Fredag den 4. januar 2024 startede det spændende POMW I-II-forløb. Vi var seks mand, tre unge og tre knap så unge, der havde taget turen til glasburet i Måløv Idrætspark for at indlede bekendtskab med skydning, som det praktiseres i Shindenkan. POMW Ia var Ryugi og introduktion til forløbet under ledelse af Jens Hanshi-dai med Kjeld Renshi, Shishó Michael, og Pia Shidoin som hjælpetrænere.
Efter lidt snak om vores forventninger, gik Jens Hanshi-dai i gang med sin præsentation. Han startede med at snakke om våben, og hvad der adskilte dem fra hinanden. Af ældre våben havde knive, sværd og økser kort rækkevidde. Spyd og buer længere rækkevidde. Skydevåben har så endnu længere rækkevidde. Det er imidlertid en lang udvikling. De første kanoner kom i 1400-tallet, så kom pistoler og geværer, er til at starte med havde en kort rækkevidde. Da bagladevåben med patroner kom i 1800-tallet blev rækkevidden hurtigt meget længere. Han kom ind på indstilling og udrustning, og sagde, at en samuraikriger fra middelalderens Japan nok ville komme til kort overfor en moderne elitesoldat, hvis de var bevæbnede, men var de ubevæbnede, ville samuraien vinde på grund af sin uddannelse, sin træning og sin indstilling.
Grunden til at vi har indført POMW og dermed skydning i Shindenkan er Minouchi Sensei´s teori om, at det er mennesket bag våbnet, som gør forskellen uanset den tid, man lever i. Derfor bør man som kampsportsudøver kunne betjene de våben, der nu findes i den tid, man lever i. Forskellen mellem kampsport og kampkunst blev berørt, hvor kampkunst handler om den indre afklaring. Men vil ikke som kampkunstudøver være komplet uden kendskab til skydevåben. Det gælder især for densho-grader. Minouchi Sensei havde opstillet tre modeller – Model I var den civiliserede mester, model II var gråzonen og Model III var den uciviliserede eller dræberen. Sammenligningen med militær kan bestå i, at i militæret er der operationelle kompetencer for dem, som er i kamp, de taktiske hos deres overordnede og de strategiske hos dem, som lavede den overordnede planlægning i stabe. Her er der forskellige mænd og kvinder, i de forskellige funktioner. Tidligere forsvarschef Jørgen Lyng, der startede som elitesoldat i Jægerkorpset, og senere blev leder af det danske forsvar er en af de få militærfolk, der udmærkede sig i alle tre roller. En kampkunstner skal altid kunne mestre alle roller.
Herefter kom Jens Hanshi-dai ind på konkrete ting omkring våben. Han beskrev udviklingen fra buer til skydevåben på baggrund af rækkevidder. De tidligste kanoner kom i 1100-tallet. De første geværer kom i 1500-tallet. I perioden fra 1500-tallet til 1700- tallet havde de en rækkevidde på højst 30 meter. Fra 1700-tallet til 1800-tallet blev den øget til 45 meter. I Japan blev de første geværer og kanoner indført af portugisere i 1453. Det første store slag i Japan med brug af skydevåben var slaget ved Sekigahara i 1600. Japanerne opfandt en taktik, med en kriger, der skød og en hjælper, der ladede således, at man kunne opnå en større skudhyppighed.
Så kom en snak om våben. I anden halvdel af 1800- tallet kom patroner og riflede løb. Det gav bedre præcision og større rækkevidde. Pistolers rækkevidde har udviklet sig meget. 1500-1700 var den effektive rækkevidde 5 meter, i 1700-1800 var den 20 meter. I 1800-1830 kom den op på 50 meter. Nu kan pistoler have en rækkevidde på op til 1800 meter. Med snigskyttegeværer kan man skyde meget længere. Således er længste sniper kill på 2.400 meter.
Videre fortalte Jens Hanshi-dai om, at der var 750.000 registrerede skydevåben og det skønnes, at der er 5-6 hundrede tusind uregistrerede skydevåben i Danmark. Han fortalte os også, at grunden til, at vi skyder med pistol i POMW er, at kan man skyde med pistol, kan man også skyde med gevær. Pistolen er svær at mestre.
Vi fik at vide, at målsætningen for POMW er, at vi skal kunne have en skyttekompetence, som er 5-10 gange bedre end 95 pct. af alle skytter. Da Kimu Sensei i 2010-2011 gik i gang med skydningen, blev han instrueret af de dygtigste fra Jægerkorpset og Politiet. Kimu Sensei var helt kompromisløs, da han gik i gang med at opnå de nødvendige kompetencer. Og POMW kom op og stå i 2010-2014. POMW-skytter skal lære fem til ti gange hurtigere end normale skytter. Vi fik også at vide, at til POMW er tørtræning enormt vigtigt. For at kunne gennemføre POMW blev skytteforeningen SDK oprettet. Derfor kan vi lovligt skyde med kaliber 0,22 pistol i Tapeten i Ballerup og med 9 mm pistol på Hanebjerg ved Hillerød. Vi kommer i berøring med følgende våbentilladelser: SKV 6 er tilladelse til at skyde med skytteforeningens våben i skytteforeningen. SKV 4 er foreningens tilladelse til at besidde våben, SKV 3 er transporttilladelse og SKV 2 er den tilladelse til at besidde et våben, hvis man har været skydende medlem af skytteforeningen i mindst to år.
Vi fik så gennemgået strukturen i POMW.
POMW I består af POMW Ia, vi er i gang med nu, som er Ryugi og introduktion. POMW Ib er tørskydning med airgun og laserpistol. POMW Ic airgun og laserpistol også med bevægelse. Hensigten med POMW I er at give det skydemæssige fundament. POMW IIa er baneskydning med kal. 0.22, POMW IIb er baneskydning med kal. 0,22 og 9 mm. POMW IIIa er positionsskydning med kal. 0,22 og 9 mm og POMW IIIb er IPSC.
Så havde vi afsluttende snak, hvor vi blev præsenteret for spørgsmålet, hvad vi ville gøre, hvis vi var i en situation, hvor forbrydere/terrorister havde taget os og vores familier til fange, og var ved at voldtage vores ægtefæller og tæve vores børn til døde. Hvis så en af skurkene pludseligt tabte en pistol på gulvet, og vi var et sted, hvor vi kunne samle den op – Hvad ville vi så gøre? Vores svar var vist mere eller mindre i retning af, at vi ville samle pistolen op og skyde skurkene, hvis vi kunne redde vores familiemedlemmer men ikke nødvendigvis, hvis det kun gjaldt vores eget liv. – Men sådan kan man jo gå og tænke meget på hypotetiske situationer.
Til sidst fik vi vores airguns, sikkerhedsbriller og høreværn udleveret, og Kjeld Renshi lavede en første demonstration af betjening af pistolen.
En lang og spændende eftermiddag/aften var til ende, og vi kunne tage hjem spændte på det videre forløb.
Tak til Jens Hanshi-dai for en supergod præsentation.
