eleven har nået sit “loft”, men nægter oftest dette selv.
Dette kan medføre, at instruktøren forsøger at eliminere de forhold, som bekræfter sandheden om egen formåen, illusion og selvfornægtelse og dermed faktiske forhold. Oftest begynder instruktøren at eksperimentere og egen udvikle i systemet, knytte nøglepersoner for egen ydre “succes” og beskyttelse tættere til sig, og en løsrivelse er i gang.
Mange etableringer af nye systemer er foregået på denne måde, og derfor gjorde Minouchi Sensei opmærksom på dette, – og blev meget upopulær i mange kredse for denne udtalelse, selvom hans intention var at bevare de oprindelige krav og niveau i Budo- og Bujutsu.
Minouchi Sensei var ikke af den mening, at der kun var plads til de få, men kun at den rigtige “Vareetiket” skulle på. Så illusioner og systemer som egentlig var opstået på grundlag af et ego selvforsvarssystem ikke skulle markedsføre et niveau og indsigt, som det ikke kunne holde.
I dag er det jo ikke usædvanligt, at instruktører fra grupperne 1-3.dan og 4-6.dan etablerer deres egne systemer, hvis “markedsgrundlaget og disciplene” eksistere. Efter første verdenskrig har det været normal praksis, at etablering af officielt anerkendte systemer først kunne ske ved 7-8.dan. Og før dette tidspunkt, ved de gamle Budo- og Bujutsu grader; Menkyo Kaiden (Initiated master of all the martial arts).
Der er stor forskel på at markedsføre et 7-8.dan´s eller Menkyo Kaiden niveau, når indsigten og kompetencerne er betydeligt lavere. Det svarer til at markedsføre, at alle kan bestå en universitets doktorgrad uden, at det er nødvendigt at gå til eksamen og opfylde de fastsatte krav til kompetencer og indsigt. Det bliver derved kun et spørgsmål om at sætte kravene lavt nok, så interessen for “markedsgrundlaget og disciplene” kan fortsætte og eventuelt udbygges.
Artikel 7 af 8
Den sociokulturelle udvikling og forskel imellem øst og vest gør, at når nogle dumper til sortbæltegrader 1-3.dan, gøres dette meget meget diskret og forskelligt fra person til person. Det holdes indenfor en snæver lukket kreds, indtil graden senere er blevet bestået. Så kan det først bruges som eksempel på lærdom, for dem som kommer efter.
Fra 4-6.dan, kan/vil forløbet være betydeligt anderledes, da Yakami-ryu ikke har æresgrader. Undervisningen går udelukkende indefra og ud, hvor den før gik modsat. Og det er verdens mest utaknemmelige job under forløbet, efter forløbet, især hvis de dumper – indtil de på et tidspunkt, og hvis, de opnår Menkyo. Verdens mest utaknemmelig job må være lig med ren næstekærlighed, ellers er det ikke til at holde ud :”.
Hvis én stormester fra østen inviterer en instruktør til specialtræning, betragtes dette som en stor ære, hvor eleven godt ved at han/hun kun får denne ene chance. I vesten er det oftest direkte modsat.
Der må jo nok også være en god grund til, at stormestre, vise mænd og kvinder eller andre med specialviden, normalt kun giver en elev én chance. Enten vil man det nok eller så vil man det ikke. Der er ingen grund til at spilde hinandens tid og energi. Sådan er det nu også blevet Jokokan.
Dette har vi også erfaret i Jokokan. Vi har derfor respekteret denne anderledes holdning og indstilling til modtagelse af lærdom, træning og metodikker, hvilket grundtanken i foreningslivet også afspejler.
Men med det forbehold, at en sportsorganisation aldrig er bedre end dens udøvere, og dette i en kampsport- eller kampkunstsorganisation sætter særlige krav til de fremmeste eksponenter og ledere i organisationen.
Dette lærte vi på den hårde måde i organisationens forandringsproces og under individuelt målrettede specialtræninger af Jokokans hovedeksponenter.
Før forandringsprocessen var sammenholdet meget tæt og derved gruppepresset sandsynligvis også større. Vi svigtede sjældent hinanden, og trænede intensivt Yakami-ryu kampkunst med hud, hår og hele hjertet hele tiden. I denne periode blev det høje niveau grundlagt.
Forandringsprocessen har ændret dette, da det viste sig at hovedparten af alle instruktører én efter én prioriterede anderledes. Den naturlige udvikling og balance har derfor gjort, at de bredere rammer kan rumme alle, og ikke kun som før – super elitært indstillede udøvere. Jokokan forbundet (JDK) blev etableret som en fællesskabende kampsportsorganisation med nu 7 skoler og ca. 350 medlemmer, som også rummer den mulighed, at hvis interessen, motivationen og viljen er til stede, kan man inviteres til individuel sparring, coaching og træning i “den gamle” Jokokan organisation; Foreningen for Yashin mon. Yakami no Taijutsu fra 3-4.kyu.
Artikel 8 af 8
Indstillingsforskellen imellem kampsport og kampsport afspejles også i hverdagen. Det vil kun være naturligt, da alt hvad man gør normalt har et formål i ens liv.
En ven fortalte mig engang begejstret, at han netop havde købt denne vin, som vi skulle smage. Han havde som altid sat sig grundigt ind i sagerne. Han fortalte, hvor god vinen var blevet efter vinavleren målrettet og utrætteligt igennem utallige år havde arbejdet hen imod denne dejlige og runde kvalitetsvin, drevet af kærligheden og perfektionen til kunsthåndværket; Vinfremstilling. Han havde udtrykt og lagt sin sjæl i denne vin. Intet i processen var tilfældigt, og der blev ikke gået på kompromis med noget.
Novra sagde jeg, og tænkte hvis jeg blev ligeså begejstret for denne vin som min ven, så var det nok også en god ide at købe denne vin. Min ven havde ret, den smagte guddommeligt! Så jeg spurgte forsigtigt “Øh, Hvor meget koster sådan én vin..?. Med et stort grin sagde min ven: “Nu skal du høre det bedste, jeg fik den til halv pris igennem et tilbud, og jeg kan sikkert også skaffe dig nogle!”. Min ven var begejstret over, at jeg også synes vinen var pragtfuld og ville gerne dele hans viden og vin-kup med andre.
Ugen efter var jeg til et andet middagsselskab. Værten udbryder, da han skænker vinen” Jeg havde lidt travlt – nu håber jeg fandme vinen er god for den kostede en formue – ellers klager jeg!”.
Spørgsmål: Hvad er den markante forskel i tankegang og indstilling i ovenstående historier? Set fra en hverdags situation og vinkel, er dette også forskellen fra kampsport og kampkunst indstilling.
Jeg har nu fra en utraditionel vinkel belyst forskellen imellem kampsport og kampkunst. Jeg må understrege at ingen af de to metoder er bedre end den anden – de tjener forskellige formål og endemål i livet, som er afhængig af den enkelte persons personlighed, liv, levned og selverkendelsesvej.
Men forandringsprocessens mål, målrettethed og varighed, er vidt forskellige. Dette er det enkelte menneskes valg og ansvar i dette liv. Det er disse valg og mål, som gør mennesker så unikke – og forskellige. Vi er ikke alle sammen ens. Der ER nogen mennesker, som er bedre mennesker end os andre, som ved mere, som har flere penge, som har mere magt, som er smukkere og mere udviklede end os andre. Ligesom der ER mennesker, som er dårligere mennesker end os andre, som ved mindre, som har færre penge, som har mindre magt, som er grimmere og mindre udviklede end os andre.
Hvordan det i virkeligheden forholder sig, vil nok komme bag på de fleste.
