Af Juri Mathiesen, Medlem indtil 2010
I feburar / marts måned 2004 fik vi en seddel i postkassen vedrørende famile karate i Jokokan Amager. Min kone foreslog at knægten og jeg skulle melde os ind, sådan ligesom for at have en ”mandeting” sammen.
Jeg syntes det var en god ide at knægten begyndte at gå til karate – jeg har selv gået i 70’erne og var meget begejstret for det – men mente nok at jeg med mine 42 år og min totalt ødelagte ryg og mit ligeså ødelagte knæ ikke ville kunne deltage.
Ikke desto mindre tog jeg afsted med knægten, med træningstøj til os begge, med store forventninger til at knægten ville blive grebet af det, og med lige så stor skepsis om hvorvidt mit gamle kadaver ville kunne klare ”strabadserne”.
Nu her, december 2004, kan jeg konststere at knægten er blevet lige så grebet af det som jeg forventede, og mit gamle kadaver kan faktisk godt følge med, sådan nogenlunde.
Sammenligner jeg træningsmetoderne med dem jeg var udsat for i 70’erne, og dem som vores instruktør benytter i dag, må jeg sige der himmel vid forskel.
Familie karate er præcis det ord der dækker Shindenkan, en træningsmetode hvor alle kan være med, men hvor man samtidig lærer en pokkers masse, hvis men vil. Alle kan deltage, og vores Shihan(chefinstruktør) er god til at forklare, hvis man spørger ind til tingene.
Shindenkan lægger også vægt på det sociale, der skal være tid til smil og lidt ”ballade”, dog med behørig respekt for dojo reglerne.
Til den ene træning, lige efter at to hold var blevet slået sammen, stod alle de voksne og talte sammen i dojo’en, og alle ungerne løb ude bagi, i redskabsrummet, og legede gevaldigt godt sammen, og glemte fuldstændig tid og sted. Så da træningstimen begyndte, begyndte vi voksne bare at varme op. Og da ungerne 5-10 minutter senere fandt ud af , at vi var i gang kom de styrtende ind i dojo’en. Ungerne måtte selvfølgelig modtage deres ”præmie”, men de gjorde det med godt humør og et lidt anstrengt smil på læberne. Det betegner meget godt for sammenholdet i Jokokan Amager, og er i mine øjne et sundhedstegn, og vel også en indikation af at Jokokan Amager er kommet for at blive.
I den tid vi har været i Jokokan, har vi deltaget i to træningssamlinger, sommerlejr og juletræning. Begge arrangementer var til top karakter og meget udbytterigt. Det er dejligt at møde andre afdelinger inden for Jokokan og få en snak med andre Jokokanere.
De to træningssamlinger har begge været bygget op omkring et rotationssystem, hvor man har trænet forskellige ting, med forskellige instruktører. Dette er en fantastisk ide, da man så får set og forklaret de ting man træner til hverdag på en anden måde.
Det er ikke en kritik af de daglige instruktører, men ting kan blive tydeliggjort på denne måde, når de anskues fra en anden side.
Igen vil jeg fremhæve det sociale, især fra juletræningen, hvor de fleste unger på tværs af afdelinger hyggede sig sammen i dojo’en, mens vi voksne hyggede os ligeså i restauranten.
Som sagt – et år er snart gået som medlem af Jokokan Amager, og vi glæder os til det kommende år. Jeg må erkende at min egen skepsis er røget fløjten, og jeg glæder mig til de kommende udfordringer – Jokokan er blevet en livsstil, og jeg vil Jokokan.
Et stort tak med ønsket om et godt nytår skal lyde til min daglige instruktør Shihan Søren Nielsen og resten af Shindenkan Danmark.
