Denne dag, som skulle vise sig at blive helt fantastisk, startede cirka sådan her.

Først blev scenen sat ved at Kimu sensei spurgte ”Har I øvet jer?”. Så sagde han ”det ved jeg godt at I ikke har”.

Det var altså lidt provokerende. Jeg havde selvfølgelig øvet mig derhjemme. Det kunne måske have været lidt mere fokuseret og lidt længere tid.

Men så sagde han også at det eneste vi kunne gøre, er vores bedste, og hvis det ikke er godt nok, så skal man sige pyt, komme videre, lære af det, men altid gøre sit bedste. Han bad os også om at vi i løbet af dagen skulle tænke over hvilken version af os selv vi ville være? Den bedste eller værste version.

Som han også sagde ’’enhver idiot kan lære af egne fejl, men en sand leder lærer af andres fejl.’’

Det er også vigtigt at vi hele tiden har ”sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed”. Så derfor er der stadig noget der hedder DQ og der er også noget der hedder hjemsendelse og det betyder fratrædelse fra kurset og på det punkt er der ingen kære mor.

Vi lagde hårdt ud med at skyde 50 skud med kaliber 22. Vi skulle lige i gang og varmes op. Og få afstemt næverne. Vi havde alle en skydeinstruktør ved vores side, der skulle se at alting forløb rigtigt. Men også til at give os feedback på vores skydning. Og alle har jo sine ting at fokusere på, og jeg har mine. Mange af dem hænger sammen med hvem du er som person og derfor er nogen af dem meget personrettet, men nogle af dem er mere almindelige og gælder for en større del af deltagerne.

Men jeg vil alligevel gerne dele de ting jeg fik at vide, som jeg skulle fokusere på. For så er der en lidt større chance for at andre ikke også laver de her fejl. Så kan andre også lære af mine fejl. For hvad er viden værd hvis den ikke bliver anvendt.

1. Åndedrættet skal passe til bevægelsen
2. Sigte midler skal op til øjet og du skal følge sigtemidlerne helt ud
3. Tag det roligt, vær ikke være for anspændt

Det er som om den feedback man får er den hjælp man ikke vidste man havde brug for. Det er små afgørende ting som man ikke selv når at lægge mærke til, men som gør en kæmpe forskel alligevel. Og når der bliver pointeret noget, er det aldrig på en negativ måde. Jeg får altid en sådan ”gud ja” følelse som kun er en god følelse. Der er nemlig altid noget mere at lære. Og det føles altid godt hvis der nogen der tager en i hånden og hjælper en på vej.

Derefter gik vi endnu mere hårdt på og gik direkte til 9 millimeter af en meget specifik årsag. Vi skulle vænne os til rekylen i en 9 millimeter. For som Kimu sensei sagde så ville rekylen på kaliber 22 være ”barnemad” som en ærtebøsse bagefter.

Vi fik først vist affyrring af et helt 24 skuds magasin af Kimu Sensei som han skød på ca. 8 sek. alle i Alpha sort.

Selvfølgelig, skulle der være sikkerhed sikkerhed, sikkerhed, hele tiden. Det er trods alt våben vi har med at gøre. Og også nu og her er tiltro til processen supervigtigt. Det er ikke bare for sjov.

Derfor tog vi alle 50 skud i lommen, hele pakken, og gik fra 25 meter til 12 meter, og skød 36 skud af. To hele magasiner som vi selvfølgelig også skulle lade op selv. Og det må jeg bare sige, at når først du har prøvet at holde, lade, og skyde med en 9 millimeter, så er en kaliber 22 ingenting. Især at lade magasinet op, det er måske lidt besværligt med en kaliber 22, men det er slet ikke decideret hårdt at gøre. Derefter gik vi til 7 meter og skød de resterende 14 skud af. Nu skulle vi bare skyde 2 skud ad gangen.

Også her fik jeg noget feedback som jeg kunne få meget ud af. Kimu sensei sagde til mig, ”skrue lidt ned for tempoet når du skyder 2 skud ad gangen”.

Det var ikke nogen formidabel skydning men det var okay. Selvom processen føltes rimelig god var jeg nok blevet lidt for overmodig. Det havde kørt så godt i løbet af dagen at jeg lidt glemte det første jeg fik at vide, at tage det roligt.

Den store udfordring er stadig at lave en konsistent klase med mine skud.

Efter point skydning 1 og der skulle tælles point sammen, klappede David mig på skulderen og sagde: ”Godt gået, det så godt ud og pegede på skiven”. Og det var første gang jeg oprigtigt var helt ligeglad med hvad resultatet var i point. Processen havde føltes helt fantastisk, det lyder høj-pandet og fjollet, men det kørte bare ligesom det skulle.
Det er virkelig noget jeg ønsker for alle mennesker at prøve. At have haft svært ved noget, øvet sig og så at det bare lykkes og at det bare føles helt rigtigt.

Det var kl 17.50 jeg havde den sidste skydning og jeg kunne godt mærke at nu var jeg blæst i hovedet.

En lang dag med masser af fokus og en masse fede oplevelser med et mega fedt hold.

Det jeg er meget stolt og glad over, var at jeg for første gang lærte af mine egne fejl. Det jeg har haft store problemer med er, at når det ikke går som jeg vil have eller forventer, så taler jeg mig selv ned og kører ned af en negativ spiral, og den kommer jeg ikke op af.

Kimu Sensei sagde som en forfølgning på træningen fra dagen før hvor vi havde SB-BB-træning, at han kunne mærke mig , han kunne mærke den rigtige Mads. Og at det skulle jeg bare fortsætte med og at det var rigtig godt. Det gjorde mig rigtig glad. Det er altid dejligt at blive anerkendt af andre.

Det betyder at processen virker og den er helt essentiel for en progressiv læring.

Selv rengøring af pistolerne var faktisk noget jeg nød at gøre sammen med de andre. Nu havde vi gjort det så mange gange før, at vi alle nu var rimeligt selvstændige i rengøringen. Vi kunne nu endda hjælpe hinanden med det.

En lang dag med masser af fokus og en masse fede oplevelser med et mega fedt hold, er de bedste ord til at opsummere dagen. Og heldigvis med en masse succesoplevelser.