Af Søren G. Jensen, Medlem indtil 2004

Jokokan Magasinet “Uglen 1995”.

Dette er den sande og uforfalskede øjenvidneberetning om hvordan to karateka’er (Jan Vismann og Søren Greve) drog ud på deres farefulde pilgrimsfærd fra det civiliserede Slagelse over det store vand til et af Karatens Mekka’er – Randers, for at søge vejledning, oplysning og inspiration udi nogle af livets store mysterier (hovedsagelig gående basis, sankaku-kumite og sanbon-henka grænsefladetræning).

Denne uforglemmelige rejse startede på Slagelse station hin fredag eftermiddag d. 5 maj 1995. Her begyndte vi i bedste pseudo-zenbudhisitiske stil med at søge åndelig fuldbyrdelse igennem strenge asketiske øvelser, såsom fx. at sidde i umagelige stillinger i regionaltoget mens det bumlede af sted mod Randers, og at tvinge os selv til indtage de uspiselige kulinariske rædsler de serverer på storebælts-overfarten alt imens vi mediterede over hvorvidt denne for mennesker uegnede føde ville medføre en madforgiftning eller blot dårlig ånde.

Langt om længe ankom vi dog til Randers station, hvor vi fik den hjertelige modtagelse der sømmer sig for en vismand og en greve. Efter at have berettet om vores strabadser på den lange rejse, forbarmede Kimu Shihan Shihan og Tim sig over os og førte os direkte til den nærmeste pizzabar.

Derefter gik turen hjem til Kimu Shihan hvor vi i bedste sladdertantestil fik udvekslet rygter og historier samt svar på vores intelligente (syntes vi da selv) spørgsmål. Desuden viste Kimu Shihan og hans hustru, Anette stolt deres førstefødte – Elisabet frem, og efter at have set hende i Gi og prøve at holde hende glæder jeg mig endnu mere til selv at blive far (hvilket jo kan ske hvert øjeblik). Nu havde det jo været en lang dag, og efter at undertegnede og Jan forgæves havde prøvet at bekæmpe/skjule vores mere og mere påtrængende gaben, blev Tim og jeg sendt hjem til Tim med besked på at få sovet så vi hunne stille friske og udhvilede næste morgen kl.0900.00 præcis, sharp, lige på minuttet.

Vi prøvede da også at gå i seng med det samme – vi prøvede virkelig. Men da det var længe siden vi havde set hinanden kombineret med at der var karate på eurosport og Tim’s kæreste lige havde bagt boller, var fristelsen til at blive oppe til klokken sent om natten simpelt hen for stor for os svage sjæle.

Dette medførte naturligvis også at vi kom for sent op og måtte halse afsted for at nå hjem til Kimu Shihan via bageren inden kl.900. Men vi nåede det! og efter at have spist morgenmad oprandte så skæbnens time: 1 Lektion.

Lektionen hvor vi skulle forklare og demonstrere hvad vi havde lært sidst vi var i Randers. Kimu Shihan – som er en mester i at presse citronen til det yderste – havde naturligvis givet os lektier med hjem efter den forrige mini t-lejr, og havde ikke lagt skjul på at niveauet ville blive lagt efter den der havde forberedt sig dårligst, vel vidende at dette ikke ligefrem gjorde presset på den enkelte mindre.

Det med at forklare teknikkerne gik da også tilnærmelsesvis tilfredsstillende, i det mindste i forhold til demonstrationerne. Det er en ting at vide hvordan en teknik udføres korrekt – noget helt andet at få kroppen til at gøre det, når man endelig har fået en detalje på plads er der altid endnu en detalje der kan rettes. Men heldigvis begyndte Kimu Shihan allerede nu at øse guldkorn ud over os, og bagefter da vi gik i gang med den egentlige undervisning, blev øvelserne også hele tiden afbrudt af forklaringer og sammenligninger som øgede forståelsen og kædede øvelserne sammen så vi kunne se principperne der gik igen. Grunden til at vi bliver inviteret til Randers er da også som Kimu Shihan udtrykte det: “ikke for at træne, men for at hente inspiration og få uddybet forståelsen”. Dette gjorde da også undervisningen utrolig interesant og pludselig fløj tiden afsted, så før vi syntes at træningen var gået i gang var klokken 12, og vi måtte skynde os i bad for at komme ud og få frokost.

Ligesom sidst gik vi op på gågaden og spiste på den kinesiske restaurant, herefter handlede vi ind til aftensmaden, og skyndte os så op på café Blicher (Randers’es in-sted nr.1), hvor vi kunne sidde i solen og få en cola/kaffe mens vi nød udsigten, inden vi skulle tilbage til lektion 2.

2. og 3. lektion (fra kl.14-16 og 17-19) fortsatte i samme hektiske stil som lektion 1 sluttede, hvor undervisningen var så interessant at man syntes tiden gik alt for stærkt, samtidig var den også meget lærerig der er fx. et par ting som er så vigtige at jeg ikke vil holde denne viden for mig selv:

1. En pandeparade er ikke særlig effektiv, det er bedre at parere med armen end med ansigtet.
2. Hvis man skal træne kast, så pas på væggene, især murstensvægge er stærkt udsatte for revner, hvis man kaster folk ind i dem. Dette når Kimu Shihan parere en oi-tsuki (ligeud knytnæveslag) på fuld skrue med en age-uke (opad gående parade), og man (94 kg) bliver slynget ind i væggen fra samme retning man angreb fra – med den rette hjælp kan man faktisk flyve!.
3. Dansk vand er utrolig godt til at tørre blodpletter af gulvtæpper, fordi kulsyren hjælper til at blodet ikke pletter.
4. Grunden til at man slår med de to forreste knoer er for ikke at brække hånden. (Red. Hvis man senere på natten bliver overfaldet af en berygtet rockerbande under en glad aften i byen)

Desuden lærte vi en masse andre ting som vi vil formidle videre til jer på en lidt mere svedig måde, bla. mongolsk folkedans som samtidig er en sikker måde at gøre sig socialt bemærket på ved festlige lejligheder (Red. Det var denne kontaktskabende måde som uheldigvis og utilsigtede medførte en åben demonstration af Yakami´s effektivitet i gadekamp uden fysiske skader – for altså Vismanden, Greven og Tim 🙂 .

Så pludselig var træningen overstået, og igen måtte vi skynde os i bad, for jo før vi kom i bad jo før fik vi mad. Kimu Shihan (som jo arbejder som Eksport- og marketingschef i Danish Crown koncernhovedkontor) havde organiseret en steg der var de kongelige værdig, og alt imens vi tilberedte dette festmåltid steg humøret i takt med promillen – efter en hel dags træning skal der ikke meget øl til, før man kan mærke det – så da vi skulle spise var vi allerede godt fjollede og overstadige. Og efter at have fået cognac til kaffen og div. “Gin & Tonic” (dvs. mest gin) var vi ikke til at styre, så det endte med at Kimu Shihan måtte sende os i byen for at få noget ro (han skulle af sted til Japan & Fjernøsten “dagen derpå”).

Her førte vi os så frem med Mongolsk steppedans til den lyse morgen, hvorefter vi blev kørt hjem i seng. Oprindelig havde vi store planer om at mødes tidlig søndag morgen for at forevige vores nyligt indvundne viden på Tim’s videokamera. Men da det jo var dagen derpå, nøjedes vi med at mødes hos Kimu Shihan til fælles morgenmad og oprydning.

Herefter tog Jan og jeg hjemad mod Slagelse på en langt mindre indholdsrig tur, alene af den grund at vi ikke havde åndsnærværelse nok til at opleve den, mens Kimu Shihan tog af sted til Japan.

Alt i alt en succes som absolut er værd at gentage.

KH (karate hilsener) fra Søren Greve