Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018
Yakami handler i alle højeste grad om at træne selv og finde sig selv både i kampkunsten men også i resten af livet. Specialtræningen var indledt og dermed en masse tanker både omkring Yakami, men også min egen personlighed. Nu var det min opgave at træne og træne og træne, men ikke øve. Jeg ligger ikke skjul på, at det kræver en masse tid at gennemføre et specialtræningsprogram.
For midt vedkommende drejede det sig vel omkring 4-5 timers træning om dagen, da jeg også har andet på programmet end Yakami. Men her stiller man sig selv spørgsmålet (du har sikkert regnet det ud) “Vil jeg det nok?”. Jeg var så heldig, hvis man kan kalde det sådan, at jeg havde sagt mit job op inden specialtræningen startede. Specialtræningen var naturligvis ikke den eneste årsag dertil, men det passede godt sammen, da lejligheden bød sig. Kimu Sensei mente ligesom mig, at tiden skulle udnyttes fornuftigt, og hvad er mere fornuftigt end at træne Yakami?
Mange vil sikkert tænke “man kan da ikke træne de basisteknikker så længe!!” Det samme tænkte jeg umiddelbart i starten, men her kommer tillidsspørgsmålet så ind. Mit eget ego siger “Det er da fuldstændigt meningsløst”, mens samvittigheden og Kimu Sensei siger du skal træne, hvorfor man jo så gør det. Hurtigt bliver man så klar over, hvor meget der egentlig ligger i basisteknikkerne. Når man træner basisteknikkerne længe og intensivt dukker der mange tanker frem, der kommer fra det underbevidste og andre steder. Det første jeg naturligvis oplevede, var en kamp mod det, vi i det moderne sprog kalder “gideren”.
Hvad mener jeg så med det? Man står op om morgenen for at starte et træningsprogram, der skal vare 2-3 timer, hvilket man ved det tager. Man ved man skal træne basisteknikker og intet andet. Så kan man godt finde på at drikke lidt mere morgenkaffe, være mere omhyggelig med barberingen og læse avisen en ekstra gang………..men hvad er dog alt dette? Det er modstanden mod at træne det, man ved inderst inde er en nødvendighed, men ikke kan kapere at skulle træne udelukkende de næste mange måneder, og så næsten hver dag.
Det er her man skal se Kimu Sensei for sit indre blik med korslagte arme, spørgende “Vil du det nok?”. Derpå træner man, og herfra skal man lære. For mit vedkommende, kan jeg igen kun sige, var her naturligvis en snært af det med at træffe et afgørende valg. Valget her skulle naturligvis være, at man gerne vil træne Yakami og lære af dette og en dag blive Menkyo, og kræver det at man træner basisteknikker, så bliver det basisteknikker. Jeg havde selv udtrykt det til Kimu Sensei på følgende måde, hvilket han naturligvis havde taget til sig: “Jeg har det som om jeg står med det ene ben i Yakami og det andet i et almindeligt liv og ikke ved, om jeg skal “overgive” mig helt til Yakami”
Her var jeg ærlig og sagde som jeg følte, hvilket er alles ansvar når man træner Yakami. Er du ikke ærlig over for dig selv, kan du heller ikke være det overfor andre, og dermed kan man f.eks. heller ikke være chefinstruktør, for er du så ærlig i dine teknikker? Dette kan også udtrykkes, som vi alle har hørt det før “Gør du som du siger, og siger du som du gør?” Lever man i overbevisningen om, at man gør som man siger og siger som man gør, men ikke gør det reelt, opbygger man illusioner for sig selv og andre. Jeg har erfaret og fået fortalt at Yakami handler om at nedbryde illusioner, startende med sine egne. Når der ikke er nogen illusioner, er der kun det rene Jeg tilbage. Det lyder unægtelig flot og smukt og det kan han da sagtens sige, tænker I!
Men tænk over dette: Når I træner og får at vide af instruktøren i skal rette teknikken f.eks. at knytte hånden hele tiden, og i så gentagne gange stadig ikke gør dette, hvad skyldes det så? at I ikke kan? eller “Jeg synes altså ikke det er vigtigt”, “Jeg gider da ikke, fordi sådan har jeg altid gjort” eller, “sådan gør jeg bare!” Det er alt sammen illusioner, måske ikke at man er klar over det, men det er baseret på dårlige vaner eller strider mod ens overbevisning (ego). Når man kan begynde at ligge dette fra sig og hele tiden være efter sig selv og forsøge at rette selv de mindste ting, nedbryder man illusionen og ser teknikken, som den skal være, med alle detaljer. Det kan man naturligvis ikke bare sådan gøre, da vi alle har et filter kaldet underbevidstheden, der sørger for at sende støj ind. Samtidig ved vi måske heller ikke helt, hvordan teknikken er, når den er helt optimal. Kunne vi det fra den ene dag til den anden, var Kimu Sensei nok ikke den eneste der var 7. dan.
Jeg kæmpede min egen sag med grundparader og grundspark. Jeg trænede, som tidligere skrevet, længe og mange gange og begyndte naturligvis at få forskellige oplevelser med teknikkerne. En af de første fysiske ting jeg støtte på, var smerten ved alle gentagelserne. Jeg har normalt ikke haft problemer med smerte, da jeg har dyrket sport i mange år og været vant til at presse mig selv ud i det ekstreme. Det benyttede jeg mig af i træningen, for hvis man begynder at fokusere på smerten forsvinder det egentlige formål, nemlig teknikken. Men samtidig skal man lære af smerten, der er med til at flytte grænser, men man skal heller ikke totalt ignorere den, da det kroppens tegn på, at der noget galt, eller kan blive det. Yderligere kan det være et tegn på, at man laver teknikken forkert dvs. spænder de forkerte steder, eller bruger de forkerte muskler. Uden at jeg skal lyde masochistisk, vil jeg kalde smerten en ven, da den jo netop hjælper dig til at rykke dine grænser og mærke, når du laver noget forkert. Brug dette næste gang I står i en zenkutsu-dachi og tænker “det gør lidt ondt, jeg må hellere strække benene” og bliv stående lidt længere i stillingen.
Jeg havde på et tidspunkt meget ondt og legede med tanken, at kroppen kun var et hylster, og prøvede at fortælle min underbevidsthed dette ved at gentage det for mig selv flere gange, og det virkede faktisk, da jeg til en hvis grad psykisk kunne lukke smerten ude og centrere mig omkring teknikken. Dette bringer mig til næste oplevelse med specialtræningen, og det jeg vil kalde centertræning. Jeg havde under en af lektionerne fået at vide, hvilket jeg havde hørt før (har sikkert de fleste fra den gamle garde) “Imagination is very important”. Det har jeg haft utrolig svært ved, men det er da lykkedes ind imellem. Jeg tillod mig at stille et “dumt” spørgsmål “Hva’ mener du med imagination og fokus?”, “Det er op til dig at finde ud af!” fik jeg så at vide. Jeg prøvede og prøvede som man nu gør, men hvad er det man skal forestille sig. Svaret er naturligvis individuelt, hvorfor jeg også havde fået det resolutte svar. Man kan have decideret billeder af, at man kæmper mod sig selv. Hvorfor ikke prøve at bearbejde et problem ved at forestille sig, at for hver gang man støder tsuki kommer man et skridt nærmer løsningen, hvem ved, måske dukker løsningen op? Det er helt op til den enkelte at finde deres fantasi, der fungerer bedst.
Jeg havde trænet en masse op til mit andet møde med Kimu Sensei, der nu egentlig gik mest med at snakke om mine problemer og tanker, der var dukket op under træningen. Men jeg kunne ikke snakke mig udenom, at skulle vise det jeg havde trænet på. Jeg blev bedt om at vise nogle af grundparaderne èn gang. En masse undskyldninger dukker op “jamen jeg har sko på, jeg har ikke varmet op, jamen…..”, enten kan man, eller så kan man ikke lød svaret. Jeg behøver næsten ikke fortælle hvad som skete, men et klarsyn opstod igen! Jeg måtte simpelthen hjem og træne igen. Man spekulerer naturligvis en masse over tingene, og indimellem bander man også en hvis herre langt væk. Men man besinder sig og begynder at tænke klart, og så kommer skuffelserne, ikke over træningen, men over en selv. Igen tænker man er jeg god nok? Skal jeg ikke bare opgive det hele? og leve et “normalt” liv. Når man kan se ud over skuffelserne og se mulighederne, der venter derude, tager man hjem og giver den en skalle mere, og prøver at se træningen fra nye sider.
Der begyndte efterhånden at ske ting og sager, for det første kunne jeg bedre overskue at skulle træne længe og jeg så nye ting i paraderne og forstod vigtigheden af alle detaljerne (hidén) i teknikkerne. Man kunne pludselig se, at de enkle basisteknikker faktisk er meget svære, hvis de skal uføres optimalt. Det er også på dette tidspunkt, at jeg får den første “hovsaoplevelse” med en grundparade, der næsten får mig til at bryde sammen, da jeg pludselig så helheden eller det smukke i uchi-uké. “Nu må det da rable for manden!!!!”, døm selv: Jeg forbereder mig grundigt, intet er tilfældigt, indtager heiko-dachi, knytter hænderne – lillefingeren først, derefter de andre fingre, ruller sammen til en perfekt knyttet hånd, sender venstre hånd af sted i en tsuki lige på centeret, højre hånd ligger perfekt ved armulen på kyusho, hoften sender paradearmen af sted, pludselig er der en forbindelse mellem albuen på paradearmen og “tanden”, som ikke kan ses, men føles som en stang af energi. I en perfekt zenkutsu slutter paraden i en sitren, der føles som en spiral af energi, der sendes ud gennem hånden. Man står tilbage og ved ikke, hvad man skal gøre af sig selv. Netop i det øjeblik tror jeg, at jeg ramte hovedet på sømmet, og kroppen fortalte mig sandheden, hvor den så end kom fra.
Det er en stor personlig oplevelse, som jeg ikke var sikker på at jeg ville dele med andre, da man skal opleve det, for at kunne fornemme det. Oplevelsen gav mig troen på, at jeg var god nok, at det hårde arbejde og tilliden til læremesteren er den rette og sande vej mod det optimale – Yakami. Måske afspejler ovenstående, at det at man forbereder teknikken og intet overlader til tilfældighederne skaber en god teknik, på denne måde vælger man selv under hele udførselen, om det skal være en optimal teknik. Udtrykt analogt til livet, kunne man sige, at det er ikke tilfældig gøren der skaber det liv og fremtid du kunne tænke dig, men de valg du foretager dig, noget jeg har tænkt meget længe og dybt over. Jeg havde nu selv skabt træningen og udbyttet, som var det oprindelige mål og krav med specialtræningen.
Specialtræningen blev udbygget med nogle Jo-teknikker og nogle af de teknikker jeg selv havde nedfældet, dermed også træningstiden hjemme og i dojo’en. Men nu havde jeg noget at forholde mig til og accepterede det betingelsesløst, da jeg jo vidste at det førte noget godt med sig. Men havde jeg fattet noget af det hele? Var nogle enkle korn parat til at blive høstet? Eller sagt på en anden måde, var teknikkerne integreret og optimeret, så man med rette kunne kalde sig Yakami Taijutsu udøver og dermed kampkunstner.
