Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018
Som en landmand betragter sin ager og plantageejeren sine frugttræer, var det nu tid for mig at se, om nogle korn var spiret og havde vokset sig store og klar til at blive høstet. Dette er en løbende proces, og ikke alle korn modnes på samme tid og nogen bliver måske ikke til noget, atter andre muterer og må kasseres. Sagt på en anden måde var opgaven, at bevise om al træningen var blevet en integreret del af mig og, hvor mange dårlige vaner jeg havde tillagt mig og, hvad jeg selv havde opfundet undervejs.
Det mest naturlige var selvfølgelig at vise det under en forgraduering med Kimu Sensei og Jens Shihan som aktive tilskuere. Tirsdag d. 21. januar var datoen, Egebjergskolen i Ballerup var stedet. Denne eftermiddag skulle jeg bevise mit værd, det var nu, jeg havde denne ene chance til at samle lærdommen fra de sidste 5 måneder og fyre den af. Mærkeligt nok havde jeg ikke den eksamensangst, jeg ellers altid har haft når jeg skulle yde mit bedste, hvilket senere også skulle vise sig ikke at være så smart på flere områder.
Den ro jeg havde i kroppen var sikkert en gevinst opnået gennem bearbejdningen af min psyke, og det at have svært ved at træffe et valg eller overvinde angsten til at gøre det. Men til en forgraduering er det ikke smart, hvilket jeg erfarede, da den vanlige nervøsitet, som jo udebliv, ikke satte mig op. Det blev på det kraftigste pointeret, og jeg skal love for, at jeg fik psykologiske smæk af Kimu Sensei, der nok skulle sørge for at piske en stemning op, så jeg kunne tage mig sammen. Jeg tør vædde en svedig gi på, at var der kommet nogle udenforstående ind i træningslokalet, var de løbet grædende bort, så tæt var atmosfæren.
Igen kan jeg kun takke min læremester, da det igen var at række en hjælpende hånd, så jeg ikke forspildte min chance for, at vise hvad jeg virkelig rummer af potentiale. Jeg forstod bagefter, at der igen var tale om en såkaldt spejling af mig selv, da Kimu Sensei viste mig mine skyggesider på godt og ondt. Jeg kunne godt gå hen og blive lidt bange for mig selv (jeg er ikke paranoid), men der lærte jeg, hvad det vil sige at være presset. Jeg troede virkelig at jeg kendte til at være presset, men det har været fysisk pressede situationer, man jo relativt hurtig kan overkomme gennem hård fysisk træning, som f.eks. op til en fysisk test i forbindelse med en graduering. Uden at prale, har jeg da en relativ god fysik, hvilket også Kimu Sensei ved, så hvorfor teste dette, når man kan teste og bearbejde noget, hvor jeg er svagere. Dette har været en af de største gevinster ved forgradueringen, jeg ellers i første omgang opfattede som et lavt “høstudbytte”.
Årsagen til at jeg følte dette var, at jeg til forgradueringen led et psykisk nederlag af de helt store, ikke fordi Kimu Sensei havde set sig ond på mig, men fordi jeg var skuffet over mig selv (jeg kunne jo se i Kimu Sensei, hvad jeg kunne yde). Jeg havde erfaret, at jeg faktisk havde fejlet og det erkendte jeg og undskyldte over for mig selv, men måske netop det at kunne se sine fejl og mangler og erkende dem, kan bringe en videre og gøre dig til et helt menneske.
Omvendt erkender man ikke sine fejl og lever i overbevisningen om, at man gør det rigtige, lever man i en illusion, hvor man forblinder sig selv og værst af alt også andre, det er bestemt ikke Yakami og en chefinstruktør værdig. Netop dette var også en del af forgradueringen, hvorfor jeg ikke fik noget umiddelbart svar på, om jeg havde bestået eller ej, men fik besked på at nedfælde essensen af specialtræningen og forgradueringen og sende det pr. e-mail til Kimu Sensei. Jeg kørte fra forgradueringen med en underlig tom fornemmelse i hovedet, men samtidig vidste jeg, at jeg havde en masse jeg gerne vil ud med.
Jeg brugte et par dage efter forgradueringen til at tænke over tingene, for jeg vidste at det dokument, jeg nu skulle hen og skrive ville blive en af de mest vigtige i mit liv, set i Yakami perspektiv. Her skete noget forunderligt og brikkerne samledes i tankerne og jeg skrev brevet til Kimu Sensei, som tankerne efterhånden kom til mig. Brevets indhold vil jeg ikke gengive 100 % her, da det for det første er dybt personligt og mit udbytte, af en for mig tilpasset specialtræning, men det er delvist beskrevet i ovenstående. Men skematisk så jeg lyset i specialtræningen, og den nedenstående figur rummer essensen af mit træningsforløb og kan vejledende også bruges for andre
Kort fortalt kan figuren forklares på følgende måde: Yakami Taijutsu er centeret og målet med hele træningen. Værktøjet til at nå et vist niveau i Yakami Taijutsu er Yakami Gensei-ryu, hvor hovedvægten og essensen er basistræningen. I basistræningen, som er koblingen til Yakami Taijutsu, skal man finde teknikken og træne detaljerne også kaldet “Hiden”, forstå dem indre som ydre. På den mentale side er værktøjet en “rensning” af sindet, forstå dit potentiale og se dine stærke og svage sider, her sker det gennem en spejling fra Kimu Sensei. Sammenlagt skaber man sine egne teknikker fysisk med “roden” i det traditionelle, og psykisk gennem selverkendelse “hvad kan du?” “vil du det nok?”, sagt på en anden måde, man sætter selv begrænsningerne. Det kan lyde meget smukt og fortænkt, men tænk over det, det har jeg gjort….længe!
Jeg ventede kun 4 timer på svaret, selvom det føltes længere. Svaret var “Du har hermed bestået din forgraduering, tillykke med det”. Jeg læste det mange gange og en sten faldt fra mit hjerte, denne e-mail var alle 5 måneder værd. Jeg følte mig lettet og havde igen mod på at komme videre, men vidste også at, i dette øjeblik var kursen sat ud i fremtiden mod endnu større krav, udfordringer, ansvar og forpligtigelser.
Under de mange timers træning får man mange oplevelser både fysik og psykisk, som jeg også har beskrevet i ovenstående. Her er også erfaringer at høste. Når man samler disse oplevelser og idéer og opfatter dem som værktøjer, kan man se sammenhænge mellem forskellige teknikker. Jeg oplevede f.eks. pludselig at se en sammenhæng mellem Iai og basisparader, men også mellem Jo-teknikker og Hsingi-teknikker.
Dette mener jeg er essentielt, og man kan pludselig se, at det man har fået tillært og fortalt, og som skal føre dig frem mod det ultimative mål, alt sammen er sandt. Samtidig med at man sætter den første milepæl i sin karriere, repræsenteret ved 1.dan gradueringen, finder man også ud af, hvor stort pensum er eller hvor store mulighederne er. Men skal man udnytte mulighederne, har jeg om nogen lært, skal man selv så sine korn ved at deltage i den træning man har mulighed for, vande kornene ved at træne og ikke øve, samt opsøge viden, og høste frugterne når de er modne.
Imellem alt dette står der en Gud, der i samarbejde med dig bestemmer, hvor stort et høstudbytte det bliver til. Men én ting er sikkert, i Jokokan skinner solen altid, og regnen kommer når der er brug for den, og der er altid en erfaren “høstmester” til at vejlede dig til en hvis grænse. Når dette er sagt skal man samtidig erkende at, i Jokokan er der plads til alle, men skal du nå langt, er det en individuel og til tider ensom og hård proces.
Konklusion/efterord
Disse tre artikler har rejst en del spørgsmål, nogle har jeg besvaret, andre står hen i det uvisse og kan kun besvares af den enkeltes sind og sjæl: Er du god nok? Har du viljen? Vil du det nok?, kan du svare oprigtigt? Stiller man spørgsmål til sig selv, vil man mange gange få et svar på, hvor man står i virkeligheden, hvor langt man er kommet. Jeg er blevet stillet overfor selv samme spørgsmål, og jeg har svaret på noget af det i disse artikler ud fra mine egne erfaringer med specialtræningsforløbet og min egen hjemmetræning.
Kort kan jeg udtrykke det på følgende måde: Du kan nå lige så langt du vil det, når du vil det, det er kun dig selv, der sætter begrænsningen. Begrænsningen kommer i form af, hvor du er noget i din livscyklus dvs., hvor meget vil du ofre af resurser både fysisk og psykisk og, hvor meget man tror på sig selv.
Samtidig skal man nødvendigvis stole på sin læremester og hans udsagn om, at det han viser er den sande vej, gør man ikke dette, kan man risikere at “træde vande” og dermed opleve unødvendige stop i udviklingen. Langt fra de fleste er perfekte og vil opleve fejltrin også i Yakami, og her kommer devisen, erkend dine fejl også overfor andre og ad denne vej skal du lære af dine fejl så du ikke begår dem igen, til sin rette, og samtidig undgår du at opbygge unødvendige illusioner, der skaber et forkert billede af dig selv også overfor omverdenen.
Når man træner længe og intensivt på noget f.eks. basisparaderne, som jeg gjorde det, oplever man nye sider af disse og betydningen af “Hiden”. Ingen bevægelser er tilfældige, den måde du forbereder teknikken, skaber teknikken, hermed bestemmer man om, det skal være en god teknik. Er intet overladt til tilfældigheder, opnår man den optimale afslutning. Analogt kan man sige at, i livet bestemmer man selv, hvordan man vil leve, overlader man det til tilfældigheder bliver livet derefter. Vælger man efter sin bedste overbevisning, skaber man selv sin fremtid og livet, er det Yakami? Jeg kender svaret, og flere af mine kolleger kender det, gør du?
I dag ved jeg hvilken retning mit liv skal tage, jeg er ikke længere i tvivl om, at Yakami er det rigtige valg for mig. Jeg skulle overbevises og har også fejlet. Efterhånden som jeg skaber min egen fremtid i Jokokan, er jeg overbevist om, at jeg vil blive stillet overfor endnu sværere spørgsmål. Men jeg er kommet igennem svære valg og set den grønne eng på den anden side, derfor vil det også være nemmere at gå fremtidige valg i møde. Min rolle som chefinstruktør har ikke været uvæsentligt i alt dette, det var delvist mit eget valg på opfordring fra Kimu Sensei. At jeg er blevet chefinstruktør gør, at jeg har måttet tage udsagnet “viden forpligter” alvorligt fra starten og sørge for at videregive den viden, jeg trods alt har. Forhåbentlig vil de elever, jeg i fremtiden uddanner følge trop og skabe deres eget liv, og dele ud af den viden der tilkommer dem.
Jeg håber disse tre artikler har belyst og klargjort, hvad det vil sige at modtage specialtræning og, hvor meget det er op til én selv, at bidrage til og fortolke træningen. Forhåbentlig har disse tre artikler også banet vejen for fremtidige sortbælter og mulige chefinstruktører idet, I jo kan se at det ikke er så mystisk endda, mange gange er det er spørgsmål om hårdt arbejde og sund fornuft. Når jeg har trænet, har jeg også søgt efter inspiration andre steder fra. Da jeg selv har spillet meget musik, vil jeg som en lille afslutning bringe et citat fra en sang af Dream Theater. Netop dette vers rummer efter min mening meget Yakami og min vej mod målet, men det er jo op til Jer at fortolke om det passer på Jer.
Album: Images & Words, sang: Learning to Live
Another chance to lift my life
Free the sensation in my heart
To ride the wings of dreams
Into changing horizons
It brings inner peace within my mind,
As I’m lifted from where I’ve spilt my life
I hear an innocent voice
I hear kindness, beauty and truth
Med dette siger jeg tak for opmærksomheden og ønsker alle fortsat god træning, og husk en ting: Tag godt imod det, der tilkommer Jer, men vær også god til at dele ud af det efterfølgende!!!!
Martin Hansen
