Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018
Hvad betyder den overskrift? vil de fleste nok tænke og hvad har det med Yakami Karate at gøre? Dette og meget andet vil denne artikel om årets I-lejr 2004 give Jer svaret på. Først og fremmest må jeg advare læserne om, at en I-lejr ikke direkte er for fællesskabets skyld, men for individets skyld, og derfor vil der blive berørt nogle følsomme emner i denne artikel, der måske kan støde folk.
Hvor skal man begynde og hvor skal man slutte? Hvornår begynder livet og hvornår slutter det? Hvor er universets grænser? Er der en større mening med livet end blot det jordiske liv? Er der et liv efter døden? – mærkelige spørgsmål, men I har garanteret stillet Jer selv minimum et af spørgsmålene, eller I er blevet spurgt af andre, der tør stille selv samme spørgsmål. Havde man blot svaret på det hele, så var livet ikke den store gåde.
Nu har I jo valgt at dyrke Yakami Karate, hvilket faktisk efter min mening vil give Jer noget af nogle af svarene, resten vil I finde svar på gennem måske livslang søgen. Det man kan være helt sikker på er, at der ikke er en logisk/fysisk forklaring på alt. Om I ønsker svaret afspejler også, hvor langt I også ønsker at nå inden for kampkunstens verden.
Det var da ellers noget af en påstand! Vil de fleste nok ytre og han må da være bindegal. Hvorfor denne reaktion? Mange mennesker er inderst inde bange for at høre sandheden og finde svaret på de store spørgsmål i livet, jeg higer efter dem! Dem der søger skal finde, det gælder også i Yakami karate, uanset hvilken del af systemet man træner og, hvor langt man er nået. Det er også en af grundene til at Jokokan er for alle, da alle har spørgsmål de kan søge svaret på i Yakami.
Jeg var altså mødt op til årets I-lejr med en forventning om at gå derfra to dage senere med en god oplevelse, stof til eftertanke og et skridt nærmere svaret på nogle af livets store spørgsmål.
Når jeg kigger tilbage vil jeg sige, at det har jeg fået og mine kolleger vel sagtens også. Jeg synes ikke det er relevant at komme ind på deciderede teknikker i forbindelse med denne træningslejr, men mere værktøjerne og metoderne.
Vi startede som de fleste nok ved fredag eftermiddag kl. 17.00 og stod omklædte i dojo’en 17.05. Som man kan forvente af en I-lejr, er der et vist krav til udøverne ikke fysisk, men mere mentalt.
Kimu Sensei indledte traditionen tro med en velkomst og en lille tale i sædvanlig varm tone. Helt nøjagtigt kan jeg selvfølgelig ikke huske, hvad der blev sagt, men pointen var, ”I er her som individer, det er for Jeres egen skyld, at I er kommet for at træne og lære”, samtidig ”Det er vigtigt, at I kommer her og er udhvilet med indstillingen om at lære, så vi ikke spiller hinandens tid”; allerede her slår man parabolerne ud.
Nu slutter det så ikke her ”Husk der er intet på denne træningslejr, der er tilfældigt”, dette skal forstås både som ord og handling. Den tygger man så lidt på, mens man foretager sin individuelle opvarmning og gør sig klar mentalt til dagens træning. Nu var der flere under denne lejr, som også var indstillet til graduering og skulle vise noget, lige så meget under selve lejren, men også i den afsluttende Shiai om lørdagen.
Kimu Sensei er en snedig og meget venlig mand, så han sikrede sig, at folk ikke havde undskyldninger og opbyggede illusioner omkring deres egen formåen ved at øse af hans store viden om videnskabelige undersøgelser.
Det viser sig at energiniveauet hos et menneske ikke blot er fysisk energi opbygget ved hjælp af muskelstyrke og indtagelse af sukker o.l., men også mental energi, hvilket ikke kommer bag på de fleste, der bare har lidt kendskab til hårdere fysisk træning.
Tag blot eksemplet fra verdens hårdeste cykelløb Tour de France. Et år så jeg en mere eller mindre ”tilfældig” cykelrytter få den gule førertrøje. Manden var normalt ikke god til at køre en enkeltstart, men med den gule førertrøje at forsvare, fik han pludselig ”vinger” og brændte hans livs enkeltstart af, meget bedre en forventet. Enten var manden blevet dopet natten over eller han havde fået ekstra mental energi af, at have NOGET AT KÆMPE FOR.
Nå tilbage til sagen, men læg mærke til de sidste ord, de er vigtige. Det der kom bag på de fleste var fordelingen af denne energi. Som I kan læse, og deraf overskriften på denne artikel, er den 30/70 %, hvor de 30 % er den fysiske energi og de 70 % den mentale/psykologiske energi. Det vil sige, at man rent fysisk kun kan træne sig til 30 % og resten skal man opnå mentalt.
Nu er det ikke for at være på tværs og modsige en Gokui Menkyo Kaiden (Koryo Bujutsu Stormester), for jeg tror faktisk det er sådan, men det han ”glemte” at sige (naturligvis fordi vi selv skulle tolke på tingene og stille os lidt kritiske overfor selv samme) er, at de fleste mennesker nok aldrig har opnået mere end 40 % af deres potentielle energiniveau.
AVS den gjorde ondt, men taget i betragtning af, at vi sjældent har brug for 100 % er det ikke sært, vi har ikke incitamentet til det. Havde vi derimod levet i en tid, hvor det gjaldt LIV ELLER DØD f.eks. det gamle Japan, for at blive i termerne, var sagen nok en anden, for var du på 50 % og din modstander på 60 %, var du en død mand/kvinde.
Hvordan skal vi så opnå dette energiniveau og hvorfor skulle vi gøre det? Første del af spørgsmålet er nemt; Yakami er et udmærket værktøj til dette, anden del af spørgsmålet….Tjaa..har du noget at kæmpe for? Vil du flytte dine grænser? Vil du kende dem?
Som en lille hjælp fik vi at vide, at vi alle trænede i vores eget lille univers, ikke verden som man ellers har det for vane at sige; Han lever i sin egen lille verden, har i sikkert hørt før. Hvad er forskellen? Ser man videnskabeligt og metafysisk på det, så er et univers under konstant udvikling, det ekspandere faktisk, stjerner fødes, stjerne dør ligeså galakser, men en konstant er der dog, det er energiniveauet ifølge teorierne! Spændende tankegang.
Overfør dette til Jeres eget lille univers. I skal ekspandere, skabe nye stjerner, slukke andre og udnytte den maksimale energi. Man kunne fristes til at sige, at Jeres eget univers er en tro kopi af det store univers, og kender I Jeres eget univers yderste grænser og hver enkel stjerne og planet, kender I også tilsvarende parallelle universer hos andre. Lyder dette bekendt? Ikke, så hører i det sikkert senere.
Fundamentet for en god lejr var lagt, i hvert til fald for mit eget vedkommende, og vi gennemførte de første 3 timers træning med høj intensitet, hvor programmet var basis, kumite (psykologisk) og nye kata.
De fleste af udøverne på årets træningslejr havde valgt at køre hjem at sove, (vi er jo ved at blive gamle) enten for at sikre sig en ordentlig nattesøvn eller af andre personlige årsager.
Nu vil jeg så afsløre en lille hemmelighed, jeg er ikke skør, da den er blevet bekræftet fra flere sider. Normalt sover jeg fint om natten, specielt i min egen seng. Men nu havde jeg lidt problemer med at falde i søvn, da jeg vidste at det var vigtigt at være udhvilet og det lå som et pres på en. Det lykkedes dog til sidst, det der var det mest mærkelige, var at jeg vågnede om natten ved at jeg trænede videre, ved at slå og sparke ud i luften (Det er sgu da 100 % udnyttelse af tiden), men som jeg kan forstå var jeg ikke den eneste J
Lørdagen synes jeg fungerede endnu bedre og det er ikke for at lyde pralende, men selvom man blev træt fysisk, kunne jeg mærke at energiniveauet steg. Et eller andet må være gjort rigtigt, eller var det blot fordi intet var tilfældigt og træningen og metoderne var nøje planlagte. Jeg ville jo gerne sig det første, og lad mig blot være lidt naiv.
Faktisk synes jeg de fleste arbejdede rigtigt godt, når jeg ellers havde tid til at skue til de andres univers, hvilket også resulterede i, at alle bestod deres gradueringer efter nogle intense fri-kampe.
Men inden vi nåede så langt, havde vi i pausen mellem de to lektioner om lørdagen, ud over vores frokost, til opgave at besvare nogle gruppespørgsmål, der som det eneste på denne lejr var rettet mod fællesskabet. Vi var meget enige og resultatet vil I mærke i skolerne indirekte den kommende tid.
Efter en veloverstået træningslejr og en mængde blå mærker rigere sad vi omkring bordet i et klasselokale og nød en kold pilsner. Nok er vi seriøse, men vi havde alle noget at fejre. Ikke blot gradueringer, men også personlige sejre. Hvad var min sejr? Det skulle gerne fremgå af denne artikel. Har jeg besvaret nogle af livets store spørgsmål? Døm selv!!!!
Martin Hansen
Chefinstruktør Jokokan Korsør
