Sidste del af POMW II kurset skulle denne gang foregå på udendørs bane og der var lagt op til skydning med 9mm pistol udover den kaliber 22 som vi bruger mest på POMW II kurset.

Forventningerne var høje og jeg havde set frem til at skyde på en 25 meters udendørsbane for første gang og ikke mindst se om mine færdigheder var blevet bedre efter en del tørtræning derhjemme. Samtidig var der også en anelse nervøsitet for man har bare en anden respekt overfor skydevåben og den måde de skal håndteres på – Der er ganske enkelt ikke plads til fejl som i værste fald kan have fatale konsekvenser.

Vi mødte ind tidligt om morgenen og allerede fra start af var stemningen superpositiv og der var lagt op til en fed dag på trods af at det også var dagen hvor vi skulle testes af og vise at vi ikke havde ligget på sofaen med en pose popkorn og set Clint Eastwood film så vi kunne se hvordan man håndterer en pistol.

Som det første skulle sikkerheden for lokaliteterne og området gennemgås så der ikke var tvivl om reglementet og opførsel. Derefter skulle vi i gang med at varme op med 50 skud med en kaliber 22 for lige at få fornemmelsen tilbage fra sidst, sikre at pistolhåndteringen var i orden og få styr på sigtet. Det første jeg bemærkede, var at mit ene ben rystede og det var næsten umuligt at få et stabilt sigte, så jeg måtte lige trække vejret en ekstra gang og lige sikre mig at jeg ikke stod på en rystepudser. Da det ikke var tilfældet, så måtte det nødvendigvis være mig som lige skulle have styr på åndedrættet og finde den rigtige stilling (som Kimu Sensei ”tilfældigvis” også havde bemærket!).

Derefter fandt jeg roen og begyndte langsomt at mærke at mit fokus blev skarpere og der kom samling på skuddene på målskiven. Fra skydningerne på de tidligere POMW-kurser, så følte jeg mig i starten lidt hæmmet af at jeg kun kunne se målet meget uklart fordi jeg bruger briller og derfor kun kan se sigtemidlerne tydeligt. Men det er lige netop én af de ting som er essensen med POMW-kurset – Tro på processen og dig selv og man finder ud af at man sagtens kan ramme målet hvis man har styr på sigtemidlet og den basisteknik vi har lært igennem hele forløbet. I virkeligheden er det jo simpelt; vi mennesker har det jo med at gøre tingene unødigt kompliceret og lave almindeligheder om til kaos, men hvorfor det når det kan gøres enkelt – hvis man bare har lært det.

Efter den første indskydning, så fik vi at besked på at den næste runde med kaliber 22 der skulle vi kompensere med den korrektion som vi havde erfaret fra første runde og det ville være med point og være en del af testen dvs. at nu skulle vi gøre det vi havde lært – hver gang, og pointene blev talt op for de næste 50 skud.
Men inden da, så skulle der skydes med 9mm pistol som har et noget større rekyl (pistolens tilbageslag efter skuddet er affyret) og pistolhåndteringen var endnu vigtigere da pistolen, i værste tilfælde, kan ryge ud af hånden. Samtidig kan det være mere belastende rent mentalt, da braget er en del højere end en kaliber 22 og effekten er kraftigere. Med en 9mm er alt mere ekstremt end en kaliber 22 og derfor er det vigtigt at man bruger sin basisteknik optimalt.

Instruktørerne lavede en grundig demonstration, så vi fik hørt braget på tæt hold og fik øvet magasinladning. De to første skud var ikke decideret skræmmende, men gav en respekt overfor våbenet da man virkelig kunne mærke at der skulle holdes fast og stillingen var vigtig.

De efterfølgende skud var nemmere at sætte og på en eller anden måde virkede det nemmere at skyde med en 9mm end en kaliber 22, men det var så også kun fra 15 meter i forhold til 25meter, så det gjorde det jo noget lettere at ramme den sorte plet på skiven.

Det var lidt svært ikke at tænke på når Clint Eastwood viftede med sin Magnum 357 mod banditterne og sagde de berømte (berygtet?) ord: Do you feel lucky today…punk? (og de var sjældent heldige!)

I dag var man da bare en lille smule Clint Eastwood hvor den sorte plet på skiven blev fuldstændig gennemhullet….sådan da.

Det viste sig også at rækkefølgen med at prøve en 9mm inden vi skulle gennemføre testen med vores kaliber 22 ikke var helt tilfældig – At komme tilbage til kaliber 22 føltes nu som en lille ærtepistol og vi skulle mærke efter om der egentlig var en rekyl (det var der selvfølgelig, men det var nu noget vi ikke rigtig regnede for noget).

Vi gjorde alle klar til testen og på det tidspunkt så havde vi været på mærkerne i adskillige timer og man kunne godt mærke at det krævede lidt mere fra øverste hylde at bevare koncentrationen. Men alle var stadig positive og stemningen kunne dårlig blive meget bedre – Det er den typiske Shindenkan-ånd at selvom der er pres på og man er træt, så kan man meget mere end man tror og det bliver bakket op af en masse fantastiske mennesker som alle har prøvet at være i de samme situationer igennem vores træning.

Testen begyndte og instruktørerne som også været med i skydningen hele dagen skulle også gennemføre testen. Der var stor fokus hos alle og resultaterne begyndte efterhånden at komme ind og det var tydeligt at alle havde haft en fordel af at prøve en 9mm inden testen og at basisteknikken var på plads da alle kom ud med temmelig flotte resultater som vi kunne være stolte af – Det var jo et bevis på at de grundlæggende ideer og metoder bag POMW-kurset faktisk fungerer og desuden kan overføres både til vores normale træning og i hverdagen (Red. 268 point, 25 m skød forfatter)

Det var jo også lige netop det som jeg var nysgerrig på da jeg startede på POMW I og II og til det må jeg sige, at det har indfriet mine forventninger og mere end det efterhånden som vi har gennemgået kurserne. Det har faktisk aktiveret en eller anden ”kontakt” i mig, da jeg har indset at den læring og erfaring kan bruges i alt hvad jeg foretager mig og helt sikkert fremadrettet vil gøre gavn på mange måder.

Efter ca. 12 timer, så var dagen slut og der var stadig lidt energi tilbage på mellemste hylde godt bakket op af en fantastisk energi fra træningskammeraterne selvom man godt kunne se at det havde været en lang, men spændende dag.

Nu er der så POMW III kurset at glæde mig til og det kan kun blive helt fantastisk. Sidst men ikke mindst, så skal Kimu Sensei og alle instruktørerne have en stor tak for deres imponerende indsats for at få gennemført kurserne så flot og effektivt – Det har krævet det man kalder en ekstraordinær indsats – Tak for det.