Jeg skal skrive en artikel om POMW-I-II-forløbet. Det blev for mig noget af en karruseltur, hvor det jo går op og ned. Første omgang med POMW I var noget af en nedtur.

Under de indledende skydninger med airgunnen (jeg kan altså bede lide det danske ord luftpistol) viste det sig hurtigt, at jeg overhoved ikke var i stand til at ramme noget som helst. Når jeg havde afsluttet en runde skydning, var skydeskiven lige så ubeskadiget, som da jeg startede.

Det gik dog lidt bedre til den afsluttende del med IPSC skydning. Men det samlede billede var klart. Jeg var elendig til at skyde, og da jeg kørte hjem, var mit humør helt til rotterne. Jeg var faktisk nede i et sort hul. Selvom Kjeld Renshi prøvede at muntre mig op. Følelsen af utilstrækkelighed var massiv, Hvis der findes en skala for selvmedlidenhed, var jeg helt i top. Jeg overvejede faktisk at ringe til Jens Hanshi-dai og fortælle, at skydning vist ikke lige var noget for mig, og nu trak jeg stikket. Nå sjovt nok sov jeg fint om natten og næste dag var humøret lidt bedre.

I de følgende par uger havde jeg et par gode samtaler herom med Jens Hanshi-dai, der muntrede mig op, og opfordrede mig til at koncentrere mig om processen og tænke mindre på at ramme i mål. Jeg fik også til SB/BB-træning hørt Kimu Sensei sige, at skydning var uhyre simpelt og det er os, der ødelægger det ved at gøre det kompliceret og kaotisk. Godt så. Det besluttede jeg for at tage til mig.

Til min hjemlige tørtræning koncentrerede jeg mig om at holde rigtigt om luftpistolen, sikre rigtigt, tage den op og afsikre, tage rigtigt sigte, og rigtigt aftræk. Sikre og tage ned igen.

De gik marginalt bedre til første del af POMW II, og Kimu Sensei og Jens Hanshi-dai fik vist mig, at míne skud var placeret til venstre ca. 60 grader skråt op fra centrum. Kjeld Renshi gav mig personlig instruktion gennem forløbet, og det er jeg meget glad for.

Til næste POMW II prøvede jeg så at rette sigtet mod nederste højre hjørne, og marginal forbedring kom der, men værre var, at jeg ikke fik min pistolhåndtering til at fungere ordentligt trods god hjælp fra Kjeld Renshi. Jeg fik hjemmetrænet så godt jeg kunne. En treugers ferie i USA kom lidt i vejen for det. Lidt ironisk en del af tiden i Texas-nok et af stederne i verden, der er tættest befolket med skydevåben. Surt show, men så var der jo ikke andet at gøre end at forsøge at gøre det bedre næste gang.

Det var nu sidste del af POMW II.

En lang dag af praktiske grunde og for mit vedkommende første gang i Hanebjerg. Første skydning med kal.0.22 gik mådeligt, men så skulle vi skyde med 9 mm. Af en eller anden grund fungerede den store skyder bedre for mig end 22’veren. Det gjaldt både sikringen, sigtet og aftrækket. Og så var den sjov at skyde med – Og pludselig kom Kimu Sensei og fortalte mig at, 80 pct. af mine skud var i sort. Så var jeg i den grad en glad gammel mand.

På et tidspunkt fortalte Kimu Sensei, at vi alle havde bestået POMW I-II. Dejligt at få at vide. Vi sluttede af med at skyde et par runder med 22’veren, og så var en lang og god dag med skydning slut.

Tak til Kimu Sensei og instruktørerne for god instruktion og for at tro på mig, så jeg til sidst endte med at tro på mig selv. Også tak til jer øvrige deltagere for opmuntrende ord og god stemning.