Af Peter Hedegård, Gæsteskribent

Efter et besøg hjemme i Japan, hvor han blandt andet havde besøgt Ko-Budo mesteren Arakawa Busen fra Rin-Bu-Kan i Tokyo, hvis So-Kan Ryu nunchaku system vi tidligere havde trænet, kom Tonegawa Sensei som sædvanligt til træning, og jeg spurgte ham, om han havde haft en udbytterig tur.

“Yes, very good…very good,.. I went to visit So-Kan Master….show me new kata”!

“Did you film it?”, spurgte jeg, i håb om at jeg i så fald kunne få lavet en kopi af video´en.

“No”, svarede Tonegawa Sensei, “but So-Kan Master very kind…..show everything two times”!

Den omtalte kata viste sig at være en H-kata, dvs. bevægelsesmønstret forløber over en H-formet grundplan, og omfattede over 55 forskellige aktioner og bevægelser, og da Tonegawa Sensei begyndte at undervise mig i den, tog det mig mere end 3 uger at få en bare nogenlunde sammenhæng i de mange kombinationer.

Og hele den lange kata havde Tonegawa Sensei “fotograferet” og memoriseret blot ved at se den to gange!

Det fik mig til at spekulere lidt over forskellene på europæisk og klassisk japansk træning . Her i Europa er eleverne vant til at få alt forklaret, gentaget, vist, korrigeret i en uendelighed. De stiller spørgsmålstegn ved udførelsen, ved teknikken selv og ved nødvendigheden af at lære netop denne specielle teknik, som de måske finder irrelevant eller vanskelig.

I Japan forventes eleverne at træne på det de får besked på, hverken mere eller mindre. Og de bliver ved med at træne, indtil de får besked på noget andet. De får forevist en teknik – ingen forklaringer eller udpenslinger, og så træner de den, indtil deres lærer er tilfreds, eller indtil han mener, at de ikke kan komme videre på egen hånd, hvorefter han retter et eller andet, og lader dem træne videre.

Forskellen er, at i Europa har eleverne en forventning om at instruktørerne skal sørge for, at de lærer noget.

I Japan har instruktørerne en forventning om, at eleverne ønsker at lære det, instruktørerne har at give dem, og at de derfor vil anstrenge sig til det yderste for at lære det.

Der er et gammelt ord der siger, at man kan trække en hest til vand, men man kan ikke få den til at drikke. Lige så lidt som man kan tvinge en hest til at drikke hvis den ikke vil, lige så lidt kan en instruktør “sørge for” at en elev lærer noget. Det er 100% op til eleven selv.

Tonegawa Sensei betragtede den anden gang Master Arakawa viste ham kata´en som en gave…en gestus ud over det sædvanlige, og hans kommentar til mig viste, at han så sandelig satte pris på denne gestus. Måske var her noget at tænke over for de elever, der på grund af en mindre end optimal koncentration om den foreliggende opgave altid skal have vist det samme om og om igen?